Først og fremmest bør du overveje, præcist hvad du ønsker dig af en agent, så du ved, hvilke kvalifikationer vedkommende skal have.
Tal eventuelt med forbundets jurister, som kan oplyse dig om, hvad forbundet kan tilbyde af hjælp i forbindelse med kontraktindgåelse mv.
Dernæst kan du med udgangspunkt i forbundets liste over de agenter, som vi kan anbefale, tage kontakt til en eller flere agenter. Tag gerne en samtale med flere, så du får en fornemmelse af, hvad de forskellige agenter kan tilbyde netop dig. Husk, at du typisk vil skulle betale op til 15 procent af dit honorar til en agent – du kan derfor godt tillade dig at stille krav til vedkommende.
Finder du en agent, du synes om, så skal I indgå en skriftlig aftale. Inden du underskriver aftalen, så anbefaler vi, at du lader forbundets jurister læse aftalen igennem.
En agent tager typisk et honorar på 10-15 procent af din løn plus moms fra de arbejdsområder, som er omfattet af aftalen. Hvis du er selvstændig, kan du trække udgifterne til en agent fra, inden du skal betale skat af din indtjening. Hvis du er lønmodtager kan du først trække udgifterne til agenten fra som ligningsmæssigt fradrag sidst på året. Dvs. at du skal betale agenthonorar efter, der er trukket skat af din løn.
Eksempel:
Løn på 10.000 kr.
minus skat 50%
= 5.000 kr.
Agenthonorar på 15%:
1.500 kr. + 25% moms (375 kr.)
= 1.875 kr.
Udbetalt til dig:
5.000 kr. minus 1.875 kr.
= 3.125 kr.
En agent bør aldrig tage honorar af dine royalties og andre rettighedsbetalinger, feriepenge, dagpenge mv. Vær særligt opmærksom på om de indtægter er undtaget fra jeres aftale.