Forestil dig, at du i alle roller, hvor du spiller en intim relation med et andet køn, ikke blot skal sætte dig ind i hvem din karakter er – men også skal afkode, hvad det overhovedet vil sige at indgå i den relation. Og så pludselig opleve at spille en rolle, hvor det ekstra lag pludselig bliver fjernet. Fire af de homoseksuelle spillere fra Det Kongelige Teaters hitforestilling ‘Arven’ fortæller her, hvordan deres arbejde for første gang har givet dem mulighed for at arbejde med en historie og en rolle, som føltes helt ægte.

Af Michael Oxfeldt

Havde ikke lyst til at repræsentere sin figurs type
Kristoffer er ligesom mange andre homoseksuelle skuespillere før ham blevet rådet til ikke at sætte sig selv i en bås som netop homoseksuel. Men den følelse har ændret sig efter at have været med i ‘Arven’:
“Jeg er afklaret med, at hvis det er det, jeg skal spille resten af mit liv, er det fint med mig. Jeg var stolt af at være med i det store værk, og det gav mig en fornyet respekt for tematikken og bekræftede, at det kunne være lige så godt som alt muligt andet.”
Men det har også gjort ham meget bevidst om, hvordan han fremover vil arbejde med sine roller.
“De homoseksuelle roller jeg tidligere har spillet, har stort set altid været meget stereotype – enten som en sjov gimmick eller bare bedstevennen til hovedrollen. Her var der pludselig plads til en homoseksuel rolle, der ikke udelukkende handlede om det at være homoseksuel,” forklarer Kristoffer og bliver sekunderet af Anton, der spillede rollen som Kristoffers sidekick i det bedsteborgerlige par Jason og Jason:
“Vi har jo gjort vores ypperste for at folde vores respektive roller ud og gøre dem til rigtige mennesker.” Parret symboliserer med alt deres drama og overdrevne gestik en karaktertype, som på trods af stor synlighed stadig er svær for mange at sluge – både i og uden for homomiljøet.
“Jeg ville løfte figuren op – en figur, der oplever utrolig meget homofobi, den her feminine dramatiske homo, som elsker drama og ikke er bange for at skabe dramaet selv, samtidig med at han er utrolig borgerlig,” siger Anton.
“Min Jason var tydeligt flamboyant, og jeg havde egentlig ikke lyst til at repræsentere den type larmende figur. Det kommer nok fra en skam i mig selv og en forestilling om en type homoseksuel, der ikke er accepteret i samfundet,” funderer Kristoffer.
Rollerne som Jason og Jason har altså ikke bare været et stykke karakterarbejde for Kristoffer og Anton. De har også givet dem mulighed for at gå sig selv efter i sømmene, fordi de kunne se ligheder mellem karaktererne og sig selv. Ligheder, som de måske allerhelst ville skjule for omverdenen.
“Vi smeltede på en eller anden måde sammen med vores karakterer. Og i modsætning til andre roller, som jeg har kunne lægge fra mig og pakke væk, kom det at bruge min egen personlighed i rollen til at fylde så meget,” fortæller Kristoffer.

Bærer historien i sig som en arv
Identitetsarbejdet lå også i, at castet på tværs af alder kender til alle stykkets kulturelle referencer og for nogles vedkommende selv har haft stykkets historie om AIDS-epidemien tæt på.
“I repræsentationens og diversitetens navn kunne man godt tegne det hårdt op og sige, at den her forestilling ikke kunne spilles af andre end homoseksuelle,” mener Magnus.
Men for ham handlede det mere om, at forestillingen blev som den blev på grund af castet, og han oplever, at Thomas Bendixen og Morten Kirkskov har været kloge i deres valg af cast. Anton er enig – som homoseksuelle spillere kunne de lettere forstå både tekst og kontekst, forklarer han:
“Vi oplevede flere gange under prøverne, at der var passager, hvor nogle af os tydeligt blev berørt og endda græd. Her kunne en ikke-homoseksuel kollega komme og spørge ‘hvorfor bliver du så berørt lige nu?’. Og så klip til en prøvegang senere, hvor samme kollega pludselig får samme reaktion. Det er her, repræsentationen gør en forskel!”  

“Det handler også om at bringe nogle mennesker ind, i der kan bidrage med relevant viden og nye vinkler,” understreger Anton. 

Og arbejdsdelingen var klar: Thomas og Morten kunne bidrage med meget faktuelle oplysninger om AIDS-tiden og de følelser, der er forbundet med dengang. Omvendt kunne de unge spillere bidrage med viden om det at være ung homo i dag. Måske er de ikke del af historien, men de bærer den alligevel i sig – som en slags arv.  

I forhold til diversitet og repræsentation kan det virke logisk at inddrage de personer, du skriver om – uanset om det handler om seksualitet, etnicitet, handicap eller alt det andet, der gør os til individer. Men det bliver også hurtigt tydeligt i snakken med de fire spillere, at der ikke er én rigtig løsning på de udfordringer med diversitet, branchen har. 

Kvalitet frem for alt
“Jeg tror, vi skal blive ved med at se LGBTQ+personer repræsenteret på alle mulige måder. Det er måske ikke det, der løser det, men det skaber et nuanceret billede af, at vi er ikke én type. Og så kan det godt være, at den enkelte fortælling ikke er troværdig, og at der i virkeligheden slet ikke findes to drenge på et norsk gymnasie, der trygt kan kysse hinanden – men hvis du ser det, kan det indgyde mod,” forklarer Troels.
Kristoffer er enig så vidt angår, at repræsentation er vigtigere end autenticitet, men han argumenterer også, at kvaliteten er afgørende. Og det at en streamingtjeneste som Netflix stiller høje krav til deres produktioner, når det gælder diversitet, og har et stort bagkatalog af LGBTQ+produktioner, er ikke ensbetydende med, at der kan sættes et hak i tjekboksen, mener han:
“Repræsentationen må gerne få nogle ‘kunstige indsprøjtninger’ i form af målrettede diversitetsindsatser, men det kræver også, nogen tør at lægge penge og energi i, at lave noget virkelig godt indhold. For at noget smalt og ukendt skal nå ud til den brede befolkning, kræver det nemlig også, at kvaliteten er på plads.”
Et eksempel er filmen ‘Call Me By Your Name’, der i 2018 var nomineret til 38 priser og vandt 11– herunder en Oscar og en BAFTA. Når en film hitter, selv om omdrejningspunktet er et homoseksuelt kærlighedsforhold, som kun få af publikummerne kan forholde sig 1:1 til, så skyldes det den høje kvalitet. Og det samme gør sig gældende for Arven, mener Kristoffer:
“Når et stykke som ‘Arven’ er så godt, som det er, så får det også den plads, det skal have.”

Vil spille alle roller som homoseksuel
Det er meget tydeligt, at alle fire spillere er blevet særligt berørt af arbejdet med ‘Arven’ og det faktum, at de har fået lov til at spille helt tæt op ad deres egen identitet. Samtidig har det også givet dem en række erfaringer, som de på hver deres måde vil bruge fremover.
For Magnus’ vedkommende falder talen ret hurtigt på det samme usynlige ‘lag’, som Troels nævnte tidligere:
“Jeg havde ikke lagt mærke til det lag, før jeg blev tvunget til at arbejde med det. Det er jo ikke, fordi det er svært for mig at spille hetero, men der er et lag, når du spiller overfor en af det andet køn, som ikke var der i ‘Arven’.”
Og netop det, at Magnus nu har oplevet den frihed, gør, at han som udgangspunkt vil spille fremtidige roller som homoseksuel – medmindre andet er anført, og så længe det ikke kompromitterer historien og visionen.
“Jeg har ikke oplevet det som et problem, og jeg tænker det heller ikke som en aktivistisk ting. Men det gør mig til en bedre skuespiller at fjerne det lag. Hvorfor ikke bare lade min identitet være det naturlige udgangspunkt,” spørger Magnus.
Og dermed er vi tilbage ved de nuancer, der ifølge Troels er så vigtige i arbejdet med repræsentationen:
“Arven har for mig nuanceret nogle ting – både i forhold til, hvad stykket handler om, og hvad det er for en fortælling, vi har givet videre til publikum. Det er jo altid de nuancerede præstationer, vi lægger mærke til., og vi hylder, når nogen får nuancer frem, vi ikke har set før eller ikke vidste, vi skulle se.”
Men arbejdet med stykket har også nuanceret nogle ting i Troels’ arbejde som skuespiller og bragt en masse en masse spørgsmål med sig. Er det fx nu, vi begynder at spille en anden form for mand? Kan førsteelskeren være en anden type, end ham vi har set de sidste 20 år?
“Jeg vil gerne være mere nysgerrig og arbejde mere med at finde endnu flere ‘farver’ frem i et forhåbentlig langt liv som skuespiller.”
For Anton og Kristoffer er der en ret direkte sammenhæng mellem deres roller og deres private personlighed.

Et fordomsfrit rum
“Mit arbejde med Jason har lært mig, at det er ok at skabe drama, men også at være generøs med mig selv som menneske. Ellers bliver livet sgu for kedeligt!” forklarer Anton. Han forholder sig i dag meget mere bevidst til figuren, og prøver ikke længere at skjule den side af sig selv:
“Jeg vil gerne vise, hvor intelligent den slags menneske egentlig er – men også hvor almindelig og kedelig han reelt også er.”
For Kristoffers vedkommende betød det at spille med i ‘Arven’, at han kunne sætte sig selv fri og samtidig lære at sætte endnu mere pris på nye sider af sig selv og den humor, der ligger i det:
“Jeg gik ind til hver forestilling med et mantra om, at jeg ikke ville dømme mig selv, og det gav mig et dejligt fordomsfrit rum at være i. Og så gik det pludselig op for mig, at jeg grundlæggende havde været glad i de fire måneder, ‘Arven’ varede. Det tror jeg hænger sammen med, at jeg egentlig bare kunne få lov til at være mig selv.”