Kirsten Norholt: “Jeg ville gerne være misbrugt noget mere”

Kirsten Norholt ville ønske, at hun var blevet brugt mere som skuespiller. Hun siger det med et glimt i øjet, men også med en vis portion alvor, for hun har ikke fået så mange gode tilbud de senere år. Karrieren har ellers budt på en bred vifte af roller i tv, på film og ikke mindst på teatret. Norholt synes, det er lidt underligt, at hun bliver hægtet op på sine ungpigeroller med knap så meget tøj på, når hun siden har været nøgen på en langt meget mere pågående facon.

Af Jacob Wendt Jensen
(bragt i Sceneliv #5 2023)

Hun faldt i gryden som spæd, Kirsten Norholt. I barndomshjemmet på Frederiksberg var der højt til det kunstneriske loft. Hendes far var tegner og illustrator Povl Norholt, der blandt andet tog initiativ til satireudgivelsen ‘Hudibras’ – det blad, hvor smukke yngre kvinder var gengivet smagfuldt og koket.
“Og min mors spillede klaver. Det var et blomstrende og frodigt hjem, men det var bestemt ikke uden temperament. Især mellem min mor og min far. Både mine to søskende, Jesper og lille Kathrine, og mine forældre er døde i dag, og de ligger alle sammen på Frederiksberg Kirkegård,” fortæller Kirsten Norholt.
Fra hun var kun fire år gammel, gik hun til balletundervisning, og da hun var blevet otte år, foreslog balletlærer Poul Eltorp, at hun søgte optagelse på balletskolen på Kongens Nytorv.
“Jeg tog derind med min mor, og sikke et univers, der åbnede sig for os begge. Jeg blev bidt af balletten, allerede da jeg kom gående i sort trikot og sorte træningssko og blev bedt om at tage dem af, så de kunne se vores tæer og fødder på nært hold. Bagefter viste vores tilsynsførende, Fru Prahm, sine egne tæer, der var helt forkrøblede, og hun fortalte, at det var, hvad der skete, når man fik balletsko for tidligt. Vi gjorde alle sammen store øjne og ventede derfor i nogle år med tåspidsskoene.”

Videre som Columbine
Hver formiddag var der ballettræning, men skoleundervisningen mellem 12 og 17 røg jævnligt ud ad vinduet, fordi Kirsten Norholt ofte var med i forestillinger om aftenen og derfor fik lov til at tage hjem og hvile inden.
“Selvfølgelig blev min far rasende, da jeg blev kasseret som 14-årig. Ikke så meget fordi der ikke var andre muligheder for mig, men fordi vi ikke fik nogen forklaring.”
I stedet kom hun som 15-årig til pantomimeteatret i Tivoli, hvor hun dansede Columbine fra 1968 til 1970. Årsagen til at Norholt til sidst stoppede som balletdanser var en nethindeløsning i venstre øje som følge af hop, spring og snurreture.
Hendes første teaterscene blev på Aalborg Teater, hvor hun som helt ung spillede sammen med Ingeborg Brams. Brahms var ikke særligt stabil, selv om hun på gode aftner kunne være guddommelig.
“Brahms spillede min mor. Da tæppet gik op, sad hun på scenen foran et trefløjet spejl og skulle sige ‘for ti år siden var jeg ung, for ti år siden var jeg smuk. Og hvad gør man så? Man tager sig en elsker’. Og så skulle der komme en drømmeelsker ind på scenen. Men ganske ofte gik hun i stå efter de første ord, og teaterdirektør Ebbe Langberg måtte gå på scenen og sætte hende i gang. Alt efter forgodtbefindende var hun en stor, farverig skikkelse at møde som en af de første. Og hun lugtede altid utroligt meget af hvidløg.”

Uddannelse – ja tak
På sin vej spillede Norholt som tiårig sammen med Clara Pontoppidan og Poul Reumert på Det Kongelige Teater. Det var i ‘Indenfor murene’ (1963), der blev optaget til tv – og af og til stadig kan ses på DR2 eller på DR’s arkivholdeplads, Bonanza.
“Reumert var bedstefar, og Clara Pontoppidan var bedstemor. Jeg skulle side på skødet af Reumert i stykket, og han duftede så godt af parfume. Det var dejligt. Og så havde han varme, tørre hænder. Han var altid sød og kær over for mig,” husker Kirsten Norholt.
Inden hun blev uddannet på skuespillerskolen ved Odense Teater i 1975, arbejdede hun i tre år under Karen Marie Løwert på Scala i København. Hun spillede blandt andet løve i ‘Folk og røvere i Kardemommeby’ i trikot og med paphoved.
“Så lå jeg på kanten af scenen og ‘løvede mig’. Det var skidesjovt, og anmelderne skrev stort set samstemmende, at de aldrig havde set så sexet en hanløve på en scene før.”
Når Norholt valgte at tage på skuespillerskole, selv om hun var godt i gang på scenerne, skyldes det en kommentar fra operasanger og skuespiller Lis Hartmann, der til Norholt understregede: “Kirsten, der er ingen tvivl om, at du har talent, men du skal lære teknikken, og du skal have det småkøbenhavnske væk, du
stadig har i sproget!”
Norholt var 19 år gammel og kendte ikke en disse til Odense, så det var en stor mundfuld. Også selv om hun fik lov til at træde ind på andet år, fordi hun allerede havde prøvet så meget i forvejen.
Dengang kostumerne var mindre I de første år af karrieren skete det ofte, at publikum så Kirsten Norholt med ganske lidt tøj på.
“Dengang virkede den slags bare skægt. Det var ‘totalt grineren’, som man ville sige i dag, og det føltes helt naturligt og temmelig uskyldigt. Jeg følte ikke selv, at det var lummert. Jeg synes også, det er en misforståelse, at man er gået efter mig på den konto i så mange år. Især når jeg tænker på, hvad der sker på scenerne i dag
– hvor der bliver udgydt menstruationsblod, og hvor folk brækker sig og pisser på scenen. Og viser kønsorganer frem,” siger Kirsten Norholt og fortsætter:
“Jeg kan slet ikke fatte, at der stadigvæk dukker nøgenbilleder op af mig fra dengang. Jeg husker ikke, at jeg på et tidspunkt tog en bevidst beslutning om ikke længere at optræde uden tøj på længere, men det er klart, at rollerne blev anderledes og mindre ungpigeagtige, efter jeg blev uddannet skuespiller. Nogle af rollerne fra dengang har jeg formentlig tænkt ‘årh, for helvede’ om, og jeg savnede noget, der var ‘kødfuldt’ på en mere åndrig facon. Men jeg har ikke fortrudt nogle af dem.”

Farcen var min force
Især kom Norholt til at spille med i mange farcer, og det begyndte på ABC-Teatret hos Klaus Pagh i 1977.
“Det viste sig, at den timing og disciplin jeg havde fra balletten, kom godt til sin ret i farceland. I farcen er der ikke noget med, at replikkerne skal fødes på baggrund af en tanke. De skal komme hurtigt som et smæk med en dør. Der er faktisk noget, der hedder ‘dørsmækreplikker’!”
Begrebet kommer af, at der altid er en masse døre, der smækker op og i, når et gælder farcer.
“Der er ikke rigtigt nogen konflikter eller problemer i farcer. Højst sådan noget med, at elskeren skal hoppe ind i et skab, fordi manden kommer hjem. Ind i skabet med dig. Det hele går lynhurtigt, hvilket i sig selv er sjovt, og når du så ovenikøbet har en sal fyldt med 500-800 mennesker, der griner højt. Du forlader altid teatret opløftet og boblende, fordi alle aftener er vidunderlige, hvorimod du efter en aften med få publikummer til et dyster og tungt stykke godt kan gå forknyt hjem. Det kan være hårdt at komme igennem.”
Når Norholt bedre kan lide farce i stedet for revy, handler det om, at der er tale om en sammenhængende historie.

Mændene fik topnummeret
Kirsten Norholt har meget ofte været med i revyer. Det gælder både Tivolirevyen flere gange i begyndelsen af 1980’erne – hos Klaus Pagh – men hun har også været med i Cirkusrevyen i både 1989, 1991 og 1998.
“Jeg kan huske, at Ulf Pilgaard gik rundt og råbte og skreg ‘jeg vil have et topnummer!’. Af en eller anden årsag var det aldrig kvinderne, der fik et såkaldt topnummer. Vi kvinder fik altid sådan en sang a la ‘jeg er klovnen og vi er alle sammen ens. Under krig og had...’ – og jeg kunne blive ved,” fortæller Kirsten Norholt, som især en gang lagde landet ned.
Det var i 1981, da hun ramte Lone Hertz på kornet, efter Hertz var blevet chef på Aveny sammen med Malene Schwartz:
“Nummeret ‘Malone’ spillede jeg sammen med Berrit Kvorning, og vi var hægtet sammen som siamesiske tvillinger i én kjole. Så sang vi en sang om at være hinanden. Jeg ramte altså præcist, da jeg spillede Lone, som jeg elsker, og synes også selv, den var sjov. Til premieren kunne jeg også høre Axel Strøbye brøle af grin et sted i en loge. Han havde tidligere været gift med Lone Hertz.”

Forbandelsen og velsignelsen ved revy
Lige så dejligt det er at stå med et nummer, der er så godt, at det vælter salen en hel sommer, lige så deprimerende kan det være at stå med et nummer, der aldrig for alvor kommer til at virke:
“Der er altid et hadenummer i en revy. I 1989 spurgte jeg Carl-Erik Sørensen, om han ville skrive et nummer, der havde ingredienserne ‘biler’ og ‘hundelorte’, fordi jeg har altid været rasende på biler, der stinker af udstødning og indeholder idiotiske bilister. Og det med hundelorte var, fordi der dengang lå hundelorte overalt. Han kom dog ikke med noget,” husker Kirsten Norholt – og fortsætter:
“I 1998 kom han så tilbage og sagde, at nu havde han skrevet noget til mig – en sketch med titlen ‘Ung fyr uden kæledyr’. Og den var bestemt ikke særlig morsom. Til premieren tillod han sig endda at sige, at jeg havde ødelagt hans tekst, hvorefter han gik igen med det samme. Tak for det! Jeg fandt derfor aldrig ud af, hvad han egentlig mente. Og det nummer var altså ikke sjovt at stå med i tre måneder.”
Norholt har også været med i revyer i både Gilleleje, Holstebro og Rottefælden i Svendborg – og senest i Menstrup i 2015. Men Tivoli kan noget ganske særligt:
“At komme ind i Tivoli en sommeraften og høre de forskellige orkestre spille og så gå ned til den oplyste glassal og skulle ind ogmunderholde en masse mennesker. Det var fantastisk. Så den revy står mit hjerte allernærmest. Og så kommer Rottefælden derefter.”

Uskyldige kæmpesucceser
I anden halvdel af 1970’erne spillede Kirsten Norholt med i ‘Julefrokosten’ og ‘Firmaskovturen’, der sammenlagt trak flere end 1 million danskere i biografen.
“Den første film blev lavet en vanvittig varm sommer, hvor vi løb rundt med nissehuer på. Blide Finn Henriksen kunne ikke altid styre løjerne, men ih, hvor det altså sjovt at være med. Vi var alle professionelle, men der lå også det i stemningen, at alle andre mennesker havde sommerferie, så der blev grinet meget under optagelserne. Ingen troede for alvor på, at filmen ville blive en succes, men i dag får jeg stadig breve i november og december, og det viser sig, at mange ofte genser den op til jul. Ligesom man ser den skønne og varme ‘Love Actually’,” fortæller Kirsten Norholt.
“Der er ‘Julefrokosten’ så blandt de mere muntre film. Jeg synes vores film holder, og herregud, et par små bryster uden for en brystholder kan da ikke forarge nogen. Brystholderen var i øvrigt lysegul. I ‘Firmaskovturen’ smider jeg til gengæld mine trusser, fordi der er myrer i dem. Men der er ikke bare myrer, når man beder om det, så filmens assistenter måtte næsten hele Dyrehaven rundt for at finde nogle få myrer, de kunne lægge i mine trusser og bagefter få et skud af dem,” husker Norholt.

Aalborg var en blindgyde
I 1985 tog Kirsten Norholt og hendes mand, Flemming Sørensen en beslutning, der på papiret så god ud. De tog til Aalborg Teater.
“Vi tog derop, fordi der var frisk luft. Mathilde var to år på det tidspunkt. Men systemet viste sig at være ufleksibelt, for der var ikke plads til hende i nogen børnehave. Vi købte et hus, men den første aften vi var der, pissede det ned med regn fra taget – Flemming kravlede rundt deroppe i glasulden og forsøgte at få styr på det. Så meget for at komme på landet,” fortæller Kirsten Norholt.
“Fagligt fik vi sådan set begge nogle gode ting at arbejde med – jeg spillede for eksempel titelrollen i Shakespeares ‘Trold kan tæmmes’. Vi fik fast arbejde i tre år og slap væk fra jobcenterbesøg og aktivering. Men på den led at vi – ved at være deroppe i tre år – lagde hovedstaden bag os og brændte broerne til København, var det ikke lykkeligt. Vi er ikke utaknemmelige mennesker nogen af os, men vi passede ikke helt ind i den petriskål deroppe, så vi blev ikke glade og tilfredse. Da vi kom tilbage i 1988, var det samtidig, som om farcebølgen havde lagt sig.”

Sokker og bar røv
Blandt andet var Klaus Pagh taget til London, hvor han forsøgte at drive teatre:
“Jeg holdt meget af Klaus Pagh, for han var en knalddygtig forretningsmand. Men jeg brød mig ikke om hans kvindesyn, der mildt sagt var meget stereotypt. Han var rasende charmerende, men han har nu aldrig forsøgt sig med noget over for mig,” siger Kirsten Norholt, som man næsten må formode har været i søgelyset, når det gjaldt glubske mænd i teater- og filmbranchen i 1970’erne og 1980’erne.
“Pagh lod ikke en pige gå forbi sig, men han har alligevel haft en eller anden mærkværdig respekt for mig. Jeg har aldrig personligt oplevet noget skummelt i branchen – hvis jeg har, så har det været privat. Husk på, at når man er vokset på i balletten, så har man et fuldstændigt andet forhold til ens egen krop og andres kroppe. Man danser tæt, og man sveder, og man er op ad hinandens hud hele tiden.”
Efter lidt betænkningstid kommer Norholt alligevel i tanke om en oplevelse med en amerikansk instruktør, Jack O’Connell, først i 1970’erne. Han ville lave en film med titlen ‘Swedish Fly Girls’:
“O’Connell syntes åbenbart, jeg var dejlig. Og det var da bekræftende at få at vide, selv om jeg næsten kun skulle stå et sted i baggrunden og spille fuld. Han ville så lige tale med mig om rollen, og han spurgte, om jeg ville komme til et møde på hans hotelværelse på SAS-hotellet. Ja, selvfølgelig, det ville jeg da godt. Han boede i et meget lille rum, hvor der næsten kun var plads til en seng. Der stod dog også wienerbrød, kaffe og vand, og han gik rundt i T-shirt, underbukser og sokker og sagde, at han lige ville gå ud og vaske sig. Da han kom ind i værelset igen, lagde han sig i sengen og tog sine underbukser af. Da løb jeg bare ud af værelset uden at se mig tilbage. Og det er det, jeg altid har gjort, når den slags opstod.”
Filmen fik i sidste ende titlen ‘Christa’, og ud over Kirsten Norholt var Bjørn Puggaard-Müller, Birte Tove og Baard Owe med.

Dejligt nederdrægtig
Kirsten Norholts karriere tæller over 30 film og tv-serier, omkring 15 revyer og langt flere teaterstykker end de to tal lagt sammen. Senest har hun spillet mor over for sin datter Mathilde i ‘Dirty Dancing’ i Tivoli i 2015 og igen i 2016 på Operaen.
“Mathilde har spillet rollen i stykket indtil for ganske kort tid siden, og det var fantastisk, at vi to kunne spille sammen. På den måde så jeg jo mit voksne barn hver aften – det er ikke hverdagskost for de fleste forældre. Aldrig før eller siden har der været så mange tilskuere i operaen,” fortæller Kirsten Norholt.
Hun har ikke drømmeroller, for ‘det nytter ikke noget at dagdrømme’, men hun har været meget glad for at spille med i ‘Cyrano’ mere end 100 gange i 1990’erne på Gladsaxe Teater og ikke mindst for rollen som Mrs. Lovett i ‘Sweeney Todd’.
“Vi var på Østre Gasværk i 1991. Den rolle kunne jeg godt tænke mig at spille igen. Nu har jeg også mere alderen til det. Mrs. Lovett var både sød og fandenivoldsk – men også dejligt nederdrægtig. Det var en rolle med flere facetter, hvor der virkelig var noget at gribe fat i. Sweeney Todd står ovenpå og skærer halsen over på sine ofre, og så fiser hovederne ned ad en sliske til hende. Hun hakker dem op og laver mad af dem. Nis Bank-Mikkelsen spillede rollen som Sweeney, og Morten Grunwald satte selv i scene efter et stramt internationalt forlæg.”

Ikke misbrugt nok
I otte år har Kirsten Norholt ikke spillet på teatret eller i film. Hun synes, det er lidt mærkeligt.
“Jeg har fået tilbudt et par roller på Det Ny Teater – i både ‘Oliver!’ og ‘Spillemand på en tagryg’ – men da stod jeg og skulle have nyt knæ, så jeg kunne ikke. Der er også sket lidt det med alderen – ønsket om at være med er falmet. Det gør det, når man ikke er så ønsket som tidligere. Den store, brændende lyst til at være med er der ikke på samme måde længere. Når jeg tænker på de læssevis af tv-serier, der er skrevet de senere år, og alle de film, der bliver lavet, er det mig en gåde, hvordan det er lykkedes producenterne og instruktørerne at komme udenom. Det er sgu mærkeligt,” mener Kirsten Norholt.
“Og det er frygtelig sårende. Jeg er aldrig blevet misbrugt nok. Jeg ville gerne være misbrugt noget mere i mit fag – bare på nogle stræk indimellem. Især de senere år.”
Samlet set er Norholt dog ikke utilfreds:
“Mit liv i skuespillerfaget har været forrygende, blomstrende og farverigt, selv om det nu og da har fået mig til at gentænke lysten til at blive læge. Men kærligheden til teatret har altid fået mig til at fortsætte ad den vej. Dette underfulde, at være en del af og betyde noget for helheden, har jeg elsket. Glæden ved at synge, danse og spille
komedie er også kolossalt stimulerende for serotoninen og dopaminen!”