Lars Knutzon har været vidt omkring i sin karriere. Fra Carl th. Dreyer til revy og alle mulige former for teater indimellem. Men han har også haft fotografens kamera i hånden, har instrueret og været teaterdirektør. Og så har Knutzon haft sans for selvironi og lyst til at kæmpe for at give teatret bedre vilkår.

Af Jacob Wendt Jensen

Der hænger fotos af dem begge på væggen i arbejdsrummet i Nivå. Lars Knutzons mor, Lulu Ziegler, var skuespiller og visesanger, og far, Per Knutzon, var skuespiller og sceneinstruktør. Men det er ikke, fordi han faldt i teatergryden som spæd.
“Min far døde, da jeg kun var seks år gammel. Som du kan se på billederne, havde han for det meste en smøg i munden eller i hånden. Han døde da også til sidst af cancer. Min mor blev uddannet skuespiller, men hun var især en glimrende visesanger og klarede sig fint med sin stemme i hele Skandinavien. Efter krigen blev der færre job, og det antinazistiske, hun stod for, døde lidt ud. Vi boede i en stor lejlighed i København, hvor der kom mange skuespillere og andre kunstnere, men det satte nu ikke det store præg på mig. Jeg ville i stedet være filmfotograf,” siger Lars Knutzon.
Alt foregik meget tilfældigt dengang i 1950’erne, husker Lars Knutzon om tiden, hvor han kom i lære som fotograf.
“På det tidspunkt var min mor flyttet til Stockholm, hvor hun skulle åbne sin kabaret, Hamburger Börs. Jeg fulgte med og fik job på Aftonbladet, hvor jeg stod i mørkekammeret og hjalp med at fremkalde pressefotografernes billeder. Det var ikke særlig sjovt, og jeg var meget misundelig på de fotografer, der fik opgaver ude i byen. Jeg fik kun lov til at prøve det én gang. Nemlig da Tommy Steele var i byen i 1956, hvor jeg blev udstyret med kamera og blitz. Jeg kom med på scenen, hvor min blitz så desværre ikke duede. Jeg fik ikke et eneste foto, der var godt nok. Øv.”

Kort møde med Coppola
Tilbage i Danmark fik han job hos kortfilmproducenterne på Mogens Skot-Hansens Laterna Film.
“Skot-Hansen var en ilter person, der kæmpede en hård kamp for at overleve i branchen. Jeg var fotografassistent for både fotografen Henning Bendtsen, instruktøren Theodor Christensen, Ole Roos og mange andre kendte kortfilmsfolk,” fortæller Lars Knutzon og fortsætter:
“Meget af tiden gik med at lave ingenting, fordi der i perioder ikke var så meget at lave. Så gik jeg bare rundt med en filmdåse af blik i hånden uden filmrulle i og så ud, som om jeg lavede noget. Blandt andet derfor tog jeg et halvt års orlov, hvor jeg gik på Askov Højskole. Det var en uforglemmelig tid. Mens jeg var på højskole, trissede en lille, lidt mørk mand af italiensk herkomst rundt på Laterna Film. Navnet var Francis Coppola, og han havde i Hollywood hørt om Laterna Film. Skot-Hansen havde nemlig tidligere selv været i Hollywood for at arbejde. Coppola kom dog ikke til at arbejde i Danmark, selv om han var her i et halvt års tid. Fordi der simpelthen ikke var penge at lave film for, da det kom til stykket. Hans navn sagde mig jo ikke meget dengang, men det kom det til senere, og han har selv siden udtrykt glæde over sin tid hos Laterna og Danmark. Familien Skot-Hansen har, så vidt jeg ved, stadig kontakt med ham i dag.”
I sidste ende blev Laterna Film en smule kedeligt for Knutzon.

Kastede op i kulissen
Kort efter skaffede Knutzons ven, instruktøren Jens Ravn, ham ind på Palladium Film i Hellerup Havn, hvor man producerede spillefilm.
“Her blev jeg assistent hos tonemester Knud Christensen på en masse forskellige film. Palladium lå vidunderligt ned til film, vi lavede. Lige da jeg kom derud, var jeg med til efterarbejdet på ‘Jetpiloter’ med Poul Reichhardt og Birthe Wilke. Den må kandidere til at være ‘danmarkshistoriens dårligste film’. Den var så dårlig, at det var helt komisk for os. Men dengang fik skuespillerne ikke så god en løn på teatrene, så de skulle jo tjene nogle penge et eller andet sted.”
‘Drømmen om det hvide slot’ kaldte den helt unge filmarbejder for ‘Drømmen om det hvide snot’. Mandschauvinismen havde kronede dage, og alle filmene handlede om skrøbelige kvinder med næsen i sky. Det var ikke lige Lars Knutzons stil.
“Ved samme lejlighed fandt jeg ud, at jeg ville være filminstruktør, men der var ikke nogen filmskole endnu, så derfor besluttede jeg mig for at blive skuespiller for i stedet at lære noget om skuespillerfaget. Derfor søgte jeg ind på teaterskolerne og kom ind på Odense Teater hos direktør Kai Wilton.”

Lærte udenad for Dreyer
Lars Knutzon blev da også skuespiller, men har også instrueret mange forestillinger.
“Jeg er glad for at se tilbage på, at jeg ikke har hængt fast i et eller andet helt bestemt.”
Første forestilling på Odense Teater var sammen med Ole Ernst i ‘Genboerne’ allerede i 1964, hvor de to skulle spille studenter. Uden den store sans for makeup gik de i sminkedåserne og farvede ansigterne og tillagde sig i kådhed kitnæser så store, at de straks af Kai Wilton blev bedt om at starte forfra.
Men allerede lidt tidligere havde Lars Knutzon været med i Carl th. Dreyers sidste film, ‘Gertrud’ (1964), hvor han også spillede student – omend en helt anden af slagsen.
“Jeg har på fornemmelsen, at jeg kun kom med, fordi min mors veninde Beate Nergaard kendte Dreyer. Hun var billedkunstner og beskæftigede sig med kludetæpper og sådan noget, og jeg elskede hende højt. Dreyer ringede selv og spurgte, om jeg ville have en rolle. Og det ville jeg da godt, for han var vores eneste store håb i danske spillefilm. Jeg var med på optagelserne i fire-fem dage, hvor jeg skulle fremsige en dyster monolog. Jeg prøvede på at gøre den lidt munter, men Dreyer afbrød mig og sagde ‘nej, den skal være mere patetisk’. Monologen skulle åbenbart helst ligge dernede, hvor resten af filmen i øvrigt også lå. Det blev desværre ikke nogen rigtig god film. Dreyer var ellers meget sød og ikke uden humor, som det har været beskrevet af andre. Hans sidste film var bare umådelig langsom. Enten havde han mistet sit touch, eller måske var han blevet ligeglad.”

Revy med musik
I 1967 stod Lars Knutzon altså færdig som uddannet skuespiller.
“Der har været gang i den. Lige på nær måske det seneste halvandet år. Når man bliver 80 år eller mere, begynder det at tynde lidt ud. Der kommer yngre instruktører, der kan alt, og en masse skuespillere, der kan mumle sig igennem den ene dialog efter den anden og alligevel overleve. Jeg er snart 83 år, og jeg kan ikke bare løbe rundt og skabe mig. Det gjorde jeg ellers meget tit som ung.”
For eksempel i revyer.
“Revy er først og fremmest skæg og ballade. Jeg kunne godt tænke mig, at der var lidt mere fantasi i revyerne, men der er samtidig grænser for, hvor meget man kan lave om på skabelonen. Der er grænser for, hvor ejendommeligt og sært det kan blive i en revy. For revy er jo grundlæggende noget med at komme ind og synge en sang og så gå ud igen. Per Pallesen gjorde noget interessant med sine Hjørring-revyer med sine såkaldte ‘shorties’ af absurd karakter. Mange gange har jeg også været med i numre, der kun var skabt ud fra musik. Blandt andet i Rottefælde-revyen, som jeg også iscenesatte sammen med Morten Hovman. Der brugte vi for eksempel et Count Basie-nummer som bund, hvor vi på en indirekte og elegant facon fortalte historien om en mand, der var gået fallit med sit forretningsimperium. Jeg fandt også på et nummer, hvor vi svingede med nogle store næser i takt til musik, jeg havde skrevet med kun en tone. Sådan noget kunne man godt lave mere af.”

Bevæget Bernstein
Odense Teater blev vigtigt for Lars Knutzon. Her var han blandt andet med i ‘West Side Story’, hvor selveste Leonard Bernstein overværede forestillingen.
“Vi spillede som sagt ‘West Side Story’, der i Odense blev spillet for første gang i Skandinavien. Jeg kan huske, at jeg og en af danserne, Peter Whitmarsh, skulle lave piruetter og lande på knæene lige foran orkestergraven. Det lykkedes for mig, og for ham nogle gange, men netop den dag Bernstein var der, skulle han rigtigt vise sig, så han gav den endnu mere gas og landede i stedet nede i orkestergraven i stortrommen. Vi troede aldrig, han ville overleve, men det gjorde han heldigvis. Bernstein var i øvrigt i København for at modtage Sonningprisen, og så tog han lige et besøg i Odense med. Vores dirigent var så nervøs, at han knækkede dirigentstokken, fordi Bernstein sad lige bagved ham. I pausen kom Bernstein op og hilste på os skuespillere. Han var vældig sød, og han sagde, at han havde været bevæget over forestillingen, fordi han syntes, den var blevet bedre på et mindre teater. Bernstein havde fældet en tåre. Og det skulle han da have lov til.”
Siden blev Knutzon inviteret over på Gladsaxe Teater hos Preben Harris. Han spillede en stribe svenske forfattere, der havde skrevet glimrende stykker, men der manglede noget socialt ved at være derude i Gladsaxe.
“Jeg var vant til fra Odense, at man var sammen og snakkede meget om, hvad man lavede, skændtes, blev halvsnalrede og først derefter tog hjem. I Gladsaxe var det mere ‘tak for i aften, og det var så det’. Det var jeg ret overrasket over, så der blev jeg kun i et års tid.”

Forelsket i at fægte
Blandt mange teaterminder i Knutzons hukommelse træder især et frem. Nemlig Roger Planchons ‘De tre musketerer’, der blev spillet på Odense Teater i 1970 med både Lars Knutzon, Arne Lundemann, Finn Nielsen og Torben Jensen, der spillede musketererne.
“Vi blev meget forelskede i den forestilling. Jeg spillede D’Artagnan. Vi havde den meget dygtige instruktørassistent direkte fra Frankrig, Gilles Chavassieux, med hos os, og han havde flair for at lave de her store spektakulære forestillinger. Stykket var løseligt baseret på Victor Hugos roman, og det var samtidig satirisk på en meget kærlig facon,” siger Lars Knutzon og fortsætter.
“Vi var udstyret med store, flotte hatte og kårder, der altid gik i kluddermudder, når vi fægtede. Det lå i det komiske i stykket, at de ikke skulle virke. Vi var så forfærdeligt dårlige til at fægte alle sammen, og kårderne filtrede sig hele tiden ind i hinanden til stor moro for publikum.”
Siden blev det også til medvirken i den norske forestilling ‘Tordenshow’, som jeg bearbejdede til danske forhold sammen med Benny Poulsen. Det havde lidt den samme satiriske tone som ‘De tre musketerer’.

Svaghed for Beckett
Hvis Lars Knutzon overhovedet skal gå ind i en vurdering af sine egne præstationer som skuespiller, gør han det kun modvilligt.
“Men da jeg spillede med i ‘Mens vi venter på Godot’, var vi gode – både Tommy Kenter og jeg. Vi var oppe og hilse på Beckett flere gange, som vi formulerede det, når vi havde vores bedste aftner. Det var simpelthen, som om han var til stede i rummet. Der var noget magisk ved at spille lige netop det stykke. Det var så vidunderligt skrevet og samtidig uhyre morsomt. Siden spillede Tommy Kenter og jeg også med i ‘Slutspil’ på Østre Gasværk. Vi kender vores Beckett rigtigt godt, så det var også en lykke,” siger Lars Knutzon.
Men hvad er det ved den mytiske forfatters tekster, der er så dragende?
“Hans stykker er bare så afsindigt godt skrevet. Og meget intenst skrevet. Beckett kom ikke let til det, men han fik kondenseret vi menneskers livsvilkår stærkt i sine tekster. Godot kan være hvem som helst, men er nok i virkeligheden ‘skæbnen’. Man skal være noget af en idiot som skuespiller for ikke at kunne køre den hjem. Man sidder ikke ligefrem og skriger af grin, men der er en dybde og en humor, som er helt ubetalelig.”

Hårdt at lære udenad
Når det handler om at medvirke i film og på tv, er Lars Knutzon ikke så sikker på, om det er lige så sjovt som at lave teater, selv om det bestemt har sine gode sider. Knutzon har ellers haft gennemgående roller i ‘Borgen’, ‘Taxa’ og ‘Kald mig Liva’ og har lavet TV-Teater i massevis.
“Jeg vil ikke sige, at det er vanvittig interessant at lave tv-serier. Det er hyggeligt, fordi man møder en masse kolleger, men arbejdsmæssigt kan det godt blive lidt tørt i det. Den faglige udfordring er heller ikke så stor som på teatret. Men jeg tror, jeg er meget god til at aflevere mine replikker uden at gøre for meget ud af dem,” siger Lars Knutzon og fortsætter:
“Via mit fag har jeg så nok med tiden lært at tale tydeligere. Og det skal man kunne uden at skabe sig. Jeg har hørt fra instruktører, at de synes, jeg er god til at sige replikker, men jeg har selv ingen anelse om hvorfor. Det værste er at skulle lære teksterne udenad. Man skal i gang, men man går bare rundt og kigger bebrejdende på manuskriptet. Det er altså så ubehageligt. Jeg vil påstå, at 90 procent af alle skuespillere hader at lære udenad. Jeg har også nogle gange kvajet mig, fordi jeg ikke kunne min tekst ordentligt, og jeg så tænkte ‘arh – det kommer nok’. Og det gjorde det så alligevel ikke. Jeg er god til at improvisere. Men det er ikke altid, det kan redde situationen.”

Sidste forsøg med morskabsteatret
Lars Knutzon har også prøvet kræfter med morskabsteater. Både som skuespiller og forfatter og siden som direktør.
“I 1991 kom jeg med en ide til Helle Virkner på ABC Teatret, der hed ‘Kunst og kærlighed’. Det var et gammelt stykke, der blev bearbejdet af Jesper Jensen og Per Schultz, som Peter Langdal iscenesatte. Det en af hovedrollerne, men der kom ikke folk nok. Måske var det heller ikke det rigtige for et publikum med nøgler og lilla hår. De forstod det simpelthen ikke. Publikum var vant til en sofa midt på scenen og fire skuespillere, der skreg og råbte.”
Fra 1993 til 1994 var Lars Knutzon direktør for ABC Teatret i et forsøg på at relancere morskabsteater på Frederiksberg, men det gik ikke helt som ventet.
“Klaus Pagh ejede stadig teatret, og Helle Virkner havde været chef før mig. Jeg blev opfordret til at søge stillingen. Jeg havde nogle andre ideer end det, man normalt spillede på stedet, men det skulle stadig være underholdende. Jeg ville gerne have jobbet, men det var på betingelse af, at der fulgte penge med, og det gjorde der, forlød det. Men det var så lige på det tidspunkt, man politisk besluttede, at teatrene selv skulle betale via den såkaldte pengeposepolitik. Det er det største forræderi i dansk teater, og det har egentlig forfulgt os lige siden. Før den beslutning fik man kompensation, hvis der var lavvande i kassen,” husker Knutzon:
“Det gjorde det næsten umuligt at få teatret til at løbe rundt. Jeg følte, vi næsten lige så godt kunne lukke det hele. Derfra gik det ned ad bakke med et par andre fiaskoer.”
Det hjalp heller ikke, at huslejen årligt var på 850.000 kroner, der skulle betales til ejer Klaus Pagh, der også selv beholdt overskuddet i baren. Knutzon udtalte sig kritisk om det hele til aviserne, og de endte med, at han gik sin vej.

Ikke optimist
Teaterpolitisk har Lars Knutzon også altid været vågen. Han har ofte taget ordet og talt midt imod den kulturpolitiske kurs.
“Jeg kommer jo fra et kulturradikalt miljø, der er vokset ud af antinazismen. Derfor er det også svært for mig at røre ved noget, der ligger langt til højre for midten. Og jeg har mine radikale holdninger til kunst og kultur. Da lyden på film blev opfundet, gik det ud over teatret, og selv om det er næsten 100 år siden, er der noget om det. Tv har også siden ødelagt meget. Måske burde tv forbydes. Det er selvfølgelig noget sludder – ikke alt, vi laver, er noget bras. Når jeg alligevel siger det, er det, fordi vi bliver lammet af tv og bliver siddende i stolen derhjemme i stedet for at komme ud. Sådan noget har jeg ofte brokket mig over, men det nytter jo nok ikke noget. Tv er kommet for at blive, som Groucho Marx sagde om sex.”
Nu du er så pessimistisk – hvad er så teatrets fremtid?
“Der er røget for mange penge ud af teatrets verden. Det er da for eksempel fint, at sådan noget som Blaagaard Teater er kommet op at stå, men der skal jo mange, mange flere penge til. Nu kan jeg snart være ligeglad, men jeg tænker især med stor bekymring på unge skuespillere, som er uddannet rundt omkring. Og der bliver uddannet mange. Der er slet ikke arbejdspladser til dem – frygter jeg.”
Knutzon siger dog også, at han aldrig har haft et særligt højtideligt forhold til det at være skuespiller.
“Den dag jeg holder op, vil det ikke være nogen stor smerte at sige farvel til Thalia og alt det andet. Men jeg vil savne mine kolleger. Og alle de søde og sjove oplevelser vi har haft gennem tiderne.”
Og så rejser Lars Knutzon sig op – og bukker ud i den blå luft.