Kunsten at skabe en katedral

Stemmen er skuespillere og sangeres mest direkte kanal til følelserne. Den rækker ud til publikum og skaber ikke blot forståelse, men også dyb resonans. Uanset om en rolle kræver en hvisken eller dramatisk bulder, skal stemmen kunne nå de bagerste rækker. Og det kræver, at den er både sund, stærk og bevidst. Det ved Naja Månsson alt om.

Af Louise Kidde Sauntvej

“Målet er, at stemmen skal lyde som en stor katedral – ikke som en lille dansk landsbykirke, hvis du skal kunne tale et stort rum op.”
Sådan beskriver stemmetræner Naja Månsson sin tilgang. Hendes mission handler dog om mere end blot volumen.
“Det vigtigste er at udvikle en kropslig refleksion – evnen til at mærke og forstå med kroppen og stemmen som ét samlet instrument. Hvad kræver det fysisk at tale et stort rum op? Hvordan holder du stemmen sund og fri?”
Med en baggrund i klassisk sang fra Syddansk Musikkonservatorium, og videreuddannelse fra Berlin og New York, har Naja Månsson specialiseret sig i kroppens rolle for stemmen. Hun er inspireret af blandt andet Alexanderteknik, Franklin Method, Anatomy Trains og Feldenkrais.
Hjemvendt til Danmark uddannede hun sig i stemmerehabilitering og grundlagde i 2009 virksomheden Voice in Motion. Her arbejder hun med det dynamiske samspil mellem stemme og krop, både gennem kortere og længerevarende forløb. Nogle kommer for at få stemmemassage for at vedligeholde stemmen, på samme måde som eliteatleter vedligeholder deres krop, mens andre søger akut hjælp – måske med en udfordrende frase før en audition. De fleste vælger dog længere forløb, hvor krop og stemme bliver undersøgt i dybden.

Sæt stemmen fri
I dag er det skuespiller Malaika Berenth Mosendane, der er på besøg i Naja Måns sons hyggelige lokaler i Københavns nordvestkvarter. Hun har arbejdet med Naja Månsson i over et år og oplever, at forløbet har givet hende en ny kropslig bevidsthed og frigjort hendes stemme.
Netop nu ligger hun på briksen under et gråt tæppe og lytter til Naja Månsson, der masserer hendes hals og undervejs forklarer teknikken:
“Jeg løsner nakken for at påvirke strubens ophæng. Struben er som en klokke i et klokketårn, og spændinger kan begrænse dens frie bevægelse. Det påvirker klangen, fleksibiliteten og udtryksmulighederne i stemmen.”
Spændinger kan også sidde i tungen, kæben eller nakken, i åndedrætsrelaterede muskler og mange andre steder.
“Stemmetræning handler om at sætte stemmen fri og blive bevidst, så du kan bruge stemmens fulde potentiale.”
Da Malaika Berenth Mosendane første gang opsøgte Naja Månsson, var det netop for at få hjælp til uhensigtsmæssige spændinger og dårlige vaner, der påvirkede hendes stemme. Og som hun ikke vidste, hvordan hun på egen hånd skulle rette op på.
“Efter jeg gik ud af skolen og begyndte at arbejde professionelt, blev jeg ramt af, at jeg pludselig ikke kunne forstå, hvad det var min krop gjorde. Rent fysisk. Hvorfor var det egentlig, jeg skulle gøre sådan og sådan med min krop? Det fik mig til at gå og overanalysere det i mit hoved, mens min krop lukkede mere og mere sammen, og det havde en effekt på min stemme, uden at jeg forstod hvorfor,” fortæller Malaika Berenth Mosendane.

Kropslig fundering
Naja Månsson lytter opmærksomt og nikker.
“Mange skuespillere får at vide, at de skal ‘give mere’, ‘artikulere tydeligere’ eller ‘tale større’, når de arbejder i større rum. Men hvad betyder det for stemmen? Her er det vigtigt at kende til, hvordan du skruer op for volumen, uden at blive træt i stemmen. Teknisk arbejde må forstås med kroppen. Hvis kroppen ikke har forstået det, kan stemmen ikke følge med. Du skal kunne mærke, hvordan kroppen arbejder i det pågældende rum, så stemmen kan holde til opgaven. Det er sådan, du bygger katedralen,” siger hun og fortsætter
“Uanset hvad du skal bruge din stemme til – om du skal dubbe, være på film eller på en større scene – er det vigtigt at holde stemmen så sund som muligt. Og at kende til øvelser, der varmer stemmen op og cooler den ned bagefter. Hvis du har presset den for meget, og det gør du nogle gange, må du hjem og lave cooldown og boble,” forklarer hun – det sidste med henvisning til en enkel, men effektiv øvelse, hvor du blæser ned i et glas vand gennem et sugerør og på den måde kan kontrollere din luftstrøm.
“Det vi skal finde ud af, er, hvordan du kan have en sund talestemme, uden at lave om på det autentiske – som for eksempel Malaika, der har en lille hæshed. Vi skal styrke det materiale, der er. Men det skal være kropsligt funderet. Så det er sundt og føles så godt og frit som muligt.”

Ned i detaljen
Det er vigtigt for Naja Månsson, at et forløb hos hende bliver oplevet som en fælles opgave – et samarbejde, hvor hun guider og bruger sin omfattende faglighed. Men også forholder sig åbent og lyttende:
“Det første, jeg gør, er at prøve at skabe et trygt rum. Når du arbejder med stemmen, arbejder du også med et menneskes personlighed. Stemmen bærer historier og vaner, som vi undersøger sammen.”
Malaika Berenth Mosendane nikker.
”Du siger altid, at det er et rum, vi undersøger sammen. Men det er i virkeligheden også et rum, vi skaber sammen. Hvor vi i fællesskab går ind og undersøger, hvad min stemme er, og hvad der virker. Når jeg selv er en del af processen, forstår jeg det bedre og kan efterfølgende gå hjem og arbejde videre med det. Det er et undersøgende arbejde, helt ned i de små detaljer. Måske sidder vi og bobler og arbejder med luftstrømmen, og så siger Naja ‘kan du høre forskellen på det, vi prøvede før?’. Og hvis jeg ikke kan det, så prøver vi det igen.”
“Jeg plejer at sige, at det er ligesom at tage bilen til service,” fortæller Naja Månsson.
“Vi må ned i maskineriet og finde ud af, hvor problematikken ligger. Hvad er årsagen? Og så nørder vi i det rum. Det handler om at kunne mestre dit instrument gennem kropslig refleksion.”
Og det vil i virkeligheden også sige at lære sig selv bedre at kende. Malaika Berenth Mosendane oplever i hvert fald, at forløbet også har haft betydning for den måde, hun agerer på privat.
“Nogle gange er det selvtillidsmæssigt. Andre gange kan det være, at jeg pludselig opdager, at der kommer en lyd et andet sted fra. Det har været interessant at opdage, at det også har en kæmpe effekt på min væren i verden.”

Man må gerne fylde
Måske fordi man i Naja Månssons lille – lydtætte – rum må få lov at være sit helt autentiske jeg. Man må give den gas med lyden og skal ikke være bange for, at det måske ikke lige lyder helt perfekt. Og det giver en frihed.
“Jeg er nok blevet lidt ufri i min stemme, fordi jeg blev bange for, at der kom noget grimt ud. Eller noget larm. Eller at jeg fyldte for meget,” forklarer Malaika Berenth Mosendane.
“Så det har også noget at gøre med, hvor meget du føler, at du må fylde i et rum.”
“Det er meget afgørende,” siger Naja Månsson.
“Nogle gange, når du begynder at blive bevidst om det, kan du godt blive helt overrasket, fordi det pludselig larmer rigtigt meget. Så kan du godt få lyst til at skrue lidt ned igen. Men det er du nødt til at komme over.”
Det er en proces, som man er nødt både at stole på og tillade sig selv at gå ind i:
“Nogle gange, når jeg har fået massage, kommer jeg hjem og har ondt alle mulige steder i halsen,” siger Malaika Berenth Mosendane.
“Lidt ligesom når du har været til træning. Og det er jo, fordi jeg har brugt min hals på en måde, der ikke var god for mig. Og nu er min krop så i gang med at justere sig selv. Så skal du lige om på den anden side, før du høster belønningen. Så du skal være tålmodig og blid ved dig selv i processen.”
Naja Månsson ser stemmetræning som en investering i stemmens holdbarhed:
“I en travl branche skal vi kunne finde et anker i os selv. Stemmen skal ikke kun ‘performe’ – du skal også holde den sund. Stemmearbejde kræver tålmodighed og bevidsthed, et arbejde der kan være afgørende for den professionelle stemmebrugers udtryksmuligheder.”

Læs hele temaet: Hav værktøjet i orden

Som skuespiller eller sanger er du dit eget værktøj, og du skal holde det ved lige, så det fungerer optimalt. Uanset om det gælder stemmen, der skal nå ud til bagerste række, fødderne der skal bære dig igennem forestillingen, eller dine indre processer, der får rollen til at gnistre og bevæge.

Kunsten at skabe en katedral
Mange medlemmer af Dansk Skuespillerforbund har mødt Naja Månsson, der arbejder med stemmen og dermed også med at udvikle en kropslig refleksion.

Pas godt på dine fødder
Når man plejer kroppen som det vigtigste værktøj for en scenekunstner, er det i den forbindelse også vigtigt at huske fødderne – og fodtøjet. De to ting bliver for ofte glemt.

Vedligehold dit instrument som skuespiller
Maibritt Saerens plæderer for, at skuespilleren i de frie perioder, der opstår, laver sit eget laboratorie og inde i det sørger for at blive bedre til at sætte det fysiske og det mentale fri.