“Min agent ser mig som mere, end jeg selv gør”

Som skuespiller er Sandra Yi Sencindiver vokset op i en dansk branche, hvor ikkehvide mest kommer på skærmen et sted, hvor de ikke larmer for meget. Den virkelighed har hendes britiske agent vendt op og ned på – for hun ser sin danske klient som en karakterskuespiller og hovedrolleindehaver. Samarbejdet med agenten har været Sandra Yi Sencindivers vej ud i verden og op ad rollelisten, så vi spurgte hende blandt andet om, hvad hemmeligheden bag et godt skuespiller-agentsamarbejde er?

Af Kristine Høeg


Egentlig var etnicitet ikke noget, Sandra Yi Sencindiver tænkte over, da hun i nullerne uddannede sig til skuespiller på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater. Hun spillede det hele – ‘Shakespeare, Holberg, hovedroller, alting’ – men på fjerde år ramt virkeligheden:
“Alle pigerne fra årgangen blev inviteret til casting på en ny, stor tv-serie – på nær mig. Helt naivt spurgte mine søde holdkammerater, om de ikke vidste, at vi var fire piger på årgangen – og det vidste de jo selvfølgelig godt… Der gik det op for mig, hvorfor jeg end ikke blev kaldt til casting. Og det var med til give mig en naturlig antagelse af, at jeg nok heller ikke fik ansættelse på et ensembleteater,” fortæller Sandra Yi Sencindiver, der er født i Korea og adopteret af sin koreanske mor og amerikanske far, der senere flyttede til Danmark.
Men Danmark er et lille land. Og Danmark er et hvidt land. Så hvad gør en koreansk-amerikansk-dansk skuespiller for at finde plads i en branche, hvis fantasi stort set kun rækker til at caste hende i roller som au pair-pige og lignende?
Sandra Yi Sencindiver er heldigvis entreprenant og begyndte derfor med sine egne projekter – og mange af dem. Hun var med til at etablere to teatertrupper – danskdansk og Teatergrad. Hun var også en af initiativtagerne til mangfoldighedsinitiativet ‘Et Større Billede’. Og hun løftede blikket og så et udland, der castede noget mere multifarvet end Danmark:

“Der var ikke mange, der ville give mig film- og tv-roller herhjemme. Jeg fik måske en casting hvert tredje år. Så jeg talte med Thomas Chaanhing, der anbefalede, at jeg gik efter at få en agent i udlandet. Noget, jeg overhovedet ikke selv havde overvejet.”
Og det gjorde hun så.
“Thomas rådede mig til at gøre det på ryggen af min birolle i ‘Broen’, som var aktuel. Han gav mig en liste med ti agenturer, og så gik jeg i gang med at finde mailadresser, skrive mails og sende billeder. Hvad jeg ikke vidste var, at listen udelukkende bestod af topagenter. Det var nok ikke den bedste strategi, men alt det vidste jeg jo ikke noget om, så jeg skrev bare. Og heldigvis ville Thomas’ egen agent gerne mødes med mig, og hende lavede jeg en kontrakt med.”
“Selv om jeg ikke fik noget ud af det første år, sendte hun måske fire bånd om måneden. Jeg var lykkelig. Bare det at få muligheder! Efter et år begyndte jeg at få recalls og blive shortlistet, og jeg havde fornemmelsen af, at jeg kunne blive tilbudt noget inden længe.”
Men lige som Sandra Yi Sencindiver begyndte at mærke mulighederne ulme, opstod der sygdom i agentens bagland, og hun og en flok andre skuespillere havde pludselig tre måneder til at finde en ny agent. I den proces mødte hun sin nuværende agent, og hende forlader hun aldrig, lyder det:
“Jeg har kæmpe taknemmelighed over for begge agenter. At de tager en kvinde i slutningen af 30’erne, som ikke er hvid. Det var et sats – også selv om markedet er ved at forandre sig.”

Uhyrligt mange gange oplevede Sandra Yi Sencindiver at være lige ved og næsten. Men agenten, Amy O’Neill, holdt humøret oppe. ‘Vi skal bare have booket det første job’, blev hun ved med at sige. Og hun fik ret. I 2020 landede Sandra Yi Sencindiver rollen som Lady Amalisa i ‘The Wheel of Time’:
“Bare det at have en stor rolle var anderledes end alt andet, jeg havde prøvet. Det var en rolle med en bue. Med mange replikker. Med mange scener.”
Siden er serier som ‘Foundation’, ‘Geek Girl’ og ikke mindst den kommende ‘Alien: Earth’ føjet til cv’et, og lige nu filmer den 44-årige skuespiller igen i udlandet – på er endnu ikke offentliggjort projekt.
Men hvad er hemmeligheden bag det gode samarbejde mellem skuespilleren og agenten? Sandra Yi Sencindiver er hurtig til at fremhæve, hvordan hun og hendes agent udfordrer hinanden:

“På et tidspunkt tog vi en samtale, hvor jeg bad hende om at lade være med at pitche mig til endagsroller, som jeg synes er meget hårdt, og karakterer, der er i slutningen af 20’erne. Jeg forklarede, at selv om jeg ser ung ud, så spiller jeg ikke ungt. Jeg har ikke den unge energi. Der havde vi en god dialog, hvor jeg udfordrede hende lidt,” fortæller Sandra Yi Sencindiver.
Omvendt har Amy O’Neill også været med til at flytte Sencindivers opfattelse af sig selv – som måske har båret præg af, at hun fagligt er opvokset i en dansk branche, hvor ikke-hvide mest kommer på skærmen et sted, hvor de ikke larmer for meget, som Sandra Yi Sencindiver beskriver det.

“Amy ser mere på, hvilken type skuespiller, jeg er, mens jeg har været så vant til, at andre primært så min etnicitet – og derfor troede, at det var sådan, branchen fungerede. Amy ser mig som en karakterskuespiller – hun siger til mig ‘du skal have flere hovedroller’, og hun kæmper for det. Så på den måde udfordrer hun mig og min opfattelse af mig selv som skuespiller – det kan jeg se på den type roller, hun præsenterer mig for. Jeg er begyndt at få nogle helt andre typer castings. Nogle virkelig stærke kvindekarakterer. Det er så fedt at have en agent, der ser mig som mere, end jeg selv gør.”
Med andre ord – Sandra Yi Sencindiver kan kun anbefale, at du som skuespiller søger mod udlandet:
“Det er så frustrerende herhjemme, at der er så mange, der ikke får mulighed for at vise, hvad de kan, og hvad de har at byde på. Du går rundt med en følelse af, at ingen kan se dine gaver. Det er nok noget af det mest befriende ved at arbejde i udlandet – der så mange flere muligheder for at blive set.”

Tre veje til et godt samarbejde med din agent

Sandra Yi Sencindiver har nogle enkelte, men effektive tommelfingerregler, der er med til at sikre, at hun kan arbejde godt sammen med sin agent i mange år.

Hjælp din agent
Min agent har måske 45 klienter, som hun og hendes to assistenter skal pitche til projekter. Så jeg bidrager selv ved at lave ekstra research og holde mig opdateret om branchen. Jeg finder mulige projekter, som jeg synes er er interessante og sender informationerne til hende – det kan for eksempel være, at jeg læser om en bog, der skal filmatiseres, og så beder jeg hende om at holde øje med udviklingen.

Yd dit allerbedste
Husk at din agent har kæmpet for hver eneste lille mulighed, du får for at blive taget i betragtning til en rolle. Sørg derfor for, at du leverer hver eneste gang – gør dit allerbedste. I starten var det så svært, at der blev sendt et hav af selftapes af sted, og ikke fik nogen feedback – men Amy giver mig feedback, og det gør, at jeg er blevet mere træfsikker.

Opfør dig ordentligt
Det betyder noget, at du opfører dig ordentligt – ikke mindst fordi casting director’en får at vide, om du er en god kollega, der kommer til tiden og kan dine ting. Vi danskere er vant til at tage fra, og vi har ofte et fladt hierarki, hvor alle behandler hinanden ordentligt. Den tilgang er med til at gøre dine medspillere bedre og skaber et bedre arbejdsmiljø, ikke mindst i udlandet, hvor produktionerne er meget mere hierarkiske.

Læs hele temaet: Er en agent vejen videre?

For flere af medlemmerne har en udenlandsk agent været vejen videre i karrieren – men hvad nu, hvis du drømmer at stå på de danske teaterscener? Kan danske agenter og en mere åben castingproces være med til at åbne en del af branchen, som flere branchefolk frygter er ved at lukke sig om sig selv? I dette Scenelivtema dykker vi ned i agentens rolle – og spørger om en agent altid er lykken.

Benjamin Boe: “De statsstøttede scener må rekruttere mere åbent”

Kan agenterne åbne teaterbranchen?

Operasanger Christian Damsgaard: Vær kritisk over for din agent

Sandra Yi Sencindiver: “Min agent ser mig som mere, end jeg selv gør”

27 geniale råd fra dine kolleger: Sådan finder du en udenlandsk agent