'I Hovedrollen Er' – DSF’s nye podcast

'I Hovedrollen Er' er DSF’s nye podcast. Værterne er formand og næstformand, Benjamin Boe Rasmussen og Jakob Fauerby. I hvert afsnit inviteres en gæst (meningsdannere, kunstnere, politikere og erhvervsfolk), som på den ene eller den anden måde har inspireret eller vakt en nysgerrighed hos de to værter.
 
Som kunstner skal man være nysgerrig på samfundet og menneskene i det. Man skal turde udfordre og stille kritiske spørgsmål med et åbent sind. Og det er netop udgangspunktet for denne podcast. I podcasten inviterer Benjamin og Jakob gæsten ind til en snak om stort og småt. Altid med samfund, kunst og kultur som omdrejningspunk og altid med en nysgerrig og udfordrende tilgang. Det handler om kulturen i samfundet, og samfundet i kulturen.
 
Tredje afsnit er klar til at lytte til fra 25. maj 2021. I dette afsnit har Benjamin og Jakob besøg af Christina Rosendahl, filminstruktør, ligestillingsforkæmper og forkvinde for Danske Filminstruktører. Sammen med værterne dykker Christina Rosendahl ned i, hvordan hun oplevede at være en del af den første metoo-bølge herhjemme og om modet til at sige sin mening.
 
Du finder podcasten, der hvor du normalt henter dine podcasts (Apple Podcast, Google Podcast, Spotify, etc.).
 
Vi håber, at I vil lytte med.

Sceneliv og livet på scenerne

I ’Sceneliv og livet på scenerne – en fortælling om faglig selvforståelse set gennem mere end 100 års medlemsblade’ får du som læser et indblik i de bedste historier fra den store historie om Dansk Skuespillerforbund.

Historier som viser hvordan kunstnere i den danske film-, tv- og scenekunstbranche er gået fra at blive betragtet som en slags hofnar til kunstnere, som kæmper en fælles kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår
for på den måde at kunne levere kunst og kultur af højeste klasse til det danske publikum.

Bogen er skrevet af Scenelivs redaktør Jacob Wendt Jensen og kan læses her.

Skuespillernes ophavsret – en faglig kamp

Bogen 'Skuespillernes ophavsret – en faglig kamp' giver et historisk indblik i, hvorfor kunstneres rettigheder har været, og i høj grad stadig er, en kamp, der er værd at kæmpe for. Ophavsretten er på mange måder det fundament, vi står på og er bestemt ikke noget, vi skal tage for givet.

Forude venter blandt andet de digitale udfordringer. Den teknologiske fremgang og ikke mindst streamingtjenesterne udfordrer det traditionelle kulturforbrug og dermed også de rettigheder, vi har opnået – så kampen er bestemt ikke slut endnu.

Bogen er skrevet af tidligere direktør for Dansk Skuespillerforbund Mikael Waldorff og journalist Eva Rose Waldorff.

Du kan læse bogen gratis her