Kan du ikke læse denne HTML mail?  Klik her
Coronavirussen rammer kulturbranchen hårdt


Vi kæmper for jer og vores hårdt ramte branche

Kære venner

Lad mig være ærlig. Lige nu står vi i en vanvittig situation, og jeg kan sagtens forstå, hvis mange af jer er fulde af uro og bekymring – ikke kun i forhold til virussen, men også i forhold til jeres arbejdssituation, økonomi og hele branchens fremtid.

Det er rigtig meget bekymring at rumme på én gang. Men I skal vide, at vi her på sekretariatet kæmper benhårdt for at sikre jer alle sammen bedst muligt. Både nu i den akutte situation og i de kommende måneder.

Vi samarbejder også på tværs af branchen med alle de relevante organisationer og en lang række arbejdsgivere om at sikre branchen, så Danmark har et kulturliv og I har arbejdspladser at vende tilbage til, når sundhedskrisen er overstået.

Vi er også i tæt kontakt med myndighederne og det politiske system med det mål at få etableret redningspakker, som både kan sikre fundamentet under branchen og jer som medlemmer. Vores udgangspunkt er, at så mange som muligt skal kunne opretholde deres job og modtage løn så længe som muligt – og at INGEN skal stå uden indkomst.

Fra Dansk Skuespillerforbunds side har vi – indtil videre – spillet ind med de følgende fire forslag:

  • Alle offentligt støttede teatre og andre arrangører skal sikres en økonomi, der gør det muligt for dem at udbetale lønninger og honorarer under krisen, så de hurtigst muligt kan genoptage produktionen, når krisen er overstået. Det samme bør gælde for private teatre, produktionsselskaber og andre arrangører.

  • Alle medlemmer, som er arbejdsløse eller bliver det under krisen skal kunne få dagpenge, indtil situationen igen bliver normaliseret. Det betyder bl.a., at det såkaldte beskæftigelseskrav skal ændres midlertidigt, og at 'corona-perioden' ikke skal tælle med i dagpengeperioden.

  • Statens Kunstfond ikke skal kunne kræve tilbagebetaling af støtte til aktiviteter, der ikke kan gennemføres på grund af den nuværende sundhedskrise.

  • Der skal oprettes en særlig støtteordning for kunstnere, der har en så sammensat økonomi, at de falder ned mellem stolene i det almindelige ydelsessystem. Ingen skal stå uden forsørgelsesgrundlag i den nuværende situation.
I de kommende timer, dage og uger knokler vi videre for fuld blus med flere initiativer og løsningsforslag, så vi kan skabe de tryggest mulige rammer for jer og for vores hårdt ramte branche.

Heldigvis modtager vi også rigtig mange opmuntrende ord fra alle jer derude – og det betyder rigtig meget at mærke, at I stadig støtter op og står sammen. Også når the going gets tough, som nu. Så mange tusind tak for jeres opbakning. Den er helt utrolig værdsat.

Du finder forbundets seneste information om corona her.


Dansk Skuespillerforbund – Tagensvej 85, DK-2200 København N – Tlf.: 33 24 22 00 – dsf@skuespillerforbundet.dk
Hvis du ikke længere ønsker at modtage dette nyhedsbrev, kan du afmelde det her.  Du har også mulighed for at redigere din tilmelding.