“Mine kolleger rådede mig til at blive i skabet”
Selv om velmenende kolleger rådede Jakob Fauerby til at gå stille med de homoseksuelle døre, da han begyndte i branchen, var det aldrig en mulighed at blive i skabet: “Jeg kunne jo ikke gå rundt og være en, jeg ikke er,” som han siger. Det har givet muligheder – så som at bryde konventioner i ‘Vild med dans’ – og det har givet begrænsninger i form af hadbeskeder og typecasting. Her deler DSF’s næstforperson sine erfaringer og kommer med gode råd til den næste generation af LGBTQ+-kolleger.
Af Kristine Høeg
- “Jeg var godt klar over, at det ville skabe røre, men presseopmærksomheden var enorm, og der var så mange vrede mennesker, der havde travlt med at råbe om, hvor klamt og ulækkert det var,” fortæller Jakob Fauerby om ‘Vild med dans, hvor han vandt sammen med Silas Holst. Foto: Privat
Repræsentation er ‘bare’ et ord. En intention. Lige indtil du står i kulissen på ‘Vild med dans’, og spotlightet bliver tændt og du skal på gulvet som den første åbenlyst homoseksuelle mand nogensinde. Hvor du skal danse med en anden mand.
“Da jeg stod og skulle på for første gang, kunne jeg godt mærke, at der var meget på spil. Jeg mærkede vægten af, at jeg skulle repræsentere rigtig mange mennesker, og det skulle jeg jo gerne gøre ordentligt. Jeg havde fået en taletid, som jeg ville håndtere godt. Det viste sig, at danskerne og Danmark var parat – og endelig fik de et sted, hvor de kunne være parat til det. En chance for at vise deres accept. Og det er jo det vidunderlige ved repræsentation – det virker! Det, vi ser i populærkulturen, bliver en del af virkeligheden,” fortæller Jakob Fauerby.
At den 16. sæson af ‘Vild med dans’ skulle ende i triumf og positive vibes hele vejen rundt stod ellers ikke skrevet i det glitter, der altid præger TV2’s dansehit. For da holdet blev forhåndspræsenteret, faldt alle – både medier og medmennesker – forudsigeligt nok over det nye: Nemlig at homoseksuelle Jakob Fauerby skulle danse med Silas Holst. I et program, hvor alt helst skal være som det plejer, blev det for meget for nogen.
Beskeder gik langt over grænsen
“Jeg var godt klar over, at det ville skabe røre, men jeg var nok ikke forberedt på, hvor meget det ville ramme folk. Presseopmærksomheden var enorm, og der var så mange vrede mennesker, der havde travlt med at råbe om, hvor klamt og ulækkert det var. Det virkede, som om de troede, vi skulle have analsex på gulvet, og jeg havde en klar fornemmelse af, at der sad mange og håbede på, at vi ‘failede’ helt vildt. Der var mange beskeder, der gik langt over grænsen, og selvfølgelig berørte det mig helt vildt at få at vide, at man ‘skal kneppes til man dør’ – men jeg prøvede ægte på at holde fokus på alle de positive beskeder, jeg også fik.”
I løbet sommeren fik Jakob Fauerby dog nok:
“I tiden op til premieren holdt jeg helt op med at give interviews, fordi det simpelthen blev for meget. Og efter de første programmer stoppede den voldsomme kritik – jeg tror, det gik op for folk, at vi jo bare skulle danse, og at det slet ikke så så fjollet ud, som nogle måske troede, det ville gøre.”
Resten er – som man siger – historie, og da finalens sidste rytme var rindet ud, kunne Jakob og Silas løfte trofæet. Og Jakob var trådt helt frem i forreste række som den homoseksuelle skuespiller, hele landet var på fornavn med. En helt anden virkelighed end den, som nogle af Fauerbys kolleger advarede ham imod, da han som ung tog sine første skridt ind i branchen.
- Jakob Fauerby blev som ny i branchen rådet til at holde sin seksualitet skjult. Her ses han i sin afgangsforestilling sammen med Nukaka Coster-Waldau og Mille Lehfeldt. Foto: Privat
Ingen ville hyre en åbenlys bøsse som førsteelsker
“Jeg selv havde ingen overvejelser overhovedet, da jeg begyndte i branchen – selvfølgelig ville jeg være åben om min seksualitet. Jeg kunne jo ikke gå rundt og være en, jeg ikke er. Men de fleste velmenende kolleger rådede mig til at gå stille med dørene, og de mente, at det klogeste ville være at holde det skjult udadtil. Holdningen var, at det var ok, at kollegerne vidste det, men at ingen ville hyre en åbenlys bøsse til at spille førsteelsker. Og det fik de jo sådan set ret i,” siger Jakob og griner helt nede i maven.
“Ser du på mine roller, så har jeg jo spillet stereotyp homoseksuel hele vejen – men til gengæld har jeg haft arbejde. Og jeg ville ikke gøre noget om i dag. Jeg er aldrig gået på kompromis. Jeg har aldrig løjet. Jeg har aldrig fortiet noget om mig selv. Og det er mere værd end at have haft muligheden for at spille Hamlet på et egnsteater.”
Publikum er parat
Heldigvis ser han, at branchen er begyndt at ændre sig – at åbne sig op og blive mere repræsentativ.
“Jeg oplever helt klart, at det bliver lettere for mine yngre kolleger at springe ud, og jeg oplever også, at der er bedre plads til den nødvendige repræsentation – se bare på Det Kongelige Teater, der sætter Arven op. En otte timer lang forestilling om homoseksualitet, der både bliver genopsat og vinder en Reumert. Det viser, hvad publikum er parat til – og at de godt kan spejle sig i LGBTQ+historier,” mener Jakob Fauerby, som dog stadig har en dosis skepsis i forhold til fremtidsudsigterne:
“Jeg elsker, at vi får lov til at spille nuancerede LGBTQ+roller og ikke bare en heteroopfattelse af, hvad vi er, men risikoen er, at vi måske ikke får lov til at spille alle de andre typer af roller. At de sindssygt dygtige unge mennesker, der modigt stiller sig frem, ender med ikke at komme i betragtning til en rolle som far, læge eller morder. Misforstå mig ikke – jeg elsker alt det, der sker nu, men det ville være endnu mere fantastisk, hvis vi kom derhen, hvor alle får lov til at spille alt.”
En stor forhindring på vejen dertil er de vedtagne sandheder, mange af os stadig hænger fast i, mener Jakob Fauerby:
- Foto: Peter Hauerbach
Branchen bor i de samme tre kommuner
“En kæmpe del af det handler om vanetænkning, og det er noget, ingen af os kan sige os fri for at have. Vi får jo alle nogle billeder i hovedet, når vi læser et eller andet. Måske står der i manuskriptet ‘en læge kommer ind...’ – og her tænker casteren næste per automatik ‘jeg ringer til Henrik Prip’. Men henne på virkelighedens hospital er lægen en Yasmin eller en Christian, der er gift med en Mikkel. Det er en del af den struktur, vi skal gøre op med, og der skal fortælles mange LGBTQ+historier, før vi kommer dertil.”
Og ifølge Fauerby skal forandringen ske allerede der, hvor det hele begynder:
“Det starter helt tilbage der, hvor pengene bliver givet – til skolerne, til produktionerne. Hos dem der skriver, og hos dem der instruerer. For der er stadig en overvægt af de samme mennesker, og derfor tager det tid. For er stor dels vedkommende er branchen tegnet af mennesker, der bor i de samme tre kommuner og spejler sig i de samme liv. Hele branchen har et fælles ansvar for at skabe forandringen. For mig er min ypperste drøm, at det her interview bliver fuldstændig irrelevant og uinteressant og forældet – at nogle vil finde den her tekst frem og undre sig over, at det overhovedet har været nødvendigt at tale om den slags.”
FIK DU LÆST?
May Lifschitz: “Mit køn er en legeplads”
May Lifschitz tegnede prinsesser i stiletter som halvandetårig, begyndte sin fysiske transition som 18-årig, og i dag er hun den første åbent transkønnede skuespiller i dansk film og tv. Læs med, når vi går bag om bogstaverne i LGBTQ+ alfabetet og møder DSF-medlemmer, der svarer ærligt på spørgsmål om køn, roller, stereotyper, muligheder, udfordringer og ikke mindst drømme om større diversitet.
Jakobs 4 råd til de nye LGBTQ+ansigter
Hvis du er bange for at blive typecastet:
Det kan sagtens være, at branchen forsøger at typecaste dig, og derfor skal du sørge for at have så mange varer på hylderne som overhovedet muligt. Få udviklet en masse forskellige facetter og hold dem ved lige. Og husk på: Det er de færrest af os, hvor telefonen ringer uafbrudt fra vi er 22 til 82 år.
Hvis medierne har dig på speed dial:
Du behøver ikke at tage al den omtale, du kan få – det er et spørgsmål om temperament. Nogle elsker det, men hvis ikke du bryder dig om at sidde på tv og være en bestemt udgave af dig selv, så lad være. Men hvis du siger ja, så sørg for at kende præmissen for interviewet på forhånd og mærk efter, om du har noget at bidrage med. Og få alting til gennemlæsning!
Hvis du får hadbeskeder:
Hvis du møder vreden, så lad endelig være med selv at blive vred, for det får ingen til at ændre sig. Jeg svarer alt had med kærlighed. Jo, det er irriterende at vi minoriteter er dem, der skal tåle, og jeg forstå godt, hvis nogen får nok, men det rykker helt sikkert mere, hvis du møder folks fordomme og svarer venligt. Så er det nemlig den historie, de går videre ud i verden med.
Hvis du får et hav af ‘gode’ råd:
Ja, jeg lyttede jo ikke til de råd, jeg fik i sin tid, og det er jeg jo glad for. Husk, at det at være skuespiller er en kæmpe identitetsmarkør, men det er ikke den eneste. Bestræb dig på at blive et lykkeligt menneske – så du kan blive en lykkelig skuespiller. For mig var det at være den, jeg er, og leve det liv, jeg gerne vil.