At de danske teaterscener kan være svær at få adgang til som skuespiller er ikke et nyt kritikpunkt, men flere skuespillere nævner nu, at en bredere brug af agenter og åbne auditions vil kunne åbne dørene. Sceneliv spørger en flok branchefolk, hvad de mener om den ide.

Af Kristine Høeg

I det store udland er du nødt til at have en agent, hvis du vil slå igennem som skuespiller. Herhjemme er det som operasanger også et ‘must’. Og flere danske agenter arbejder med film- og tv-branchen på daglig basis. Men når det gælder teaterscenerne bliver der ofte castet mere ‘lukket’. Samtidig taler mange skuespillere – både nyuddannede, dem fra udlandet og de, der har været i branchen i mange år – om at det er blevet endnu sværere at få en fod indenfor. Kan agenter være en del af løsningen?
På Betty Nansen Teatret har direktør Eva Præstiin allerede et godt samarbejde med flere agenter, som hun beskriver det, og samtidig arbejder teatret med forskellige måder at caste på. Teatret producerer tre-fem forestillinger om året i eget regi og ansætter 20-30 performere årligt.
“Vi caster afhængigt af, hvilken forestilling vi sætter op, men ofte caster vi på baggrund af, hvad vi ser på andre scener og på skolerne eller blandt skuespillere, der har en særlig tilknytning til teatret, fordi de har udviklet kompetencer indenfor det kollektivt samskabende, som er vores primære udviklingsmetode. Vi afholder også egentlige casting-workshops, hvor vi kan invitere op til 20 skuespillere ind. Nogle år har vi også deltaget i en stor åben audition sammen med de øvrige teatre i København,” forklarer Eva Præstiin, der er ked af, hvis teatrene bliver set som lukket land:
“Det er ærgerligt, hvis man opfatter teatret som lukket, for jeg ser branchen som meget mangfoldig med alt fra kommercielle musicals til børneteatre, der spiller ude på institutionerne – og derfor har vi brug for mange forskellige mennesker og kompetencer. Hos os taler vi meget om risikoen for at lukke os om os selv, og derfor forsøger vi også at caste meget bredt. Vi ønsker jo at afspejle det samfund, vi lever i.”
Ikke overraskende er Anne Ellemann fra agentvirksomheden Teamplayers positiv over for ideen om mere udbredt brug af agenter i teaterbranchen, men hun har samtidig de realistiske briller på:

Ønsker flere åbne auditions
“Vi arbejder allerede tæt sammen med mange af teatrene om rollebesætning, men jo, jeg kunne også godt tænke mig en mere generel struktureret castingproces med flere åbne auditions. Det ville helt sikkert åbne branchen for nogle, men omvendt ser jeg ikke det med åbne auditions og et nummer på brystet som del af den danske skuespillermentalitet – det er mere noget, der hører musicalbranchen til. Det ville være et meget stort skifte, der ville kræve, at teatrene virkelig dykker ned i, hvordan processen skal være. Og den er svær. For der er jo ingen teatre, der har ressourcer til, at der dukker 600 skuespillere op til en audition,” forklarer den erfarne agent, der tidligere har været både producent og administrativ leder på flere teatre, bl.a. Teatret ved Sorte Hest.
At hun har fat i noget, er caster Anders Nygaard enig i. Han har været caster i 30 år, de seneste 23 år hos Casteriet. Han er aldrig blevet ringet op af et teater, der havde brug for hans ekspertise:
“Det er ikke en tradition, der er på teatrene herhjemme. Jeg tror, det handler om, at Danmark er et lille land med få skuespillere og få forestillinger – der er ikke brug for det. Jeg oplever også, at Skuespillerhåndbogen fungerer godt for mig, fordi jeg kan se alle skuespillerne og komme direkte i kontakt med dem.”
Men inden vi for alvor bliver fanget i debatten om de danske agenter, så lad os dykke ned i, hvorfor vi i Danmark ikke har det samme veludviklede system med agenter og åbne auditions, som vi kender fra fx England og USA.

Branchen virker indspist
Det ved Stig Jarl, der er lektor emeritus og mag.art. i teater- og performancestudier ved København Universitet. Han ser to primære årsager:
“Det er først i løbet af de seneste 20-40 år, at begrebet freelanceskuespiller er blevet så udbredt, som det er i dag. Tilbage i tiden var det – bortset fra de københavnske teatre – mest almindeligt, at man blev fastansat eller i hvert fald sæsonansat i teatrenes ensembler. Samtidig har Danmark en størrelse, der betyder, at man i teatermiljøet har kendt hinanden så godt, at det ikke har været nødvendigt med deciderede auditions. Instruktørerne har følt – og føler nok også stadig – at de kender branchen og har styr på, hvilke skuespillere der bliver uddannet.”
Hvor ensemblet nok gav tryghed i ansættelsen og en samspillet flok skuespillere, betød det også, at det var sværere at få råd til fornyelse gennem ansættelse af yderligere skuespillere, forklarer Stig Jarl, der også ser det som en del af årsagen til, at de fleste teatre har droppet ensemblerne.
Men han medgiver den nuværende proces med ‘forudbestemte’ castings ikke altid er optimal set fra en skuespillers stol.
“Instruktøren kommer med den kunstneriske ide og har ofte et billede af, hvordan tingene skal se ud og dermed hvem, der skal med. Den situation kan i et vist omfang ikke undgå at betyde, at branchen til dels lukker sig om sig selv. Det er klart, at det stiller krav til instruktøren om en stor, mangfoldig viden om udbuddet – omvendt kan man jo heller ikke nå at læse og respondere på 20 mails hver dag. Så det med at nogle opfatter teaterbranchen som indspist, kan være reelt nok,” forklarer lektoren, der også ser en forklaring i økonomien.