Teatergrad har, som hele Danmarks byrumsteater, specialiseret sig i at skabe forestillinger, der kommer til tilskuerne i stedet for den anden vej rundt. Forestillingen ‘De usynlige’ er rettet mod skolebørn på mellemtrinet og bliver skabt i tæt samarbejde med både Dansk Røde Kors og børnene selv.

Af Louise Kidde Sauntved
(Bragt i Sceneliv #6 2023)

Der er hektisk aktivitet i klasseværelset hos 5.C på Kildevældsskolen på Østerbro. Alle borde er rykket ud til siden, så Teatergrad kan komme til at sætte deres scene op midt i lokalet. Imens dukker der med jævne mellemrum et nysgerrigt ansigt op og kigger ind gennem glasdøren, mens en spændt summen lyder fra gangen, hvor klassen venter på at skulle i teatret – i deres eget lokale.
‘De usynlige’ handler om følelsen af ensomhed. Om at være præ-teen og måske gå og føle sig lidt usynlig i klassefællesskabet – og om, hvad man kan gøre for at få et bedre fællesskab, hvor alle er med. Og selv om det er Pelle Nordhøj Kann og Luise Kirsten Skov, der står på den lille scene, er det børnene, der spiller hovedrollen. For Pelle og Louise stiller dem spørgsmål undervejs og retter forestillingens historie ind, så den passer til præcis den klasse, de spiller for.
Derfor har de fra tredje prøvedag spillet for et testpublikum for at finde ud af, hvad der starter en meningsfuld samtale, og hvad der lukker den ned. Hvor de skal skrue op, og hvor de skal skrue ned. Dagens forestilling er næsten helt på plads. Men også kun næsten, for der er altid plads til forbedring:
“Skal vi lige lave en introduktion, hvor vi fortæller børnene, at forestillingen ikke er helt færdig?” spørger Luise instruktøren, Rolf Hansen, der sammen med teaterleder Christine Worre Kann iscenesætter forestillingen.
“Jeg synes, I er så langt, så det behøver I ikke. Medmindre I synes, det er mere trygt lige at sige det?” svarer han.
De ender med at blive enige om en kort introduktion ude på gangen, inden 5.C bliver lukket ind på gulvet rundt om de to trekantede podier i blå og orange. Som i øvrigt matcher skuespillernes tøj.
“Er det kun de to der, I skal stå på?” spørger en af drengene nysgerrigt.

Spørgsmål i børnehøjde
Allerførst bliver børnene bedt om at lukke øjnene og lytte til en optagelse. Bagefter bliver de spurgt, hvad de kunne høre. ‘En skolegård’, ‘en der cykler’, ‘børn der leger’ lyder nogle af svarene.
‘Legede de alene eller sammen?’ spørger Pelle.
‘Var der nogen af jer, der hørte hjertebanken?’
Efter den indledende spørgerunde forvandler Pelle og Luise sig til Sofie og August fra 5. klasse. Sofie er ked af det, fordi hendes bedste veninde er flyttet. Men da August spørger, om hun vil lege med ham, kan hun alligevel ikke overskue det. Hun har ondt i maven og vil bare hjem.
“Sofie har ondt i maven. Kender I det?” spørger Pelle klassen, der kommer med deres egne bud på, hvorfor man kan have ondt i maven: ‘Fordi man keder sig’, ‘fordi man er alene og ikke tør spørge nogen, om de vil lege’. En enkelt byder modigt ind med ‘det har jeg selv prøvet’. Andre er mere tilbageholdende.
Hvis Pelle og Luise mærker, at der er en, der egentlig gerne vil sige noget, hiver de fat i vedkommende og spørger ‘hvad med dig? Kender du det?’. Det handler hele tiden om at gribe det, klassen giver.
“Det er en kæmpe udfordring, men også enormt sjovt og lærerigt. Klassens klovn skal jo tackles på en måde, mens den forsigtige og stille skal tackles på en anden måde. Og hvis der sidder en, der virkelig føler sig ensom, kommer det måske for tæt på. Så det er noget med hele tiden at prøve at analysere og holde sig enormt åben og reelt nysgerrig over for de her børn,” forklarer Pelle efter forestillingen.

Ekspertise giver tryghed
Derfor er han også glad for, at de både kan trække på mange års erfaring med lignende forestillinger og samarbejder med Røde Kors.
“Vi har lavet denne her type forestilling mange gange, så vi har nogle ideer og nogle greb, hvor vi ved, at her får bulderbasserne lige lidt plads, og her kan vi få de mere stille med. Så vi inkluderer hele klassen. For hvis vores mål med forestillingen er at bekæmpe følelsen af ensomhed, så er vores opgave også at vise, hvordan man kan skabe et stærkt og inkluderende fællesskab. Vi vil gerne vise, at det at kunne tale om følelsen af ensomhed kan være med til at skabe et stærkt fundament for et godt klassefællesskab.”
Undervejs skal de være klar til at tage hånd om de børn, der er særligt sårbare. Og til det formål er de blevet vejledt af Røde Kors, som Teatergrad tidligere har arbejdet sammen med på forestillingen ‘Krig i børnehøjde’.
“Røde Kors har en stor viden om, hvordan man taler med børnene. Hvad man må sige, og hvad man ikke må sige. Hvor man skal gå dybere, og hvor man måske skal glide lidt af på det børnene fortæller, for ikke at få startet noget forkert. De kommer med en kæmpe ekspertviden, som kan hjælpe mig med at forstå både de roller, jeg skal spille, og den relation til børnene, som jeg tror, jeg ville have været ret nervøs for, hvis stykket havde været baseret på en omgang ‘teatersynseri’. Nu er jeg mere tryg, hvis et barn siger ‘jeg føler mig meget ensom. Ingen ser mig’. Så handler det fra vores side om at anerkende, at det er enormt flot at sige det højt, og at det er noget, de skal tale om i klassen,” fortæller Pelle.

Ikke to er ens
Tilbage på scenen skal Sofie og August have musiktime. Pelle deler farvestrålende klokker ud til alle, og hver klokke har forskellige toner. Med Pelle som dirigent laver klassen en fælles melodi, og alle børnene er helt med. Selv et par drenge, der hidtil har gemt sig dybt i hætterne på deres trøjer, smiler stort og svinger energisk med klokkerne. Som en del af fællesskabet.
Sofie, i skikkelse af Luise, tøver med at tage den klokke hun bliver tilbudt. For hvad nu hvis nogen lægger billeder af det ud på nettet?
“Kan man føle sig ensom på internettet?” spørger Pelle ud i klassegruppen. Og så går snakken igen.
Sådan fortsætter forestillingen, som en vekselvirkning mellem spilscener og spørgerunder, hvor Pelle og Luise hele tiden koncentrerer sig om børnene og deres reaktioner.
“At arbejde på denne her måde kræver et utroligt fint kollegaskab, hvilket vi heldigvis har. Vi skal virkelig være i sync, så vi hele tiden kan hjælpe hinanden. Når den ene griber en samtale, så observerer den anden. Hvis der for eksempel er et barn, jeg overser, hopper Luise ind. Vi har carte blanche til at hjælpe hinanden, hvis vi overser noget, eller der er spørgsmål, der ikke bliver belyst skarpt nok. Det kræver en enorm tillid, og at vi, efter hver forestilling, taler om, hvad det var, vi gjorde.”
Der bliver dog ikke tid til evalueringumiddelbart efter dagens gennemspilning. Et voldsomt regnskyl gør, at klassen ikke – som planlagt – kan være ude, så de har brug for deres klasselokale lidt før end beregnet.
Heldigvis er scenografien til ‘De usynlige’ designet til at kunne være i en personbil, og de to trekantede podier, lamper, højttaler og klokkekassen bliver hurtigt pakket sammen i en specialsyet kuffert. Klar til næste forestilling, næste klasseværelse – og næste hold nysgerrige børn.