Image og ansvar

Leder i magasinet Sceneliv #7 2016
Katja Holm

Som vi allerede har skrevet om her i Sceneliv, lavede vi kort før sommerferien en stor medlemstilfredshedsundersøgelse. Resultatet var imponerende, og der var god grund til at være tilfreds.

Men som bekendt kan det ikke nytte bare at være tilfreds og ikke arbejde på at blive endnu bedre. Vi skal hele tiden tænke over mulige forbedringer, følge med tiden og udviklingen. Og forholde os til, hvad man forventer sig af os. Ja, helst være to skridt foran, faktisk.

Et af de områder, jeg glæder mig til at arbejde med, er vores image. I forbindelse med undersøgelsen handlede det først og fremmest om DSF image – hvordan bliver vi som fagforening opfattet af jer? Til trods for stor tilfredshed vil vi gerne gøre det endnu bedre. Jeg arbejder på, at jeg selv, bestyrelsen og sekretariatet bliver endnu bedre til at melde ud, hvad vi går og laver. Jeg vil gerne mere ud på arbejdspladserne. Og vi gør os tanker om behovet for helt nye tilbud. Det er noget af det, vi skal arbejde med.

Men image handler faktisk også om, hvordan i medlemmer bliver omfattet i samfundet – af den simple grund, at DSF er sine medlemmer.

Det handler om, at samfundet omkring os forstår, at kunstnere er vigtige for et samfund – og hvorfor. Noget, som det er let for mange at glemme, når sparekniven tilsyneladende skal pege på noget. Det handler om at tage livtag med det helt forkerte billede af kunstnere, der lever i deres (forkælede) boble, som nogle desværre stadig har. Det misforståede billede af kunsten som elitær, som noget, der ikke har noget med almindelige mennesker at gøre.

Det er noget sludder, for kunsten er overalt, og der er noget for enhver. Det er der vist ikke nogen af os, der kan være uenige i. Så skal vi bare have de sidste med.

Vi ved godt, at forumteater og krisehåndtering løser væsentlige samfundsopgaver og sparer mange lidelser og kroner både i offentlige institutioner, på hospitaler, uddannelsessteder og i det private. Men vi kan blive endnu bedre til at fortælle om det – alle sammen. Vi kan blive endnu bedre til at fortælle om kunstnere, der tager ansvar for vores samfund. Som man for eksempel kan læse i artiklen her i bladet om forestillingen ’Human Afvikling’, hvor publikum bliver tvunget til at tage stilling til egne fordomme om nogle af de svagest stillede i vores samfund – de handicappede. Det er der da ikke meget 'kunstnerboble' over. Intet kan som kunsten vise et menneske et andet menneskes inderside, følelser og udfordringer.

Et andet eksempel, som vi også skriver om i dette nummer af Sceneliv, er de mange kolleger, der har kontaktet Dansk Skuespillerforbund for at bede os gøre noget for de flere og flere børn, der arbejder på scenen og på film. De er ikke vores medlemmer – men vores medlemmer har taget et ansvar for dem, fordi deres vilkår og rettigheder i branchen ikke er beskyttet særskilt. Naturligvis findes der regler om børnearbejde, men det er faktisk muligt at afvige disse regler ved dispensation hos politiet. Nogle af vores medlemmer meldte om overtrætte, dårlige børn. Børn der blev udsat for psykiske overgreb, når de blev manipuleret til at spille på bestemte måder, eller forældre der pressede børnene unødigt.

På baggrund af medlemmernes henvendelser valgte vi for et år siden at gå ind i et samarbejde med Børnerådet for at få afdækket og analyseret børns vilkår i den kreative branche. Børnerådet har den fornødne ekspertise og offentliggør i disse dage resultaterne i en rapport, der forhåbentlig kan danne grundlag for diskussion og måske endda lovarbejde vedrørende børnearbejde i vores branche. I mellemtiden har vi selv lavet to standardkontrakter til børn, som vi håber vil være med til at sikre børnene anstændige vilkår. Og det hele begyndte med, at vores medlemmer tog ansvar – fordi de ikke kunne lade være.