Fællesskab og menneskelighed

Leder i magasinet Sceneliv #8 2015
Katja Holm

Det er juletid, og på gaderne er der lys over alt, Alligevel står vi, efter min mening, i en tid, hvor det kan være svært at holde de mørke tanker for døren.

Det kan føles som om, der nærmest dagligt bliver taget små bidder af det samfund, vi ellers var så stolte af. Et samfund, hvor alt ikke gøres op i kroner og ører. Og et samfund, hvor vi drager omsorg for hinanden, et samfund hvor vi anerkender, at alle har værdi og skal behandles med værdighed.

Der er vedtaget en finanslov, hvor kontanthjælpsmodtagere, studerende, flygtningebørn og udsatte i den tredje verden betaler. En finanslov, hvor kunsten i samfundet beskæres. Til gengæld bliver nye biler billigere, for nu at formulere det enkelt.

Alting skal måles og effektiviseres. Og for at vi bedre skal kunne sluge det, har man indført den totale anonymisering af de mennesker, det går ud over. Der tales om nedskæringer i det offentlige, men ikke om, at her er det mennesker, som du og jeg, der skal skæres, fyres eller effektiviseres.

Samtidig har vi ganske langsomt vænnet os til en hårdere og hårdere tone i debatten om hvem, der yder og hvem, der tager. Det er i virkeligheden besynderligt, at man i et samfund, som i den grad hylder individualiteten, anonymiserer på en måde, der gør, at hele samfundsgrupper ikke længere omtales som – eller opfattes – som mennesker. De er reduceret til udgiftskrævende ’grupper’ af flygtninge, migranter, kontanthjælpsmodtagere, dagpengemodtagere – og såmænd også kunstnere.

Fordelen ved at bundte individer sammen i en gruppe er, at det gør dem nemmere at skamme eller skælde ud. Og væsentligt nemmere at skære ned på.

Vi er godt i gang med en åndelig og dermed også en samfundsmæssig forarmelse, hvor enhver er sig selv nærmest;  det, der ikke kan stå, må falde. Hvorfor betale til noget, man ikke selv har glæde af?
Hvorfor? Fordi når vi mennesker ikke får lov til at forholde os til hinanden – til os selv, ja, så forarmes vi. Mennesket vil i bund og grund fællesskabet, vi har brug for at opleve og forstå mere, end bare os selv. Vi vil drømme og underholdes.

Netop det giver mig håb.

For jeg tror simpelthen ikke på et samfund uden medmenneskelighed, uden indlevelse, uden respekt. Eller uden kunst. Uanset hvad en undersøgelse i Politiken måtte vise. For sådan er mennesket ikke indrettet. Simpelthen. Lige i disse år ser det sort ud, men det vil vende. Og vi kunstnere har et stort medansvar for at sikre, at det sker.

Vi ved om nogen, hvor vigtigt fællesskabet er. Vi er afhængige af det kunstneriske fælleskab, alt vi laver, uanset hvor lille samarbejdet er, er et fællesskab bestående af individer, der hver især bringer faglighed, professionalisme og mod med til bordet. Og fællesskabet rækker endnu videre end det, fordi der også er fællesskab med publikummet. Kunsten, magien skabes i feltet mellem individualitet og fællesskab, både mellem os, der arbejder sammen og dem, der skal se på os.

Det er ganske unikt. Det er menneskeligt. Og derfor er det skræmmende, når det virker som om, politikerne inde på Christiansborg fuldstændig har mistet grebet om, hvad det vil sige at være menneske. Vi har vigtigheden af fællesskabet så langt inde under huden.

Jeg indledte med at sige, at vi er i en tid, hvor det kan være svært at bevare optimismen. Ikke kun i forhold til kunstens vilkår, men i forhold til hele samfundet.

Men jeg vil gerne have lov til at runde af med håbet og med en opfordring. Kunst og kultur er ikke bare underholdning. Kunst og kultur kan skabe sammenhæng og forståelse i et samfund. Bliv ved med at tro på det. Både når I bidrager til samfundet med jeres talent. Men også i debatten… Visse politikere har tidligere bedt os om at tie stille. Lad være med det.

Med ønsket om en glædelig jul og et lykkebringende nytår.