DSF Studio - efteruddannelse og netværk

Aalborg: Oplæsningskursus med Dan Schlosser

Dato:
15-18 maj
Tidspunkt:
kl. 10-14
Sted:
Aalborg Teater, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Antal deltagere:
6
Tilmeldingsfrist:
9. april
Pris:
500 kr.
Aalborg: Oplæsningskursus med Dan Schlosser

Kurset har fokus på skuespillerens arbejde foran mikrofonen, men henvender sig til alle, som har behov for at indtale, foredrage eller oplæse tekster – analogt eller i et elektronisk medie.

Der er ingen krav eller forventning om forudgående erfaringer med op- eller indlæsning.

Kurset beskæftiger med forskellen på oplæsning og indlæsning og berører også stemmearbejde til dokumentarprogrammer og reklameindtalinger.

Det væsentlige udgangspunkt er undervisning i lydbogindlæsning.

Vi arbejder med at præsentere en historie så enkelt som muligt, med så få og enkle virkemidler som muligt. Det betyder, at vi kommer til at arbejde meget 'intimt' med stemmen og sproget og finder forhåbentlig frem til et rent og ærligt stemmeudtryk, som du kan gå videre med.

Dans erfaring er, at lydbogsarbejdet og den stemme-, sprog- og oplæsningsdiciplin det kræver, giver den bedst mulige forståelse af ens egne virkemidler, styrker og svagheder i forhold til stemmearbejdet. Det giver derfor også det bedste og bredest mulige udgangspunkt for at arbejde troværdigt i alle de andre retninger med mikrofonen, f.eks. reklamer, dokumentar- og informationsfilm, dubbing og selvfølgelig lydbøger.

I det omfang det er indlysende, vil Dan rådgive eller kommentere på den enkelte kursists stemmemateriale og taleapparat – men det er normalt et område Dan overlader til logopæderne.

Vi kommer til at arbejde med oplæsning for hinanden, vi kommer til at snuse til dokumentarfilm-genren og vi taler om alle de mange forskellige sammenhænge, hvor vi som skuespillere kan bruge vores stemme. Vi taler om, hvor og hvordan vi evt. kan finde stemmearbejde og vi slutter af med at lave en stemmeprøve, som du får med dig.

Dan Schlosser er skuespiller, uddannet fra Odense Teater 1983 og han har siden uddannelsen beskæftiget sig meget med oplæsning- og indlæsningsarbejde ved siden af det egentlige skuespillerarbejde.

Han har indtalt og speaket tv-programmer og lydbøger, undervisningsfilm og reklamer, e-learning og radioprogrammer i alle tænkelige afskygninger og har undervist både skuespillere, journalister og lydbogsindlæsere i mikrofonarbejde og stemmebrug igennem de seneste 20 år. 

Han har afholdt kurser for Dansk Skuespillerforbund, Art-Lab, Teaterskoler, Medie- og journalisthøjskoler og har lavet målrettet solo-undervisning for erhvervsliv og tv-stationer.

Læs mere om Dan Schlosser