Efteruddannelse for professionelle skuespillere, dansere, sangere og musicalperformere
DSF Studios kurser er for DSF-medlemmer, rettighedshavere i Filmex og for andre der arbejder professionelt inden for ovennævnte faggrupper, eller som kan opfylde mindst et af forbundets medlemskriterier, læs mere her

Senior-improvisation 65+ med Pernille Sørensen

Dato:
3-7. september
Tidspunkt:
kl. 12.00-16.00
Sted:
DSF Studio, Tagensvej 85, 2. sal, 2200 København N
Antal deltagere:
10
Tilmeldingsfrist:
3. august
Pris:
200 kr.
Senior-improvisation 65+ med Pernille Sørensen

Hjernen er en muskel, og jo mere du bruger den, des stærkere bliver den. Som alle andre dele af kroppen kan den blive lidt langsommere med alderen. Det er derfor en god idé at udfordre hjernen på forskellige måder, bl.a. på koncentration, hukommelse og indlæring. 

SENIOR-IMPRO 65+ tilbyder - improvisationstræning for udøvende kunstnere med lang scenisk erfaring, der i et trygt forum, og i selskab med ligesindede, ønsker at træne deres evne til at opfange impulser, etablere adgang til deres kreative åre, samt skabe historier ud fra hvad der opstår i nuet.

I denne form for improvisationstræning lægger vi vægt på ordet og det dramatiske indhold, fremfor tempo og fysik. Vi vil bevæge os frit indenfor alle genrer, også de alvorlige. 

For at øge læringskurven, afsluttes kurset med en visning for et inviteret publikum. Visningen bliver i form af en Master-Class, hvor publikum vil blive præsenteret for improviserede sceniske sekvenser, samt øvelser og metoder fra kurset.

Kurset består af 4 undervisningsdage i tidsrummet kl.12-16, samt én Master-Class-session, åben for publikum (tid og sted følger). 5 dage i alt.

Improvisations erfaring ikke nødvendig.

Kurset er inspireret af projektet ”Lost without words” (Improbable Theatre/National Theatre, London).

Note: Improvisationstræning er et gennemprøvet og effektivt værktøj til udfoldelse af skjulte eller glemte potentialer, skærpelse af opfattelsesevnen, samt håndtering af nervøsitet og sceneskræk. 

Pernille Sørensen debuterede i 1991 på Jytte Abildstrøms Teater, og har siden medvirket i utallige forestillinger, musicals, revyer og cabareter. Hun er én af Danmarks førende impro-skuespillere, og bruger improvisation i alt sit arbejde. Hun er efteruddannet hos Keith Johnstone, og hendes undervisning er stærkt inspireret af ham. Pernille Sørensen har i flere omgange varetaget impro-morgentræning og kurser i DSF og er medlem af impro-grupperne ”Alt på ét Bræt” og ”Musical-Impro”. Hun har desuden en skarp og humoristisk pen, og skriver hvert år til sommer-revyer i det ganske land.

Læs mere om Pernille Sørensen på www.playandact.dk eller www.langhuset.dk