At spille andre

Identitet.
Repræsentation af minoriteter i skuespilsbranchen er vigtig, men der er grænser for, hvor langt det skal gå.


Af Benjamin Boe Rasmussen, formand for Dansk Skuespillerforbund. Debatindlæg i Weekendavisen 8. november 2019.

Kan en slank spille fed? Kan en hetero spille homo? Og hvordan fremmer vi egentlig bedst mangfoldigheden i tv-, film- og teaterbranchen?

Det er nogle af de spørgsmål, der presser sig på nu, hvor identitetspolitikken er blevet den nye slagmark. Bølgerne går højt, og dommen kan være hård over skuespillere, der bliver castet til roller, som ud fra en bestemt identitetspolitisk synsvinkel tilhører minoriteter.

Den amerikanske skuespiller Scarlett Johansson kom sidste år i modvind, da hun blev tilbudt at spille transperson i filmen Rub & Tug. Disney har i flere omgange modtaget hård kritik, når de har ladet mellemøstlige karakterer blive spillet af amerikanske stjerneskuespillere. I Danmark har protestbevægelsen FedFront i sidste uges Weekendavisen kritiseret brugen af 'fatsuits' i to forskellige teaterproduktioner. Og samme bevægelse har også for nylig kritiseret, at slanke Sofie Gråbøl i en film har fået rollen som en kvinde på over 200 kilo.

Jeg forstår selvfølgelig godt, hvor kritikken stammer fra, for vi lever i en verden, som mangler ligestilling og repræsentation på rigtig mange punkter – og her spiller kulturen en vigtig rolle. På den anden side har jeg svært ved at se, at vi gør mangfoldigheden en tjeneste ved at beslutte, at skuespillere kun må spille sig selv – og at en amatør med den rette baggrund ellers altid er det bedste valg.

Det er måske hårdt tegnet op, men spørgsmålet er, hvordan vi finder mellemvejen i en hverdag fuld af helt konkrete til- og fravalg. For må en hetero spille homo – og må en homo omvendt spille hetero? Og hvordan gør vi med etniske tilhørsforhold? Må en tyrker spille araber? Og hvad med handicap? Og kropsform? Og religiøs overbevisning? Og så videre …

De fordomme og automatreaktioner, vi har i samfundet, bliver flittigt reproduceret i massevis af kulturprodukter. Derfor skal vi selvfølgelig også arbejde målrettet med, hvordan vi øger mangfoldigheden på film, tv og i teatrene. Det kræver, at vi lytter til hinanden og bliver klogere – og at vi tænker ud af boksen. Både når vi caster, og når vi udvælger og udformer de historier, som vi vil fortælle.

For det er selvfølgelig forstemmende for transpersoner, hvis der aldrig nogensinde er en transperson på rollelisten. Det er også belastende for etniske minoriteter, hvis de aldrig er andet end bandemedlemmer og kioskejere i film og tv-serier. Og det er sårende for overvægtige, hvis overvægt bare bliver en billig joke. Men det med at lytte og forstå er nødt til at gå begge veje. Så her er en kærlig note til alle dem, der føler sig overset eller misforstået i det kulturelle billede:

Jeg tvivler på, at man kan finde en kvinde på 200 kilo, som kan give et mere loyalt og tankevækkende portræt af et menneske med svær overvægt end Sofie Gråbøl. Det gør jeg, fordi Sofie Gråbøl er en af verdens bedste skuespillere – og skuespil er en kunstart, som netop går ud på at fremstille andre end sig selv på en troværdig måde, der vækker følelser og eftertanke. Og det er vel det, der tæller. At vi formår at skabe kunst, som vækker følelser og eftertanke – eksempelvis om, hvad det vil sige at leve med svær overvægt. Ikke om skuespilleren selv er tyk eller ej.

Vi kan sagtens udfordre vores vaner alligevel. For lægen, advokaten, politibetjenten eller piraten i en film eller et teaterstykke kan selvfølgelig sagtens være overvægtig, transkønnet, have et handicap (som ikke er et træben) eller en anden etnisk baggrund. Det er der, vi skal sætte ind. Min egen stedfar havde for eksempel muskelsvind og var overlæge på røntgenafdelingen på Roskilde Hospital. Og for mig at se er der absolut igen grund til, at kunsten skal være mere stereotyp end virkeligheden.

Men hvis vi kræver, at kunsten skal genskabe virkeligheden 1:1, er jeg bange for, at vi ender et forkert sted. Et sted, hvor vi ikke skaber eftertanke, gode debatter og fællesskab, men hvor vi bare registrerer og måler. Et sted, hvor vi undgår kontroversielle og følsomme emner af angst for at træde skævt. Og havner vi der, så forandrer vi ingenting.

 
shemaleup.net