Bikubefonden dropper Årets Reumert

22. juni 2018
Bikubefonden dropper Årets Reumert

Bikubefonden har besluttet, at den ikke længere vil stå bag Årets Reumert. Fonden bag Danmarks fornemste teaterpris har truffet beslutningen på baggrund af en evaluering af den 20 år gamle uddeling, som konkluderer, at prisuddelingen ikke længere understøtter Bikubenfondens strategi om at skabe nyt inden for scenekunstområdet.

”I Bikubenfonden har vi særligt fokus på det nyskabende og det eksperimentende. Vores rolle på scenekunstområdet er at støtte op om den kunstneriske og formidlingsmæssige udvikling i scenekunstens institutioner, men Årets Reumert har et andet ærinde. Prisuddelingen er vigtig for branchen i forhold til at pege på eksisterende kvalitet og talent, men den har ikke det nyskabende og udviklende fokus, som er centralt i Bikubenfondens arbejde,” forklarer Bikubenfondens direktør Søren Kaare-Andersen om beslutningen, der betyder, at næste år uddeling bliver den sidste, Bikubefonden står bag.

Fonden vil nu se sig om efter andre organisationer, for eksempel andre fonde eller private erhvervsvirksomheder, der kan have interesse i at føre Årets Reumert videre.

Søren Kaare-Andersen understreger, at fondens engagement i scenekunsten vil være uændret.

”Vi kommer i fremtiden til at bruge en lige så stor andel af fondens midler på scenekunsten, som vi gør i dag. Men det vil blive på en måde, der tager afsæt i det strategiske fokus vi har; nemlig at bistå professionelle kunstnere og kulturinstitutioner med at gå nye veje,” siger han.

For at skabe mulighed for, at Årets Reumert kan fortsætte i 2019, er Reumert-juryen fortsat engageret af Bikubenfonden til at tage landet rundt og se dansk scenekunst i den kommende tid.