Dømt for at udbrede ulovlig filmtjeneste

9. februar 2018
Dømt for at udbrede ulovlig filmtjeneste

En 39-årig mand blev onsdag idømt seks måneders betinget fængsel og konfiskation af mere end en halv million kroner for på sin hjemmeside at udbrede den ulovlige filmtjeneste Popcorn time.

Sagen er principiel og den første af sin slags i Europa, skriver Anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
“Aldrig tidligere er en person blevet dømt for medvirken til at udbrede streamingtjenester. Dommen er derfor et vigtigt skridt i bekæmpelsen af ulovlig streaming på internettet og vil vække genklang i hele Europa,” sige senioranklager fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet Dorte Køhler Frandsen.
Den 39-årige er dømt for på sin hjemmeside at have vejledt om, hvordan danske brugere kunne hente applikationen Popcorn Time, hvordan de skulle installere og bruge tjenesten, og hvordan de kunne undgå at blive opdaget af myndighederne.

Ifølge dommen tjente den 39-årige i 2015 506.003 kr. i reklameindtægter på hjemmesiden. Med dommen bliver både den fulde indtjening og domænet popcorntime.dk konfiskeret. Han er samtidig idømt 120 timers samfundstjeneste.