Graviditet og barsel – et enkelt overblik
Når du er blevet gravid
Hvornår skal du underrette din arbejdsgiver?
Du skal give din arbejdsgiver besked om din graviditet senest 3 måneder inden din terminsdato – du har ikke pligt til at gøre det før. Vi anbefaler, at du venter med at fortælle om din graviditet, til du er 12 uger henne, så du er mere sikker.
Hvad skal du fortælle arbejdsgiveren?
Udover at du er gravid, skal din arbejdsgiver kende dit forventede fødselstidspunkt og have at vide, hvornår du ønsker at påbegynde din orlov forud for fødslen.
Hvornår kan du gå på graviditetsorlov?
Som regel kan du gå på graviditetsorlov 4 uger før din forventede terminsdato. Der gælder andre regler for offentligt og statsligt ansatte. Ved et planlagt kejsersnit, bliver datoen for kejsersnittet betragtet som terminsdato.
Din graviditetsorlovs sidste dag er den dag, dit barn bliver født. Hvis du føder før eller efter terminsdatoen, bliver din graviditetsorlov forlænget eller forkortet med tilsvarende tidsrum. Du får altså ikke erstattet de orlovsdage, som du ikke fik brugt før fødslen. Hvis du derimod føder en uge efter terminsdatoen, vil din graviditetsorlov blive forlænget med en uge.
Når du skal på barsel
Hvornår skal du fortælle arbejdsgiveren, hvor længe du vil holde orlov?
Senest 6 uger efter fødslen skal du oplyse din arbejdsgiver om, hvor meget orlov du ønsker at holde efter 10. uge efter fødslen, og hvordan du ønsker at tilrettelægge den.
Hvor lang tids orlov har du ret til?
Det afhænger naturligvis af, om og hvor du er ansat, om du er selvstændig, studerende eller ledig og om du er solomor. Vi anbefaler, at du tjekker dine personlige vilkår på Borger.dk
Almindelige lønmodtagere har som udgangspunkt 2 ugers orlov lige efter fødslen.
Herefter fortsætter du over på 8 ugers orlov* (med barselsdagpenge), som du skal afholde inden for de første 10 uger efter fødslen. Du har mulighed for at forlænge orloven, hvis du genoptager arbejdet delvist efter aftale med din arbejdsgiver.
Herudover har du 9 ugers orlov, som du skal afholde inden 1 år efter fødslen, medmindre du er forhindret pga. særlige forhold. Du kan ikke overdrage ugerne til den anden forælder.
Sidst har du yderligere 5 ugers orlov* (med barselsdagpenge), som du skal afholde inden 1 år efter fødslen. Du har dog mulighed for at forlænge eller udskyde ugerne frem til barnet fylder 9 år, hvis du opfylder betingelserne.
Du kan vælge at overføre de 8 + 5 ugers orlov til den anden forælder, som kan få barselsdagpenge under orloven, hvis han eller hun opfylder betingelserne for det på det tidspunkt, orloven skal afholdes.
Hvor lang tids barsel har far eller medmor ret til?
Som far eller medmor kan du holde 2 ugers orlov (med barselsdagpenge) fra den dag eller dagen efter, dit barn er født. Du kan også aftale med din arbejdsgiver at holde orloven fleksibelt over de første 10 uger.
Derefter har du 9 ugers orlov, som du skal afholde inden 1 år efter fødslen, medmindre du er forhindret pga. særlige forhold. Du kan ikke overdrage ugerne til den anden forælder.
Sidst har du yderligere 13 ugers orlov* (med barselsdagpenge), som du skal afholde inden 1 år efter fødslen. Du har dog mulighed for at forlænge eller udskyde ugerne frem til barnet fylder 9 år, hvis du opfylder betingelserne.
Du kan som far eller medmor vælge at overføre de 13 ugers orlov til moren, som kan få barselsdagpenge under orloven, hvis hun opfylder betingelserne for det på det tidspunkt, hun skal afholde orloven.
Sådan ser økonomien ud under orloven
Har du ret til løn under barsel?
Hvis du har kontrakt på en eller flere forestillinger i fremtiden, og de vel at mærke er på en af vores overenskomster, har du krav på løn eller delvis løn under din barsel. Sørg derfor altid for at få skrevet en kontrakt under, så snart du har indgået en aftale – især hvis du håber på at blive gravid.
Du kan altid ringe til forbundets jurister og få råd.
Har du ret til barselsdagpenge?
Hvis ikke du har en ansættelse op til din barsel, kan du – hvis du er medlem af en A-kasse og berettiget til dagpenge ved ledighed – få barselsdagpenge. Her er det meget vigtigt, at du har meldt dig ledig inden din barsel, det vil sige mindst 29 dage inden din termin.
Har du spørgsmål om barselsdagpenge, skal du kontakte din A-kasse, fx A&Til.dk
Skal du adoptere eller stedbarnsadoptere eller være surrogat?
Et langt stykke hen ad vejen gælder de samme barselsregler, uanset om du skal føde, skal adoptere eller stedbarnsadoptere eller være dansk surrogat.
Du kan læse mere om alle detaljerne på Borger.dk
Har du brug for hjælp?
Du kan altid kontakte forbundets jurateam på tlf. 3324 2200 eller ved at skrive til os her.