Forbundets retningslinjer for castervirksomhed

1. Om retningslinjerne
a. Disse retningslinjer for castervirksomhed er udarbejdet af Dansk Skuespillerforbund i samarbejde med [CASTER].

b. Retningslinjerne skal sikre, at forbundets medlemmer (de deltagende) i forbindelse med deltagelse i castings til roller i Danmark oplever professionelle og loyale castere, som arbejder med udgangspunkt i nedenstående retningslinjer. Retningslinjerne afspejler Dansk Skuespillerforbunds opfattelse af god casterskik.

c. Castere, der accepterer at følge retningslinjerne, vil fremgå af Dansk Skuespillerforbunds liste over castere, som forbundet kan anbefale.

2. Generelle bestemmelser
a. Casteren vil bestræbe sig på at erhverve et bredt kendskab til forbundets medlemmer.

b. Casteren vil i samarbejde med Dansk Skuespillerforbund arbejde for en større åbenhed og synlighed omkring afholdelse af castings for forbundets medlemmer.

c. Casteren er til enhver tid forpligtet til at kende indholdet af Dansk Skuespillerforbunds overenskomster og kollegiale aftaler og kun caste forbundets medlemmer til engagementer, der som minimum indeholder de rettigheder og vilkår, som er fastsat deri.

d. Casteren kan ikke erhverve bemyndigelse til at indgå bindende aftaler på de deltagendes vegne.

e. En caster må aldrig optræde som agent eller bookingbureau for forbundets medlemmer. Efter de deltagendes eget ønske kan casteren tillade at den deltagendes billlede mv. ligger på casterens hjemmeside uden casteren opkræver betaling herfor, ligesom den deltagende ikke via casteren må kunne bookes til castings, engagementer mv. Casteren må aldrig tage et bookingfee fra de deltagende.

3. Ved indkaldelse til castingen
a. Det er casterens ansvar i videst muligt omfang at informere de deltagende om alle relevante praktiske forhold af betydning for den rolle, der castes til.

b. Eventuelle informationer om løn og rettigheder skal udleveres på skrift til de deltagende.

c. Casteren skal indhente så mange relevante oplysninger som muligt om produktionens set up, rollens karakter og størrelse, manuskriptet mv. fra producenten, så de deltagende har mulighed for at forberede sig bedst muligt på castingen. Ligeledes skal de deltagende informeres og forberedes på casterens eventuelle forventninger om at de deltagende improviser under castingen.

d. Hvis de deltagende castes til flere projekter samtidig, skal dette oplyses.

e. Det er de deltagendes ansvar at være tilgængelige, så casteren kan give de ovenfor nævnte nævnte informationer, ligesom de deltagende skal være bedst muligt forberedt til castingen på baggrund af casterens udleverende oplysninger.

f. De deltagende skal loyalt oplyse om dennes kendskab til andre engagementer, som kan være til hindre for, at den deltagende kan ansættes i den rolle, der castes til.

g. Der må ikke opkræves betaling for deltagernes deltagelse i castings. De deltagende har ikke krav på betaling for fremmøde til castings.

4. Under castingen
a. Castingen skal så vidt muligt afholdes afskåret fra offentligheden, medmindre omstændighederne kræver, at castingen holdes i det offentlige rum.

b. Castingen skal have en tidsramme, som passer til den pågældende casting og rollens beskaffenhed. Casteren skal planlægge indkaldelsen af de deltagende således der opstår mindst mulig ventetid.

c. De deltagende skal have mulighed for at stille opklarende spørgsmål til casteren vedrørende den rolle, der castes til.

d. En casting må maksimalt have en varighed på 2 timer. Herefter skal de deltagende honoreres i henhold til forbundets tariffer for prøvefilmning eller workshops. Materiale frembragt under en casting, prøvefilmning eller workshop må ikke anvendes uden den deltagendes samtykke.

e. Filmoptagelser og stillbilleder af de deltagende fra afholdte castings må kun bruges i forbindelse med castingproceduren, og til visning for produktionens producent og instruktør. Ved reklamecastings må producentens kunde ligeledes se relevante optagelser og stillbilleder af de deltagende.

f. Casteren må dog benytte optagelser og stillbilleder af de deltagende fra tidligere castings hvis casteren skønner, at de deltagende kan bruges i en anden konkret rolle. Casteren skal respektere de deltagendes ønske om at en casting ikke bruges i andre sammenhænge eller slettes.

g. Optagelser og stillbilleder fra castings må aldrig videregives til tredjemand.

5. Efter castingen
a. Udfaldet af en casting skal meddeles mundtligt af casteren til de deltagende hurtigst muligt pr. telefon medmindre andet er individuelt aftalt med de deltagende.

b. De deltagende skal have adgang til at forhandle løn og rettigheder direkte med producenten. Ved reklamecastings kan casteren forhandle løn og rettigheder på den deltagendes vegne under forudsætning af det klart oplyses på skrift i overensstemmelse med forbundets reklamefilmsoverenskomst hvor mange optagedage, spots, rejsedage mv. samt rettigheder, der ønskes erhvervet for det pågældende honorar. De deltagende skal dog altid have mulighed for at tage forbehold for deres ret til individuel lønforhandling med producenten. Ønsker herom skal oplyses inden den deltagende påbegynder castingen.

c. En caster må ikke optræde som producent på indgåede kontrakter mv., tage fee af de deltagendes løn, udbetale løn eller have andre arbejdsgiverforpligtelser overfor de deltagende.

d. Casteren må ikke presse de deltagende til at underskrive en kontrakt eller anden aftale uden denne har haft mulighed for at drøfte indholdet med dennes faglige organisation.

Til toppen