Clearing af klip og stillbilleder fra film- og tv-produktion
Som skuespiller har du ret til at godkende brug af stillbilleder og klip fra dine film- og tv-produktioner, når brugen går videre end markedsføring af selve filmen. Her bliver du klogere på hvorfor – og hvordan, det foregår.
Klip og stillbilleder fra film- og tv-produktioner er som udgangspunkt ikke produceret med henblik på at blive offentliggjort løsrevet fra den konkrete kunstneriske sammenhæng, de kommer fra. Billederne af skuespillerne er optaget i forbindelse med, at skuespillerne udfører en specifik rolle i en bestemt filmisk sammenhæng, og billederne vil derfor – hvis de bliver taget ud af kontekst og gengivet som klip eller stillbilleder – få en helt anden vægt og udtryksform.
Derfor har du som skuespiller en legitim interesse i at have indflydelse på omfanget og karakteren af brugen af klip og stillbilleder i nye sammenhænge.
Det er baggrunden for, at det kun er tilladt at bruge stillbilleder og klip i forbindelse med markedsføring og omtale af den konkrete filmproduktion, billederne stammer fra. Andre udnyttelser kræver forudgående aftale med de afbildede personer, uanset om det er producenten eller en tredjepart, der gør brug af billedmaterialet.
Derfor har Dansk Skuespillerforbund og Producentforeningen udformet en procedure for clearingaftaler om klip- og billedmateriale fra danske film- og tv-produktioner mv. til brug i nye sammenhænge.
Sådan foregår en clearing
Ansøgning
Ansøgningen skal sendes til Dansk Skuespillerforbund på dsf@skuespillerforbundet.dk og den skal indeholde oplysninger om:
1. Titlen på den produktion, som ansøgeren ønsker at bruge klip og/eller billeder fra
2. Hvilke konkrete klip og/eller billeder ansøgeren ønsker at bruge
3. Hvilke medvirkende, der optræder i klippene og/ eller på billederne
4. I hvilken ny sammenhæng ansøgeren planlægger at bruge klip og/eller billeder
5. Omfanget af den påtænkte brug – det kan være antal visninger, platforme, oplagets størrelse etc.
6. Andre øvrige forhold, der har betydning for clearingaftalen
Godkendelse
I langt de fleste tilfælde kan forbundet cleare uden at indhente individuelt samtykke, og så vil den endelige aftale kunne falde på plads ganske hurtigt.
Nogle gange vil vi dog have brug for at indhente individuel tilladelse fra enten de afbildede skuespillere eller deres arvinger. Her vil forbundet kontakte dem, og hvis de accepterer de brugsvilkår, som forbundet foreslår i henhold til de vejledende minimumstakster og almindelige markedsvilkår, vil vi kunne indgå en clearingaftale.
Betaling
Betalingen for brugen af klip og/eller billeder bliver fastlagt ud fra de vejledende minimumstakster, der er baseret på fx hvordan klip og/eller billeder skal bruges, oplagsstørrelse og udbredelse, billedets størrelse/klippets længde samt antallet af medvirkende etc.
Taksterne er vejledende, så de giver mulighed for fx at give mængderabat eller rabat ud fra fx kulturpolitiske hensyn etc. Omvendt kan der i forbindelse med at individuelt samtykke indhentes forekomme krav, der vil betyde, at betalingen bliver større end angivet i den vejledende minimumstakst.
Har du brug for hjælp?
Du kan altid kontakte forbundets jurateam på tlf. 3324 2200 eller ved at skrive til os her.