Frisk fra en co-produktion mellem danske Teater Katapult og skotske Vanishing Point fortæller DSF’s nye medlem, Mia Dinitzen, om udfordringer med både danske lydmure og britiske arbejdsvilkår.
“Jeg har base i både London og København, så det betyder meget for mig at være del af et fagligt fællesskab i Danmark. Livet som udøvende kunstner er prekært og usikkert, og derfor er det vigtigt for mig at være med i en stærk fagforening, hvor der eksisterer en samtale om vores vilkår. Jeg er også medlem af Equity herovre, men selv om det også er en stærk fagforening, er der store kulturelle forskelle. Jeg har lige medvirket i en dansk-skotsk forestilling, ‘Flora’, hvor de danske kolleger var i chok over, at vi for eksempel arbejder 12 timer om dagen, når vi har tekniske prøver. Generelt er vi skuespillere ikke lige så organiserede herovre – og det kan derfor godt føles lidt som hver mand for sig selv.”
Er det en udfordring eller en fordel at arbejde i to lande?
“Det kan godt være svært at trænge gennem lydmuren i Danmark. Jeg er heldigvis i en unik position med dobbelt statsborgerskab, hvor jeg ikke er afhængig af det ene arbejdsmarked. Men jeg har tænkt over, at det kan blive vanskeligt, hvis jeg flytter tilbage. Jeg har dog indtryk af, at det er ved at ændre sig, og jeg håber, at den danske branche får en større åbenhed over for andre perspektiver.”
“Der er ingen tvivl om, at et godt netværk er vigtigt begge steder, men herovre har vi et agentsystem, som jeg synes er med til at give et mere ligeligt udgangspunkt for os nyuddannede. I forbindelse med uddannelsen har vi en afsluttende showcase, hvor vi – optimalt set – kommer i stald hos en agent bagefter. På den måde bliver det professionelle arbejdsliv en del af vores uddannelse, hvilket betyder, at du ikke er lige så afhængig af at kende folk. Det har været virkelig rart, at jeg ikke var på herrens mark, da jeg var færdig på skolen.”
Største faglige højdepunkt
“Det var vores afgangsforestilling på studiet – ‘Selvmordets anatomi’ af Alice Birch. Stykket handler om selvmord og psykisk sygdom, og hvordan det kan gå i arv. Selve historien er opdelt i tre handlingsforløb, som foregår på scenen samtidig. Det er teknisk krævende at lære teksten, fordi der ikke er nogen logisk rækkefølge. Jeg måtte lære det som et stykke musik, og jeg er så stolt over, at vi som ensemble fik det til at fungere, både det tekniske og at vi kunne bære det her tunge tema med respekt og nysgerrighed.”
Det næste projekt
“Det ved jeg ikke. Jeg har lige været med til en udviklingsuge hos det skotske teaterkompagni Vanishing Point. De plejer at arbejde improvisatorisk, hvor instruktøren samler et kompagni, og så spiller vi stykket frem. Det næste projekt bliver formentlig en version af ‘Processen’ – det håber jeg meget, jeg kan få lov at være med på.”