TV 2 tjener markant flere penge – men danske udsendelser får kun en lille del af væksten. Det viser en ny rapport, som anbefaler politikerne at opdatere de forældede public service-regler fra 1988. I Dansk Skuespillerforbund bakker vi selvsagt helhjertet op om anbefalingerne – Danmark har brug for flere danske fortællinger, som samtidig vil skabe endnu flere vigtige arbejdspladser til danske kunstnere.
TV 2 er vokset markant som forretning, men investeringerne i danske udsendelser er ikke vokset tilsvarende. Og de politiske krav er ikke fulgt med TV 2’s udvikling.
Det er hovedkonklusionen i en ny rapport udarbejdet af HBS Economics, bestilt af TV Musik- og Filmbranchens Fællesråd (TvMF). TvMF samler 17 organisationer, der repræsenterer de fagligheder, som udvikler og producerer dansk tv-indhold – blandt andre producenter, journalister, skuespillere, forfattere, instruktører, filmfotografer og film- og tv-arbejdere.
Konkret er TV 2’s omsætning vokset 22,7 pct. fra 2019 til 2025, mens investeringerne i eksternt produceret dansk indhold kun er vokset 5,7 pct. i samme periode. Omsætningen er dermed vokset cirka fire gange så hurtigt som investeringerne i dansk indhold. TV 2 har dermed væsentligt beskåret investeringerne i danske udsendelser.
Public service-kravene er ikke fulgt med udviklingen
TV 2 er i dag langt mere end den hovedkanal, der gik i luften i 1988. Koncernen omfatter i dag syv tv-kanaler, streamingtjenesten TV 2 Play, TV2.dk og en række apps og digitale tjenester. Alligevel er public service-forpligtelserne fra 1988 reelt kun knyttet til hovedkanalen.
På den baggrund anbefaler rapporten, at politikerne bag det kommende medieforlig vurderer TV 2’s public service-forpligtelser på ny.
“Rapportens konklusion er klar: Kravene til TV 2 tager udgangspunkt i det TV 2, der fandtes i 1988 – ikke i den mediekoncern, TV 2 er i dag. Når virksomheden vokser og udvikler nye platforme, skal ansvaret for dansk indhold følge med,” siger Anna Porse, direktør i Producentforeningen og repræsentant for organisationerne i TvMF.
“Når TV 2 investerer i danske udsendelser, film, serier, drama og musik får danskerne flere fortællinger, der er skabt herhjemme – og vi bevarer de arbejdspladser og fagligheder, der gør dem mulige.”
–Maria Ventegodt, direktør i Dansk Skuespillerforbund
TV 2’s kommercielle succes bør styrke dansk indhold og arbejdspladser
Rapporten anbefaler blandt andet, at politikerne vurderer, om public service-forpligtelserne bør omfatte hele TV 2’s flow-tv-virksomhed frem for alene hovedkanalen, som tilfældet er i dag. Den peger også på behovet for tydeligere mål for investeringer i danskproduceret indhold og større gennemsigtighed i vilkårene for de uafhængige producenter.
“Vi har brug for, at TV 2 tager et større ansvar for at sikre danske udsendelser en konkurrencedygtig position. TV 2 har fat i mange millioner danskere, og det forpligter. Et stærkt TV 2 og et stærkt dansk produktionsmiljø er ikke modsætninger. Tværtimod. Når TV 2 investerer i danske udsendelser, film, serier, drama og musik får danskerne flere fortællinger, der er skabt herhjemme – og vi bevarer de arbejdspladser og fagligheder, der gør dem mulige,” siger Maria Ventegodt, direktør i Dansk Skuespillerforbund.
Rapportens anbefaling er derfor ikke at svække TV 2, men at sikre, at selskabets kommercielle styrke i højere grad kommer dansk indhold, danske arbejdspladser og den oprindelige public service-opgave til gode.