“Ansigtet betyder meget for en skuespiller”

Erik Holmey kom sidelæns ind i skuespillerfaget. Med et skarpt skåret ansigt a la Jack Palance, man ikke sådan lige kan glemme. Om så det er for en lille men vigtig rolle i tv-serien ‘Matador’, en stribe fysiske teaterroller eller muskuløs medvirken i en stribe udenlandske film med Arnold Schwarzenegger, før den slags var hverdagskost for danske skuespillere.

Året 2022 var et blinkende trafiklys af fejringer for Erik Holmey. Han fyldte selv 80 år. Samtidig havde han dyrket karate i 60 år og været medlem af Frimurerlogen i 40 år. Og har samtidig været med i dusinvis af film og teaterstykker på sin vej.
“Som 14-årig stod jeg en dag på den villavej på Frederiksberg, hvor jeg boede, og kiggede op i himlen. Pludselig kom der en Caravelle flyvende. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at der var tre ting, jeg drømte om. At sidde oppe i sådan et fly og hvis det ovenikøbet fløj til Amerika, ville det være helt fantastisk. Og det kunne også være sjovt at stå på en scene og bare få lov at sige ét ord. Alle de tre ting gik siden i opfyldelse. Jeg har oplevet mere, end jeg nogensinde havde håbet på,” siger Erik Holmey.
Fantasier og drømme var der nok af som helt ung. Erik Holmey og vennen Robert gik til boksetræning og dansede rock ‘n’ roll i fritiden i slutningen af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne. De to kom også på stranden ude ved Bellevue, hvor de gerne bød på flik-flak og håndstand foran kiosken for at imponere pigerne. En koreograf opfordrede dem til at møde op i et dansestudie. Første gang kunne de ikke følge med pigerne, men de blev hængende og blev hurtigt bedre.

Ind ad døren med Ebba With
Som 25-årig gik Erik Holmey til optagelse på Statens Teaterskole, men fik at vide, han ikke kunne komme ind, fordi man skulle være under 25. Den regel er man siden gået bort fra. Holmey arbejdede i stedet som fotomodel i reklamer for tandpasta, piber og Birger Christensens-pelse og fandt en skuespiller, der havde lavet sin egen skuespillerskole.
“Hun hed Ebba With og var tidligere rektor for Odense Teaterskole. Ebba arrangerede undervisning i sang og drama gennem tre år. Jeg havde Erling Schroeder som dramalærer. På det tidspunkt var et forhold til en meget smuk kvinde gået i stykker, og jeg var dybt ulykkelig. Til det sagde Schroeder: ‘Glimrende! Storartet! Det er lige dét, du behøver som skuespiller. Du skal kende sorgen og gråden og alt det, der følger med. Teatret er ikke bare skæg og ballade’.”
Og Holmey kunne mærke, at han ville det dér med skuespil. Det var ikke nok at svinge med benene, så han betalte gladeligt mellem 150 og 200 kroner per undervisningsgang.
“Da jeg ikke havde gået på den ‘rigtige’ skole, følte jeg mig ikke altid lige så dygtig som mine nye kolleger, selv om jeg også havde øvet Shakespeare-tekster med Erling Schroeder. Det gav en stor ydmyghed over for skuespillerfaget.
Men så havde jeg en styrke fra karate, som jeg dyrkede intenst. Jeg var nordisk mester og havde været med til verdensmesterskaberne, og når du dyrker karate, er du vant til at tørre sveden af håndfladerne og sige: ‘Så er det nu.’ Det gælder om at komme til at tro på sig selv, og den tilgang tog jeg med ind i skuespillet.”

Ulykker på scenen
Efter dansetræningen i både klassisk dans og ballet kom Erik Holmey med i sin første forestilling, der var Preben Kaas’ opsætning af ‘Annie Get Your Gun’ på Falkonerteatret i 1967.
“Det var med store navne som Dirch Passer, Ulf Pilgaard og Lily Broberg. Og ti piger og ti drenge som dansere og et kor på tyve stykker. Her oplevede jeg for første – men langt fra sidste – gang en ulykke på teaterscenen. Jeg var oppe i garderoben, da jeg hørte et brag. Og dernæst hører vi alle sammen et skrig. Vi tænkte, at nogen lavede skæg, men Preben Kaas var altså faldet i orkestergraven lige efter forestillingen, hvor der var et sted mellem to og tre meter ned. Han brækkede to-tre ryghvirvler. Kulisserne var store og tunge, og over orkestergraven havde man lavet sådan en slags plankesti, hvor alle mulige dyr skulle gå parade. Sikkerheden var ikke i orden,” husker Erik Holmey.
Senere på Gladsaxe Teater var det ved at gå galt for Holmey selv.
“Regissøren skulle give stikord for at slå en gangbro ned. Sammen med en kollega var jeg på vej hen over broen, da regissøren slog den ned. Min medspiller hang faretruende med sine hænder på broen, og jeg smadrede min krop direkte ned i en trappe. Nogle gange stod vi tre-fire skuespillere på halvanden kvadratmeter højt oppe på en platform, hvor der var helt åbent. Et forkert trin i mørke, og man var røget ned og havde slået sig ihjel. Man er heldigvis mere opmærksom på den slags i dag.”

Disciplin fra karate
Ved hjælp af hårdt arbejde og en jernvilje lærte Erik Holmey stille og roligt faget.
“Det var fint, at jeg kunne danse, men jeg skulle også kunne sige noget og forstå konceptet med, hvad en skuespiller skal kunne. Og det er jo ikke bare at stå på en scene. Det handler om, hvad der ligger mellem replikkerne. Tre år efter jeg var kommet i gang med teatret, kontaktede jeg John Price og aflagde prøve for ham. Han sørgede derefter for, at jeg kom ind på Det Kongelige Teater i 1969 og jeg var der et par år,” siger Erik Holmey.
Lige så snart Holmey havde været på Det Kongelige, var der ikke problemer med at få roller i stykker på andre teatre. Igen brugte han noget af disciplinen fra karateverdenen, hvor han gennem tiderne fik det sorte bælte og blandt andet blev nordisk mester.
“Karate er disciplin og styrke og sportsgrenen giver dig ro og en tro på, at det, du gør, er rigtigt. Og så er der en masse teknik, ligesom der også er i skuespilkunsten. Man dyrker ordene, fysikken og det mentale i begge verdner.”

Død 19 gange i samme film
I 1976 var Arnold Schwarzenegger i Danmark for at gøre reklame for sin medvirken i Bob Rafelsons film ‘Stay Hungry’. Dengang var den kommende actionstjerne kun lige knap nok skuespiller. Han var mere bodybuilder, men allerede en mand med et betragteligt drive.
“Sven-Ole Thorsen og jeg var begge bodybuildere og bedste venner. ‘Du er mere sammen med mig, end du er sammen med din kone,’ sagde jeg. ‘Ja, for fanden, vi har det jo sjovt, ikke?’ lød det fra Thorsen. Vi lavede et seminar med Schwarzenegger og viste ham rundt i byen bagefter. En af forlystelserne var de danske piger, som han var vild med. Siden inviterede han på skiferie i Schweiz, og da han fik sin første hovedrolle i ‘Conan barbaren’, endte vi med at være en håndfuld store stærke mænd, der blev inviteret til Spanien for at være med som statister.”
Holmey var med til danmarksmesterskaberne i bodybuilding et par gange, og selv om han ikke var i sværvægtsklassen som Sven-Ole Thorsen, kunne de to godt ligne sværdkæmpende vikinger.
“I en af de første scener i ‘Conan’ var vi på et bjerg med slaver, hvor Thulsa Doom, spillet af James Earl Jones, regerede. Vi var seks mænd, der skulle slæbe en gryde med grøn væske, kranier og knogler. Instruktøren John Milius var ikke tilfreds. ‘Se dem dernede! Det er kraftedeme ikke til at holde ud. Ham der til højre er den eneste, der går som en forpulet slave. Alle de andre ligner lort!’ Der sprang Schwarzenegger ind og fortalte, at jeg var en god ven og uddannet skuespiller. ‘Ham skal vi bruge noget mere,’ brølede Milius, og siden blev jeg brugt i stribevis af scener i mange forskellige forklædninger. Jeg har talt op, at jeg dør hele 19 gange i filmen på drabeligste vis.”

Kirsebær med de store
Sven-Ole Thorsen og Erik Holmey blev nærmest en slags bodyguards for Schwarzenegger, og de tre formede med Milius et firkløver på filmen, der blev Scwarzeneggers gennembrud. Siden var Holmey også med i ‘Conan the Destroyer’ og ‘Red Sonja’, hvor Brigitte Nielsen spillede hovedrollen.
“Vi havde det bare pissesjovt sammen. Arnold var fantastisk. Han kunne virke naiv, men er i virkeligheden meget klog. Han vidste noget om mange forskellige ting, for eksempel om ejendomshandel, og så var der en helt utrolig gang i ham. Vi blev pot og pande. På det tidspunkt lignede jeg ham temmelig meget, så i den tredje film blev jeg brugt som stunt-double under vandet og op og ned ad bjergskråninger.”
Holmey havde det også fint med John Milius.
“Milius havde både gode og dårlige sider. Han var en fantastisk spændende mand og samlede i øvrigt på knive og våben fra Anden Verdenskrig. På et tidspunkt blev jeg kaldt ind i hans trailer, fordi han ville spørge mig om noget. Der opdagede jeg, at han elskede at sidde og lege krig med små fly og plastiksoldater. Han sad med nogle Stuka’er, der skulle angribe de engelske Spitfires og lavede sådan nogle flyver-lyde og eksplosioner: ‘Vrooom. Boom, crash, bang.’ Så kom der en og sagde: ‘Vi er klar til at skyde.’ ‘Just a minute, just a minute,’ inden han gik ud og gik i gang.”
Akkurat som Sven-Ole Thorsen gjorde det, overvejede Erik Holmey at tage til USA og forfølge muligheden for at spille mere stærk mand.

“Arnold sagde, at hvis jeg kunne skaffe 5.000 dollars, så ville han sørge for, at jeg blev meldt ind i Actors Guild. Så kunne jeg begynde med at vaske biler og langsomt arbejde mig op. Men jeg var alligevel 55 år på det tidspunkt. At starte forfra med at ride på heste og falde af, følte jeg ikke, jeg kunne. Der stod også kun 200 kroner på min Bikuben-bog. Siden måtte jeg også melde fra til Arnolds bryllup og invitation fra selveste Kennedy-familien. Det ville have kostet 25.000 kroner med polterabend i den ene by og bryllup i den anden. Hvis man ikke har råd til at spise kirsebær med de store, kommer du bare ikke med. Sådan er det bare. Jeg havde arbejde herhjemme, og så var det hurtigt videre til næste kapitel.
I dag taler Holmey stadig med Arnold på daglig basis. Altså den blå undulat, han har i sit køkken, som han har døbt ‘Arnold’. Når den skræpper for lystigt op, får den lige et: “Hold så kæft, Arnold!”

Ansigtet i ‘Matador’
Ud over film og teaterstykker har Holmey været med i massevis af reklamefilm og musikvideoer over hele verden, hvor hans ansigt ofte har gjort sig godt.
“Ansigtet betyder meget for en skuespiller, og en eller anden har engang sagt, at jeg har et amerikansk ansigt, og en anden har så sagt, at det kan vi ikke rigtigt bruge i Danmark. Og ja, der er måske nok noget vejrbidt og rustikt over mit ansigt. Sådan en som Jack Palance fra ‘Shane’ og ‘City Slickers’ er ikke nogen dårlig sammenligning. Jeg har da spillet både læge og præst, men det har oftere været politimand eller gangsterboss. Jeg havde også hovedrollen i ‘Nattens engel’, en vampyrfilm, og i actionfilmen ‘Pistoleros’, der dog på grund af juridiske spidsfindigheder aldrig udkom. Jeg har altid sagt ja til actionfilm, fordi jeg kunne karate.”
Hvis Holmey befinder sig i en sammenhæng, hvor folk beder ham fortælle, hvad han har været med i, er det lettest at pege på tv-serien ‘Matador’.
“Jeg spiller den tyske officer, som er årsag til, at fru Fernando Møhge dør. Selv om jeg har lavet store ting på Det Kongelige Teater, Det Ny Teater, på landsdelsscenerne og har haft en hovedrolle i ‘Kiss Me, Kate’ med kæmpe succes, er det alligevel ‘Matador’, som de fleste kender. Selv om jeg ikke har haft rundsave på albuerne, har jeg dog engang sendt et portrætbillede til Nordisk Film, som lå på Erik Ballings kontor.”
En dag fik Balling øje på det, og Holmey blev ringet op og bedt om at møde dagen efter.
“Her fik jeg et tysk kostume på. Jeg var lidt for muskuløs, så jakken strammede som en spændetrøje. Jeg bruger normalt 62 i hattestørrelse, og kasketten var kun størrelse 59. Så det gjaldt bare om at få den på hovedet i en fart og se så rank ud som muligt og samtidig sørge for, at kasketten ikke faldt af. Her kan man i sandhed sige, at kostumet var med til at skabe karakteren. Balling pegede over på en gul streg på jorden, og jeg fik at vide, hvad jeg skulle sige. Et manuskript havde jeg ikke set.”
Derefter var det bare: “Klar til optagelse. Vi kører og… værsgo!”
“Jeg stopper Møhgerne og siger noget på tysk og lægger så hånden på fru Møhges skulder. Det vil hun ikke have, så hun giver mig én over nakken. Officeren beder derefter lokalbetjenten om at få hende arresteret. Siden kommer Ove Sprogøe hen og kigger på mig og siger: ‘Sie ist tot.’ Jeg tror, scenen varer tre minutter sammenlagt. Der er bare det, at når den er i ‘Matador’, kan alle huske den.”

Frimurerlogen og karate
Efter en ungdom med karate tog Holmey en pause i nogle år, men begyndte igen, da han var i 50’erne.
“Jeg mødte på et tidspunkt Frank Starck-Sabroe i byen, og han kaldte mig stadig for ‘sensei’, fordi jeg havde været hans ‘sensei’, da han var 12 år gammel. ‘Hvad så, skal du ikke i gang med at træne igen? Du skal bare tage to armbøjninger, og bagefter kan du køre ned i elevatoren med dit gangstativ.’ Det var vildt provokerende, så jeg fandt mit gamle karatebælte frem og tog derned og blev hooked igen.”
I sin høje alder kommer Holmey stadig på ugentlig basis i karatelokalerne. Som 80-årig kan Holmey ikke cirkelsparke til ansigtet længere, men det går fint med at udveksle slag og spark til en vis grænse. Det er fint bare at være med og indimellem give et råd eller to til de unge.
Erik Holmey kommer også i Frimurerlogen, hvor han er medlem af tiende grad. Det højeste man kan være uden at være embedsmand.
“Jeg vægrede mig oprindeligt mod at komme med, fordi jeg ofte spillede teater om aftenen, men jeg har aldrig fortrudt. Frimureri går i særdeleshed ud på at hjælpe andre og gøre verden til et bedre sted. Indtil da havde jeg aldrig tænkt over, hvad jeg kunne gøre for at gøre andre mennesker bedre. Den ærbødighed og høflighed, man har over for hinanden, tiltaler mig, og den ligner, hvad jeg kendte fra karate.”

Den tomme kalender
Kan man som skuespiller gøre mere end at vente ved telefonen? Ikke hvis det står til Erik Holmey.
“Jeg har muligvis ikke været aktiv nok, for jeg syntes, det var uartigt at ringe til en teaterdirektør, hvis man havde talt med ham ugen forinden. Så jeg holdt lav profil, men alligevel har jeg haft utroligt meget at lave. Jeg ringede engang til Waage Sandø, der stod for et turneteater. ‘Hvad vil du?’ lød det i den anden ende. ‘Jeg vil bare høre, hvem man skal gå ud og spise med eller forføre for at få en rolle i næste forestilling?’ Efter en kort pause i telefonen lød det: ‘Du kan spille ham præsten og nogle andre ting. Var der mere?’ Jeg spillede så præsten og andre småroller i en turnéudgave af ‘Emil fra Lønneberg’. Så i dét tilfælde var det meget godt, men ellers har jeg aldrig rigtig benyttet mig af det.”
Til gengæld har Erik Holmey af og til brugt et trick, så han kunne lyde lidt mere efterspurgt, end han egentlig var.
“Hvis jeg for eksempel blev ringet op og spurgt, om jeg kunne medvirke i en reklamefilm den 25. i næste måned. Det kunne for eksempel være for Lego i USA. Så begyndte jeg: ‘Lige et øjeblik, jeg skal lige have min kalender foran mig.’ Så mumlede jeg lidt højt for mig selv: ‘Den 10., 11., 12. skal jeg det der. Så er vi henne på den 16. og 17., der kan jeg heller ikke. Hvilken dato var det, du sagde? Nåh, den 25. 23. og 24. kan jeg heller ikke. Men nu skal du høre, lige præcis den 25. kan jeg godt! Lad os bare tage den.’ Men der stod ikke en skid i kalenderen hele den pågældende måned.”

Folden hvor det er slut
Erik Holmey bor i en stor lejlighed på ydre Nørrebro, der er udsmykket med mange fotos fra karrieren – fra både spillefilm, teaterstykker og reklamefilm. For eksempel en kæmpemæssig udgave i pap af rollen som skulende cowboy fra en reklame for træbeskyttelse fra Junckers. En dag, han selv var i Silvan, da reklamen kørte, ville han lave sjov med to knægte på omkring ti år, der stod ved siden af papfiguren og snakkede lidt om, at de ville være cowboys, når de blev store.
“Jeg prikkede en af dem på skulderen og sagde: ‘Kan I se, det er mig?’ ‘Årh – hold da kæft!’, lød det helt tørt fra de to drenge, inden de gled videre.”
Holmey griner, da han fortæller anekdoten. Man skal ikke tro, man er noget, bare fordi man er skuespiller.
Holmey er klar til flere roller, men han må sande, som han siger, at “hvis ikke man er på top-10 over dem, der er tilbage i ens aldersklasse, sker der ikke rigtigt noget.”
Irriterer det ham?
“Ja. Det gør det da. Man er jo en gammel cirkushest, og jeg kunne da godt tænke mig at komme med i manegen igen en gang imellem. Hvis nogen har brug for en gammel idiot til fire replikker, så er jeg klar. På den anden side har jeg været med i så meget forskelligt. Det skal man da ikke være ked af at få lov til at sidde og tænke tilbage på. Og man vænner sig da også til at glide ind i en fold, hvor man ved, at det er ved at være slut.”