“At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt har været mit lod”

Henrik Koefoed har haft et alsidigt liv på de danske teater og morskabsscener som skuespilleren, der ganske ofte viser en musikalsk side af sig selv, og som altid er morsom. Jahatten har hjulpet ham langt, og livet som skuespiller fortsætter.

Da Sceneliv interviewer Henrik Koefoed, har han netop været første dag på selve scenen i teltet i Odense, hvor årets sommerrevy finder sted.
“Man skal altid lige vænne sig til de store forhold i forhold til selve øvelokalet, men jeg er meget fortrøstningsfuld. Det skal nok blive godt.”
Det blev det da også i maj og juni, hvor Koefoed blandt andet havde et nummer, hvor han var H.C. Andersen, der fortalte et eventyr om en ny kejser i Amerika, ligesom publikum også kunne nyde ham i rollen som statsminister Mette Frederiksen.

Fra musik til statistrolle
Egentlig gik Henrik Koefoed på musikkonservatoriet i Aalborg, men en dag faldt han over et opslag fra Aalborg Teater, der søgte statister, som kunne synge til forestillingen ‘Annie Get Your Gun’.
“De lokkede med 250 kroner per forestilling. Det lød meget godt, så jeg var til en lille prøve og en snak med Preben Neergaard, der skulle instruere. Koreografen hed Børge Ralov, en fin, ældre balletdanser. Jeg blev udtaget og fik at vide af souschefen, at vi der ikke havde sang som hovedfag kun fik 125 per forestilling. Ha ha. De regnede ikke med, at vi sang lige så godt som de sangstuderende. Men jeg ville alligevel gerne prøve at se, hvad det var for noget.”
Koefoed boede i Aalborg på det tidspunkt og kom allerede de steder, hvor musikere og skuespillere kom. For eksempel på værtshuset Klosterkroen.
“Mange fra Statens Teaterskole havde ikke selv nogen scene, men blev hentet op til Aalborg. Blandt andre Kurt Ravn og Karen-Lise Mynster, som var med i forestillingen. Karen-Lise fandt hurtigt ud af, at jeg kunne spille klaver, og hun ville gerne synge Brechtsange og viser. Om ikke jeg ville være hendes akkompagnatør? Jo, det ville jeg da gerne. Hun fik blandt andet nogle ubetalte job i det venstreorienterede miljø i Aalborg, der ville have hende til at synge politiske slagsange.”

Skal man ikke kunne mere?
På musikkonservatoriet troede Henrik Koefoed, at det ville gå af sig selv.
“For at komme videre til hovedskolen, skulle man til en ny optagelsesprøve. Jeg var 19 år dengang og havde ikke øvet mig nok. De ledige timer ville jeg hellere sidde nede i kantinen, så jeg dumpede. Efter en sommerferie på interrail spurgte Karen-Lise Mynster, om jeg kunne tænke mig at få nogle privattimer i dramatik. ‘Du fik jo aldrig penge for alt det, du lavede for mig’, sagde hun. Det kunne da være meget sjovt, tænkte jeg. Jeg havde nok en lille spire i maven, der syntes, det kunne være sjovt at prøve skuespillet. Jeg var solgt til stanglakrids efter den første time.”
Koefoed lavede så en scene fra ‘Peer Gynt’ hos Mynster.
“Det var SÅ spændende, og der var optagelsesprøve i starten af 1977. Først i Odense, hvor jeg ikke kom ind, men fjorten dage senere kom jeg ind på Statens Teaterskole. Det var helt vildt. Dengang var Karen-Lise Mynster kæreste med Kurt Ravn. Jeg og en anden kammerat skulle til optagelsesprøve, og inden da viste vi dem, hvad vi kunne. Karen-Lise fortalte mig senere, at der var faldet en kommentar fra en af de andre i retning af ‘skal man virkelig ikke kunne mere for at komme ind?’. Det kan man sagtens grine af i dag.”

Fri for at lave film
Indtil september, hvor skolen startede, fik Koefoed små statistjob på teatret, og sidst på sæsonen fik han et repetitørjob på en musical på Aalborg Teater med titlen ‘Nøglen under måtten’.
“I den periode skulle DR’s TV-Teatret lave en forestilling med provinsskuespillere i Aalborg. Der kom et hold op, og de skulle også bruge en pianist til et syngespil af Erik Knudsen. Det job blev jeg hyret til, og jeg kom til at kende mange af tv-folkene. Og sådan er det: Det ene med det andet. At være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt har været mit lod. Derefter gik jeg på Teaterskolen i tre år, og sørme om ikke jeg allerede mellem andet og tredje år fik hovedrollen i filmen ‘Rend mig i traditionerne’.”
Baseret på Klaus Rifbjergs roman og instrueret af Edward Fleming.
“Det var ret usædvanligt. Da de ringede første gang, sagde jeg ‘jeg tror, I skal have fat i Henrik Birch, for han går på tredje år’. Men det var mig, de var ude efter. Samtidig skulle vi lave vores første forestilling med holdet, så jeg fik lov på den betingelse, at jeg kunne passe prøverne fra klokken 12. De første 14 dage af optagelserne faldt sammen med de sidste 14 dage af skoleåret, så instruktøren sørgede for, at vi kunne filme allerede klokken fire om morgenen.”

Ingen hjælp fra instruktøren
Bodil Kjer var med i filmatiseringen af Rifbjergs roman, og hun var ikke helt tilfreds.
“Hun spurgte ‘hvordan går det med eksamenen?’. ‘Æh, eksamenen?’ svarede jeg, og fortsatte ‘ja. Det er jo derfor, vi skal mødes så ukristeligt tidligt.’ Ha ha. Jeg fik stor hjælp af filmens fotograf, Jan Weincke, og af Henning Sprogøe, som var instruktørassistent. Virkelig stor hjælp. Han havde været assistent på blandt andet Olsen-Banden. Jeg genså filmen engang på en bogmesse i Forum, og den var slet ikke så tosset – dejlig med sol og sommer og en rask klipning. Men Edward Fleming var ikke nogen rar instruktør,” siger Henrik Koefoed og fortsætter:
“Jeg var nærmest grædefærdig indimellem, når han udleverede mig. Der var for eksempel en scene med et skolebal og 70 statister, hvor jeg skulle komme ind ad en dør, gå hen til en bar og få en drink og begynde at danse. På én lang kameratur. Vi havde øvet det, og så blev der sagt ‘værsgo’, og dengang skulle man jo spare på råfilmen. Så gennemgik vi turen, og til sidst råbte Fleming ‘stop, for helvede. Henrik Koefoed lavede en kæmpe fejl, så nu skal vi tage det hele om igen’. Han var meget misantropisk. Fjorten dage efter midtvejsfesten roste han mig til skyerne og sagde ‘vi troede, vi skulle bruge meget mere råfilm på dig, lille basse’.”

Ikke til Hollywood
Megen hurlumhej og knap 640.000 solgte billetter gav blod på tanden hos Koefoed, men han vidste også godt, at virkeligheden var en anden.
“Jeg var genstand for megen opmærksomhed fra pressen omkring premieren, men jeg havde stadig et år tilbage af uddannelsen, så jeg kunne ikke bare droppe ud og regne med, at nu kaldte Hollywood. Hvilket heller ikke skete. Edward Fleming sagde, at efter premieren ville jeg få SÅ mange tilbud – ‘så skal du bare spørge mig, hvad du skal’. Men der skete ikke en skid. – og gudskelov for det! Da jeg var færdig på skolen, startede jeg med at lave revy i Aarhus med Simon Rosenbaum. Så fik jeg en lille rolle i ‘Vildanden’ på Gladsaxe Teater. Bagefter kom der pludselig den ene opgave fra TV-Teatret efter den anden, for jeg var kendt ansigt hos DR, fra før jeg kom på skolen. Så jeg behøvede ikke selv gøre opmærksom på, at jeg eksisterede,” siger Koefoed og fortsætter:
“Jeg havde ikke nogen som helst idé om, hvordan mit liv som skuespiller ville forme sig. På et tidspunkt skulle vi dele os op i grupper til et projekt, og jeg meldte mig til noget børneteater. Det var meget sjovt, men jeg havde ingen forventninger til noget som helst. Så ville skæbnen, at Lone Bastholm fra Det Kongelige Teater ringede og sagde, at Søren Pilmark skulle ud af en forestilling, da han skulle på turné med Lise Ringheim.”

Slag i slag
Koefoed blev hjulpet af, at han som ung mand kunne lære sin tekst lynhurtigt.
“Der var kun to prøver, før jeg fik at vide, at jeg skulle gå ind i rollen som Rasmus på Gamle Scene. Pyha, det var voldsomt. Men det lykkedes fint. Vi spillede dog kun en enkelt gang om ugen, og det var svært for mig. ‘Jeg bliver nødt til at lave noget mere’, tænkte jeg. Jeg fik dårlige nerver af at spille så lidt. Så jeg kom til Folketeatret, der skulle bruge en, der kunne synge i en musical, der hedder ‘Roserne bryder ud’. Preben Harris sagde ‘kan du tage over til Anne Linnet i Aarhus og synge for hende?’. Hende kendte jeg også i forvejen, for hun havde gået på konservatoriet sammen med min storesøster. Så det kunne jeg da godt.”
I det hele taget følte Henrik Koefoed, at det gik slag i slag med at vandre mellem de mange forskellige genrer.
“Jeg synes, at variationen har været god, for det ene har givet noget til det andet. Hvis man skal spille alvorlige ting, er det meget godt først at have slået røven gennem stråhatten, for at sige det lige ud.”

Barbershop i prøvesalen
Dygtigt og kærkomment har det også været for Henrik Koefoed at være med i Ørkenens Sønner. Den frække og musikalske kvartet, som nu gennem 35 år i ti omgange har turneret land og rige rundt med stor succes. I den seneste omgang med hele 130 forestillinger. Ørkenens Sønner består i dag af Koefoed, Søren Pilmark, Niels Olsen og Asger Reher, der dog har meddelt, at han ikke vil være med fremover. Niels Olsen erstattede allerede tidligt Flemming Enevold.

“Jeg var mange år på Folketeateret, men blev så hentet ind på Det Kongelige Teater til ‘Natten er dagens mor’ af Lars Norén, hvor jeg skulle spille lillebroren David. Derefter blev jeg hængende. Vi spillede ‘Esther’ og en del Holberg. I ‘Esther’ havde Flemming Enevold den mandlige hovedrolle, Søren var en af Levinbrødrene, og jeg var prokurist Meyer. Vi havde så en masse pauser, hvor vi spillede kort. På et tidspunkt sagde Søren ‘skal vi ikke synge lidt? Hvad med nogle barbershop-numre?’. Jeg sagde, at det jo krævede en mand til, så vi ringede til Asger Reher, som jeg kendte fra Aarhus. Så begyndte vi at øve barbershop i prøvesalen.”
I 1990 skulle Henrik Bering Liisberg fratræde sin stilling.
“Og der havde Søren skrevet en farveltekst til ‘When You Wish Upon a Star’, som vi optrådte med til festen. Vi øvede ude hos Søren, og en søndag modtog han os i badekåbe og fez. Så talte vi om, at hvis vi gik videre med det her, kunne vi tage fez og smoking på og lege Gøg og Gokke fra filmen ‘Sons of the Desert’. En slags loge. De skæve ideer blev hele tiden ved med at komme dumpende.”

Rammer stadig rigtigt
Det var hamrende sjovt for de medvirkende at synge barbershop, men ville folk mon sidde stille og kun høre på denne særlige genre?
“Nej. Så vi måtte finde på noget skægt indimellem også. Nogle sketches. Søren var meget entreprenant og havde kontakt til nogen ude på Allégade 10, hvor der var et selskabslokale på første sal. Det lignede et tyrkisk bordel med røde lampetter og en lillebitte scene. Der kunne man godt lave en times latenight, underground, for ingen måtte vide det. Med det resultat at der kom syv mennesker til premieren, for ingen havde jo hørt om det. Så fandt vi ud af, at hvis vi skulle lave noget hemmeligt, skulle folk vide det, ha. Der spillede vi så i maj 1991. Efterhånden kom der folk i salen, og de var ellevilde.”
Ret hurtigt var Ørkenens Sønner oppe at bide skeer med Linje 3 og den succes Thomas Eje, Anders Bircow og Preben Kristensen havde på det tidspunkt.
“Grunden til at vi blev ved, var, at vi alle sammen skyldte Søren penge, fordi han lagde ud for alle udgifter. Vi skyldte ham nok 5.000 hver, så vi måtte lave det hele igen for at betale vores gæld tilbage. Men vi kiggede i kalenderen og kunne først alle sammen tre år efter, i 1994. I mellemtiden blev Flemming Enevold direktør i Gladsaxe, så han kunne ikke samtidig stå der med bar røv og synge. Så fik vi Niels Olsen med i stedet for, og det var en god idé. Siden er det hele bare vokset organisk. Vi har en kæmpe fanskare, som lader hånt om wokeismen. De vil bare gerne grine. Så vi må selv finde ud af, hvad vi kan tillade os. Hvor ekstremt kan det blive uden at krænke folk? Jeg kender to, der havde nonbinære venner med til vores sidste show, og de hylede af grin, så vi rammer stadig rigtigt.”

Sjovt og hårdt på turné
Teaterstykkerne i Koefoeds generalieblad er mange, men et af dem han gerne selv fremhæver, er ‘Natten er dagens mor’ fra 1986 af Lars Norén.
“Den svenske dramatiker var stor på det tidspunkt. Vi har at gøre med et familiedrama med sindssygt gode replikker. Det foregår i et hotelkøkken, og det ender forfærdeligt. Traurigt og svensk. Leif Skriver spillede storebroren, og vi havde en scene, hvor vi spiller to saxofoner, et lille jazznummer. Vi havde en skøn instruktør, en svensker der hed Göran Stangertz, fra Malmø. Han havde Norén under huden. Henning Moritzen og Astrid Villaume var også med. Forestillingen sluttede med, at jeg sang ‘Night and Day’, mens alle setstykker gik op, og til sidst smækker døren i bagvæggen. Meget effektfuldt. Jeg følte bare, at jeg lærte meget af lige netop det stykke – også fordi vi var på turné, hvor vi spillede det 76 gange bagefter.”
Holdet sluttede af med tre dage på Færøerne i Nordens Hus. Det var lige vand på deres mølle med en familietragedie, husker Koefoed.
“På sin vis kan jeg godt lide at være på turné. Især den første uge er det meget sjovt. Bagefter tænker man ‘holder det aldrig op?’. Al den flytten rundt er ret hårdt. Det er fint at spille, for folk er som regel glade for at få en oplevelse. Men al den logistik og bo på dårlige hoteller. Man holder modet oppe ved at gå ture, tage på museum og gå i biografen og med jagten på spændende spisesteder. Det gælder om ikke bare sidde på sit værelse og lure.”

Angels og Amadeus
Et andet stykke som var vigtigt for Koefoed var ‘Angels in America’ om aids. Han havde rollen som Prior Walter. Michael Birkkjær, Olaf Johannesen, Benedikte Hansen, Torben Jensen og Vera Gebuhr var også på rollelisten.
“Der var tale om et episk stykke med en første- og en andendel, hvor vi spillede begge afdelinger på fem lørdage. Man kom nærmest i familie med publikum, der var i teatret fra klokken 14 og først gik hjem klokken 22. Det var en maraton, simpelthen, men det var fedt at spille. Der opstod også en særlig kemi mellem os skuespillere.”
I den sene del af karrieren lægger Henrik Koefoed mest vægt på ‘Amadeus’, hvor han kom sent til hovedrollen som Salieri.
“Søren Sætter-Lassen spillede rollen i 2019, men da stykket nogle år senere skulle sættes op igen, fik han at vide af sin læge, at han ikke måtte spille. Så spørger de mig, om jeg vil overtage hans rolle. Det ville jeg da gerne. Det var også en tour de force – en kæmpestor udfordring. Anna Schulin Zeuthen var nede i studereværelset, og vi fandt mere psykologi frem, end der var fundet hidtil. Lukas Toya var en helt fabelagtig Mozart.”

Respekt for alderdommen
I dag nærmer Koefoed sig de 70 år. For nylig var han med i tv-serien ‘Generationer’, og han lægger også stadig af og til stemme til animationsfilm – for eksempel som Timon i ‘Løvernes konge’. Han er også kåret som årets revyskuespiller i både 2019 og 2024.
“Jeg har spillet revy de seneste fem år. Det tiltaler mig, fordi der er så meget musik i det. Jeg vil også gerne være konferencier til koncerter. Teater vil jeg også gerne spille – bare ikke hele tiden. Revy er blevet mit favoritområde på det seneste. At gestalte en figur i løbet af nul komma dut med en lille historie under armen. Og så lynhurtigt ud og lave sig om til en anden, der skal synge et nummer. Det er energien i det, der tiltaler mig. Praktikken finder man ud af, og der bliver taget hensyn til os gamle. Mon ikke Ulf Pilgaard kun var med i tre-fire numre i sine seneste revyer og så finalen? Ikke at jeg på den måde skal sammenligne mig med ham, selv om jeg var vikar for ham i fem uger i 2018.”
Karrieren har Koefoed ikke været nødt til at planlægge.
“Jeg er dumpet ind i det, der er kommet. Selvfølgelig har jeg også været med i nogle lorteproduktioner, men det lærer man jo også noget af. Men for det meste har det kun været positive oplevelser. Hvad skal der til? At man kommer til tiden og er nogenlunde til stede. Og så skal man have jahatten på nogle gange. Selvfølgelig må man være uenig med instruktøren, men så skal man kunne argumentere for det. Det er smartest at gøre det på en måde, så man ikke bliver fjender. Det skal jo være et samarbejde, for vi er sammen om at fortælle en historie. Om du har hovedrollen eller en lille rolle. Der kan egoet godt komme ind og tænke ‘øv, jeg ville hellere have haft en anden rolle’, men den slags bør man lade være med at gå op i.”