“Bodil Udsen sagde engang til mig ‘gå hjem og tænk dig om, Max’”

Max Hansen har været hele vejen rundt i skuespillerlandskabet. Fra revy over klassisk teater til i massevis af roller i film og tv-serier. Altid parat – altid markant – altid søgende i mesterlære hos nogle af de dygtige ældre skuespillere, der for længst er borte – som for eksempel Preben Neergaard, Bodil Udsen og Lily Weiding.

Da jeg møder Max Hansen, er vi lige kommet forbi midten af sommeren, så snakken falder helt naturligt på sommerrevyer med det samme. Det er der også en anden god og naturlig grund til. Nemlig den at Max Hansen selv enten har været med i eller har instrueret hele 34 revyer gennem årene.
“Jeg blev en gang i tidernes morgen bedt om at lave et nummer fra musicalforestillingen ‘Kiss Me Kate’ i tv-programmet ‘På plakaten’. Her viste man forskellige klip og scener fra aktuelle forestillinger. Et par dage fik jeg også lov til at vise nummeret i noget lørdagsunderholdning. Derefter ringede telefonen pludselig, og det var Simon Rosenbaum, der ville have mig med i en revy i Tivoli Friheden i Aarhus.”
Det ville Max Hansen frygteligt gerne:
“Osvald Helmuth kom i vores hjem, da jeg var barn. Han var gode venner med min far, så jeg vidste allerede en del om revy.”
Og her skal det tilføjes, at Max Hansens far også hed Max Hansen (1897-1961). Vi kan kalde ham senior, og han havde blandt andet ansvaret for revy i Tivoli fem år i 1950’erne, hvor skuespillere som netop Helmuth, Lily Broberg og Bodil Udsen var med. Ham vender vi tilbage til.

Skolen burde undervise i revy
Max Hansen junior faldt for revyen som genre.
“Du har kun tre minutter til rådighed, og hvis du ikke gør det overbevisende, kan du lige så godt lade være. Tre minutter inklusive at du skal ind på og ud fra scenen og glem så ikke omklædning. Til gengæld får du så ret hurtigt en ny chance. Det var meget tiltalende. Man burde undervise i revy på teaterskolen, hvad man absolut ikke gør! Eneste ulempe ved revyen er, i mine øjne, at skulle skifte kostumer 15 eller 18 gange og blive stadig mere klistret og svedig. Til gengæld er glæden ved en sal, der ånder sammen med dig nærmest usigeligt stor. Det sker ikke så tit, men når det, du skaber på scenen på den måde breder sig ud til publikum, bliver det sublimt. Publikum skulle bare vide, hvor meget vi er afhængige af dem.”
Hansen har altid haft en forkærlighed for den gode vise, og det fik han dyrket i Revyperler. I 2009 og fra 2012 til 2018 var Max Hansen nemlig med i Revyperler og var de sidste seks år også kunstnerisk leder. Det samme for Harmoniens Revyperler fra 2020 til 2023.
“Konceptet gik blandt andet ud på, at vi tog gamle revynumre op og så drejede dem – for eksempel ved at skrive et nyt sidste vers, der gjorde fortællingen mere nutidig. Bodil Steen havde for eksempel et nummer, der hed ‘Det eneste jeg ønsker mig til jul er to nye tænder’. Den lavede vi om, så de første to første vers blev sunget som i gamle dage, og i sidste vers tog sangeren en frakke på og vendte sig om igen, og havde nu et blåt øje. Så handlede det pludselig om hustruvold.”
Da konceptet blev opfundet, var det John Martinus, der instruerede.
“Han ringede så og spurgte mig, om jeg ville være med, men jeg skulle lave Kerteminderevy det år. ‘Jamen I ligger da tidligt om foråret, så kan du ikke nå det alligevel?’. Jo, jo! Så jeg lavede både Revyperler og revy i Kerteminde det år. Og efter Tommy Kenter havde været kunstnerisk leder et par år, efterfulgte jeg ham på den post. Det gjorde jeg så i ni år. Jeg synes i al beskedenhed, jeg fik lavet en hæderlig revy,” siger Max Hansen.
Anmelderne kvitterede flere gange med fem stjerner, og Revyperler udviklede sig til en institution i sig selv. I 2021 stod Max Hansen endda bag comebacket til Lone Hertz, som efter 46 år uden revy vendte tilbage på scenen i en alder af 82. Max Hansen er dog langt fra færdig med revyen. Han elsker stadig genren – og er klar, hvis de rette muligheder viser sig. “Revygenren vil aldrig dø, og det må der jo være en grund til.”

I karet med Chaplin
Allerede som dreng fik Max Hansen sine første roller i nogle syngespil på Radioteatret og i fjernsynet, fordi han var med radioens drengekor. Det første seriøse job var i operaen ‘Boris Godunov’ på Gamle Scene på Det Kongelige Teater, der som en af verdens længste operaer varede fem en halv time. Her spillede han gadedreng sammen med Flemming Enevold. Siden kom han også til at spille drengen i ‘Sommer i Tyrol’.
Hovedrollen i det stykke er i øvrigt skrevet til Max Hansen senior i Tyskland i 1930 under titlen ‘Den hvide hest’. Begge hans børn, Ann Mari Max Hansen og Max Hansen, blev siden skuespillere.
“Rollen som Leopold er skrevet til min far. Det er helt rigtigt. Jeg har et billede, hvor min far sidder sammen med den østrigske komponist Ralph Benatzky foran ‘Den hvide hest’ i Østrig, hvor han holder manuskriptet i hænderne. Min far var jo et internationalt navn og virkelig stor i både Østrig og Tyskland. Han arbejdede i Tyskland, indtil nazisterne bad ham forsvinde, fordi han var for populær. Han var jo jøde og måtte sgu ind og smide bukserne flere gange, inden han valgte at forsvinde. Min far blev født i Svendborg. Hans egen far var ungarsk cirkusartist, men i hans bøger skriver han blot, at faderen var svensk diplomat, fordi han ville have arisk pas. Hans mor havde danseskole på Rottefælden og arbejdede som turnéskuespillerinde. Det var knap så fint som at være skuespiller på et fast teater,” fortæller Max Hansen og fortsætter:
“Min farmor kendte nogle mennesker i Mannheim, hvor hun satte min far i pleje. Det var almindeligt dengang at sætte sine børn i pleje i perioder. Der voksede han op. Succesen med ‘Sommer i Tyrol’ på Grosses Schauspielhaus i Berlin var så stor, at da Charlie Chaplin hørte om den succes, kom han over fra USA. Min far var vært for ham, og han og Chaplin blev trukket i karet gennem byen. Dengang var der jo ikke fjernsyn endnu, så det var på alle måder en anden tid.”

Flygtede til Sverige
Max Hansen senior optrådte også med smædeviser mod Hitler i en kabaret ved navn Komiker i Berlin.
“Den lå i byen indtil for ganske få år siden. Der optrådte han hver aften, indtil han blev kaldt op og fik at vide, at det skulle han lade være med. Brunskjorterne begyndte at dukke op til hans filmpremierer, fordi der var for mange jødiske skuespillere med i filmene. Han fik så heldigvis et tip af en ung mand ved navn Duckwitz, der arbejdede for etaten. ‘Det er nu, du skal videre, Max. Nu’. Dagen efter blev hans kammerater fra komikerkabareten arresteret og sendt til Buchenwald, og ingen så dem siden,” siger Max Hansen og fortsætter:
“Det var et godt tip på rette tid. I 1948 købte min far så en villa i Ryvangen.”
Nabohuset blev solgt til den tyske stat, hvor ambassadøren skulle bo. Ved du, hvad han hed? Duckwitz, netop, så jeg kom til at lege med Duckwitz’ børn, da jeg selv var barn. Og ‘Sommer i Tyrol’ blev så stor en succes, at min far har spillet den i fire eller fem lande og siden også på flere teatre i Danmark.
Blandt andet på Det Ny Teater under besættelsen i 1943.
“På teatret førte de dengang logbog for hver eneste opførte forestilling, hvor der stod hvem der havde spillet hvad, og hvordan aftenen er gået. En særlig aften i 1943 står der ‘Max Hansen spillede Leopold i første akt. I anden akt blev rollen overtaget af Poul Reichhardt’, som også tidligere havde spillet rollen. Min far tog nemlig til Stockholm den aften og blev der resten af besættelsen.”

Begyndte som ‘teaterarbejder’
Max Hansen nåede ikke direkte at lære noget af sin far, da han kun var syv år, da han døde allerede i 1961.
“Men jeg har nok alligevel sanset, at hvis man var god til sit job, så høstede man. Det er dog langt fra det samme som at sige, at jeg har fået noget forærende på grund af mit navn. Jeg har kravlet frem akkurat som alle andre. I første omgang snusede jeg til gruppeteatre som Komedievognen og Fair Play, ligesom jeg nåede at være med i en enkelt forestilling hos Solvognen. Dengang var det hele jo så politisk, at man nærmest ikke var skuespiller – man var ‘teaterarbejder’. På Komedievognen havde vi engang repertoiremøde, og jeg havde fundet et cubansk stykke, der hed ‘Mordernes nat’. Det viste sig, at det blev brugt på teaterskolerne rundtomkring til at undervise efter. Det handler om tre børn, der har et ritual, hvor de slår forældrene ihjel hver nat. I overført betydning er det selvfølgelig diktaturet, der bliver slået ihjel. Vi havde én voksenproduktion hvert år, så jeg foreslog, at vi kiggede på det, men det faldt ikke rigtigt i de andres smag.”
Derfor bad Max Hansen om orlov og kontaktede Tommy Kenter, der lige var kommet ud af teaterskolen.
“Han havde nemlig arbejdet med den rolle, jeg havde tiltænkt mig selv. Der er én dreng og to piger. Så bad jeg ham hjælpe os med at lave den, og det ville han gerne. Jeg lejede Husets Teater, der dengang lå øverst i Magstræde, og vi fik en ret god forestilling ud af det.”

Gå hjem og tænk dig om
Instruktør Sam Besekow kom blandt andet og så stykket.
“Vi snakkede bagefter, og jeg fortalte ham, at jeg ville søge ind på teaterskolen. Han sagde ‘nej, det må du ikke’. Det ville han på det mest bestemte fraråde. Han sørgede for, at jeg i stedet kom med i en Shakespeareforestilling. Derefter gik det slag i slag, og så turde jeg ikke søge ind på teaterskolen. Og mesterlæren bekom mig godt. Jeg har jo spillet sammen med både Bodil Udsen, Preben Neergaard, Morten Grunwald og Lily Weiding. Det er fantastisk at have prøvet, og jeg kan love dig, at dem kunne man lære meget af. Jeg sugede til mig,” siger Max Hansen og fortsætter:
“Bodil Udsen sagde engang til mig ‘gå hjem og tænk dig om, Max’. Og hvor havde hun ret. Jeg har aldrig været en intellektuel skuespiller. Jeg skulle hjem og tage rollen på mig. Den kom ikke bare til mig. De fleste roller er kommet langsomt. Nogle gange måske lidt for langsomt. Jeg har haft talent, og du kan ikke lære ‘talent’ på en teaterskole, men du kan lære at bruge det. Og skal jeg være ærlig, så har savnet en værktøjskasse. Jeg kan for eksempel huske, at jeg stod i en af de første Shakespeareforestillinger jeg var med i og kiggede på Kirsten Olesen. Det var ‘Som man behager’. Kirsten spillede Rosalinde. Instruktøren sagde noget til hende, som lød meget indviklet, og lige med det samme gjorde hun det, han bad om. Hold da op – hvor kom det fra? Den slags kunne de der var uddannet, men det kunne jeg ikke bare sådan lige. I stedet skulle jeg hjem og tænke mig om.”
I dag indrømmer Max Hansen, at han ikke helt turde søge ind på teaterskolen.
“Jeg havde sgu nok ikke klaret en teaterskole. Jeg turde ikke søge ind, fordi jeg var bange for ikke at komme ind.”

Fremragende Preben Neergaard
Undervejs laver vi sjov med, at overskriften på artiklen godt kunne være, at Max Hansen gik direkte fra gruppeteatret ind på Det Kongelige Teater.
“Jeg har været meget privilegeret og heldig og har forhåbentlig fået som fortjent. Min teaterskole blev så i stedet blandt andet fire-fem år på Aalborg Teater i 1980’erne. Det var i Preben Neergaards tid. Jeg har haft ham som instruktør, og har han spillet min far. Han var fremragende. Og så var han meget passioneret. Så passioneret, at han nogle gange gik over gevind. Kan du huske den scene i ‘Sunshine Boys’, hvor en af de to gamle bliver vanvittige over at blive prikket i brystet hele tiden? Det kunne Preben finde på. Jamen, jeg blev så tosset på ham. Vi har skændtes og elsket, om man så må sige. Han var en stor teatermand.”
De to mødtes også, da Preben Neergaard var blevet en gammel mand.
“Jeg var med i en forestilling på Betty Nansen, hvor Axel Strøbye skulle spille min far. Han kunne dog ikke forlige sig med rollen, og kort før premieren var han så træt af Morten Grunwalds instruktion, at han trak sig. Det var en vigtig rolle i stykket. Faren står med det ene ben i graven på grund af leukæmi. Sønnen har skrevet et teaterstykke, som han er hjemme og vise til forældrene, og langsomt bliver det manuskript til det stykke, man er vidne til i salen. Vi manglede altså faren i et kammerspil med fire personer. Morten og jeg sad så en dag på Café Kellerdirch og prøvede at holde stykket varmt. Morten talte om at finde en svensk skuespiller, men der kom Preben Neergaard så pludselig gående ude på gaden. Han spillede på det tidspunkt en lille rolle på ABC Teatret. Vi kiggede bare på hinanden og sagde nærmest i kor ‘der går han jo!’. Preben var selv syg på det tidspunkt. Han var blevet opereret for mavekræft, og han vidste godt, hvilken vej det gik. Så han skulle bare lære ordene og sådan set ikke spille. Men lade være at falde over møblerne. Vi udsatte premieren på ‘Cocktailtimen’, og så hørte jeg ham hver formiddag i 10-12 dage. Derefter havde vi premiere, og det var fuldstændig magisk. Lily Weiding spillede også med og min søster Ann-Mari.”

Irettesat i provinsen
Det er dog ikke altid, at tingene kører helt glat på teaterscenen.
“Nogle skuespillere administrerer ikke så godt. Jeg spillede med i en anden forestilling på ABC med Axel Strøbye, og jeg sagde ‘Axel, du må ikke stikke af fra mig på scenen’. ‘Gud, gør jeg det? Nej, det må jeg ikke. Selvfølgelig, nej, det må jeg ikke’. Men det skete hver aften. ‘Nej, gjorde jeg det igen? Nej, det må jeg ikke’. Men han kunne simpelthen ikke lade være. Når først han kunne mærke, han havde fat i publikum, så skulle de malkes. Vi sad i garderobe sammen. En aften så han, at jeg havde hul på min strømpe. ‘Max, du har hul på strømpen’. Næste aften kom han med 12 par strømper til mig. Han var også vidunderlig.”
Skuespillere er forskellige. Ann-Mari Max Hansen kan bedst lide sit arbejde under prøverne, hvor Max Hansen sætter mest pris på spilleaftnerne.
“Under prøverne samler jeg så meget gods op, jeg kan, som jeg kan bruge senere. Forstår du? Men først når jeg kan se, at det virker sammen med publikum, synes jeg, det bliver rigtig sjovt.”
Det forhindrede dog ikke Max Hansen i at blive irettesat på en turné, hvor han spillede sammen med Kirsten Olesen.
“Jeg stod med Kirsten lige bag mig. Vi var i Lemvig, og vi havde spillet stykket 80 eller 90 gange. Og så undslap det mine læber ‘åh, jeg gider ikke i aften’. Så lød det rapt bag mig fra Kirsten ‘det er den dårligste undskyldning jeg nogensinde har hørt for ikke at have talent!’. Jeg har talt med hende om det siden, og hun kan ikke huske det i dag, men jeg glemmer aldrig den bemærkning!”

Det evige dilemma
Efter tiden i Aalborg var det på tide at komme til København. Leon Feder tog så at sige Max Hansen med til hovedstaden, hvor han blandt andet var med i ‘Othello’ på Nørrebro Teater. Her fik han adskillige gode anmeldelser, men det er en af de sjove fra forestillingen ‘Arsenik og gamle kniplinger’, han husker bedst. En mandlig anmelder skrev nemlig engang om Max Hansen ‘min kvindelige ledsager påstår, at Max Hansen udstråler en vis animalsk charme’.
I dag griner han stadig af det.
Siden er det også blevet til adskillige roller i film og tv-serier som for eksempel ‘Taxa’ og ‘Edderkoppen’.
“Jeg skulle lige vænne mig til, at det er en anden teknik at være med i film og tv end at spille teater. Et filmeksempel er en lille rolle som Mads Mikkelsens far i tilbageblik i Anders Thomas Jensens ‘Blinkende lygter’. Jeg genså filmen forleden, selv om jeg ikke bryder mig om at se noget med mig selv. Og den holder altså hele vejen, selv om den er omkring 25 år gammel. Frits Helmuth og Ole Thestrup er vidunderlige, og de unge drenge er også skidegode,” siger Max Hansen.
I en alder af 71 år er Max Hansen langt fra gået på pension. Han har været med i både tv-serier og reklamer de senere par år.
“Jeg holder mig da i gang. Desværre har der indsneget sig en aldersfascisme, der er ret så ubehagelig. I engelske og svenske tv-serier er der mange ældre og fremragende skuespillere med. I Danmark, når produktionsfolk leder efter ‘en ældre person’ hos castingbureauerne, og de bliver bedt om at uddybe, hvad de mener, så siger de ‘40-45 år!’. Efter min mening er det jo ikke ældre mennesker.”
Fortryder du noget i din karriere?
“Måske har jeg ladet teateret fylde lidt for meget. Mine børn siger det er okay, men jeg synes selv det har fyldt. Også på en god måde selvfølgelig. Noget andet kunne være, om jeg har været flittig nok. Og de to ting er jo helt modsatrettede. Engagement koster derhjemme, men hvis ikke det koster i privaten, opnår du heller ikke noget på teatret. Det er ikke så lidt af et dilemma.”