Det betyder den nye kunstnermoms for dig

Af Michael Panduro  |   24. juni 2025

Som du nok allerede ved, har Folketinget vedtaget en ændring af momsloven, som træder i kraft 1. juli 2025. Ændringen medfører, at der bliver indført moms på rettighedsbetalinger. Den gode nyhed er, at ændringen med stor sandsynlighed ikke får nogen praktisk betydning for dig, som er medlem af DSF.

Hvis du er den oprindelige rettighedshaver og modtager rettighedsbetaling fra Filmex, er du nemlig undtaget for moms på dine rettighedsudbetalinger. Er du derimod arving, vil dine rettighedsudbetalinger blive omfattet af de nye regler – og dermed blive pålagt moms.

Nedenfor har vi samlet svarene på nogle af de mest presserende spørgsmål, når den nye kunstnermoms bliver indført 1. juli. Listen vil blive løbende opdateret.

For dig, der er oprindelig rettighedshaver

Hvordan påvirker den nye momslov mine udbetalinger?
Hvis du, som langt de fleste rettighedshavere i Dansk Skuespillerforbund, modtager udbetalinger fra Filmex som den oprindelige rettighedshaver, vil den nye momslov ikke have nogen praktisk betydning.
Du kan læse mere om momsfritagelse af kunstnerisk virksomhed her.

Skal jeg foretage mig noget nu?
Som udgangspunkt behøver du ikke at foretage dig noget, da den nye momslov ikke har nogen indvirkning på dine udbetalinger fra Filmex.

Skal jeg momsregistreres?
Nej. Alle rettighedsudbetalinger fra Filmex bliver udbetalt som personlig indkomst via CPR-nummer. Der er derfor ingen grund til at oprette CVR-nummer i denne forbindelse.

Hvilken betydning har momsloven, når jeg er bosat udenfor Danmark?
Der har ingen indflydelse, om du er bosat udenfor Danmark, da momsfritagelsen for kunstnerisk virksomhed stadig gælder.

Har momsloven indflydelse på dette efterårs Filmexudbetaling?
Nej. Selv hvis vi ser bort fra momsfritagelsen for kunstnerisk virksomhed, så træder den nye momslov først i kraft 1. juli 2025 og gælder således kun for de rettighedsudbetalinger, der omfatter udnyttelse fra 1. juli 2025 og frem. Da efterårets Filmexudbetaling dækker udnyttelse i 2024 og tidligere, har den nye lov altså ingen indflydelse på dette års udbetalinger.

Til toppen