“Det er først mange år ­senere, det står klart for mig, hvor ­heldig jeg har været”

Judy Gringer oplever ofte, at folk tror, hun er død. Det griner hun selv lidt af, men det er også snart ved at være 40 år siden, hun senest var med i et teaterstykke – og 15 år siden hun var med i en film. I det hele taget har hun et livgivende og selvironisk blik på sin karriere som komedienne, primært i 1960’erne og 1970’erne. Kom med på et kækt kig tilbage.

På anden sal i en baggård i Pisserenden i det indre København bor Judy Gringer. Alene med en kat. Og minderne. Hun er imødekommende og skæg. Og en smule uforstående over den glæde, hendes gamle film stadig kan give.
“Allerede som seksårig, hvor jeg gik i 1. klasse på Bagsværd Skole, var det helt store at gå i biografen med min far. Min tvillingebror ville ikke have mig med, for han syntes, jeg var pinlig, når jeg begyndte at græde, hvis der skete noget uhyggeligt i handlingen. Min far og jeg elskede Gøg og Gokke og Marx Brothers. Det skete også, at han tog mig med helt ind til København, hvor det var muligt at se tegnefilm i DSB Kino på Hovedbanegården. Der var også altid nogle rejsende, der fordrev tiden med at se tegnefilm, inden deres tog kom. Nogle af dem faldt i søvn. Jeg var helt og aldeles uforstående overfor, at man kunne falde i søvn, når det der skete på lærredet, var SÅ spændende!”

Balletbarn i fem år
Det var også hendes far, der fik den idé, at Judy skulle forsøge at komme ind på balletskolen på Det Kongelige Teater, da hun var god til at danse.
“Efter tredje forsøg på Kongens Nytorv blev jeg optaget på skolen i 1951. Jeg var ti år gammel, og optagelsen blev fejret med ti ture i rutsjebanen i Tivoli. Balletskolen bød på lange og spændende dage. Om formiddagen stod den på balletundervisning, og om eftermiddagen gjaldt det skolebøgerne. Selve skoledelen var det så som så med på Det Kongelige Teater dengang. Lærerne var næsten ligeglade med, om vi lærte noget, og det var vi vel også selv. Disciplin var der ikke meget af, så det skete ret tit, at jeg gemte mig i magasinerne sammen med nogle kammerater i stedet for at komme til skoletimerne. Nogle gange kom vi først op i klassen klokken lidt i fire og undskyldte os med, at prøven først var slut nu, hvilket ikke altid var sandt,” husker Judy Gringer.
Det blev også til nogle forestillinger som børnestatist. Blandt andet i nærheden af Poul Reumert i ‘Cæsar og Kleopatra’ i 1952 som 11-årig.
“Da jeg var 15 år, havde vi en årseksamen, hvor vi skulle danse i flere timer, og der kunne jeg ikke længere skjule, at det gjorde ondt i mine ben, og bagefter fik jeg et brev om, at jeg ikke kunne fortsætte på skolen. ‘Platfodet og svajrygget’, stod der i brevet, og der stod jeg så. Dengang i 1956 kunne jeg ikke tænke så langt, så jeg var meget skuffet. Men det var jo aldrig gået i længden med mig og balletten.”

Møde med Osvald Helmuth
Ret hurtigt kom Judy Gringer med en dansetrup, ledet af Rita Clair, til Italien og siden med i Tivolirevyen i sommeren 1957, hvor dansetruppen var omdøbt til ‘Rita Clair-balletten’. Bodil Udsen og Max Hansen var begge med på scenen, hvor 60-årige Osvald Helmuth var den helt store stjerne. Han opførte blandt andet den berømte ‘Brev til Bulganin’.
“Jeg havde kun ét sæt tøj dengang – en grøn bluse og nogle grønne bukser. Jeg lignede nærmest et stopsignal. En dag kom Osvald forbi og sagde ‘kan man få DET i grønt!’. I mine øjne var han genial, men han kunne godt være ondskabsfuld over for andre. Engang Paul Hagen stod og ventede på sit stikord i en revy, de begge var med i, kom Osvald slentrende forbi og sagde ‘ind med Hagen!’. Det lyder nok ikke så sjovt på skrift, som hvis man selv stod der, men det var tydeligvis med hentydning til Paul Hagens overbid.”
I Tivolirevyen fik Stig Lommer øje på Gringer, og hun kom til optagelsesprøve på ABC Teatret.
“Til prøven var der et nodepapir med ‘Nonnens bøn’, men den sang kunne jeg ikke teksten til, så jeg fandt en anden sang, jeg kunne udenad. I dag kan jeg simpelthen ikke lige huske, om det var ‘Det var en lørdag aften’ eller ‘Hist hvor vejen slår en bugt’, men det var en af de to. Stig Lommer var bænket ved scenen, og lige inden jeg skulle synge, kom Dirch Passer ind og stod og kiggede på mig. Det har sikkert været en forfærdelig pinlig præstation, men jeg blev nu alligevel godkendt. Især nok efter jeg også havde aflagt en danseprøve.”

Berømt med Babs og Nutte
Oprindeligt var det meningen, at Gringer blot som danser skulle være med i en parodi på Birgitte Reimers sang ‘Så ta’r vi den en gang til for Prins Knud’. Revyens titel blev ‘Spræl sprællemand, spræl’, og den fik premiere lørdag 29. marts 1958. Under prøverne dukkede der så pludselig en sketch ved navn ‘Babs og Nutte’ op.
“Egentlig var det en ung, svensk skuespiller, der var planlagt til at spille med i den, men hun måtte melde forfald. Jeg fik den så i stedet for, fordi jeg havde de største bryster af de tilbageværende kvinder. Der var nu heller ikke andre konkurrenter end Lone Hertz. Men størrelsen på mine bryster betød altså, at jeg kunne få lov til at springe fra dans til skuespil.”
De fleste kender ‘Babs og Nutte’, hvor Dirch Passer spiller manden, der tror, han skal forsikre Gringers bryster, mens Gringer taler om mine hunde.
“Sketchen blev en succes fra starten, og det er jo ingen sag at være med i et nummer, når man spiller sammen med Dirch Passer. Han kunne ligesom bære en frem. Vi havde simpelthen det nummer i forestillingen, der væltede salen. Publikum mindede mig om et hav, der bølgede frem og tilbage. Så meget blev der grinet. Vi skal selvfølgelig også lige huske, at det var samme revy, hvor man havde ‘Tømmerflåden’ med Keld og Dirch, der ved Gud også var populær hos publikum. Stig Lommer stod for rækkefølgen af numrene, og oprindeligt lå ‘Babs og Nutte’ som det tredje nummer i andet akt. Men efter generalprøven blev det lagt lige foran ‘Tømmerflåden’. Man vil jo altid gerne slutte med de bedste og mest grinagtige numre og dermed sende publikum hjem med en god fornemmelse for hele revyen.”
Det var aldrig på tale, at Dirch Passer og Judy Gringer skulle giftes, men de var kærester i fem år fra 1958 og boede sammen.
“Dirch friede ikke til mig, men jeg havde heller ikke villet. Indimellem forsøgte hans mor dog at blande sig, når hun sagde ‘jeg skal nok få dig gift med Dirch!’. Da var jeg blevet 18 år. Men jeg kunne ikke lide, at hun blandede sig, og jeg har aldrig villet giftes. Mange dengang blev gift for at få en lejlighed, men hvis man selv tjente penge, hvorfor skulle man så gifte sig? På det tidspunkt var min mor og far også lige blevet skilt, og det har nok spillet ind på min holdning til ægteskabet.”
Til gengæld var det sjovt at arbejde med Dirch – uanset om det var på scenen eller på film:
“Dirch var toppen af kransekagen i branchen, så hvis der var intriger og ballade blandt folk, blev det ligesom udvisket, når han var i nærheden. Han var sød ved alle mennesker i sin nærhed. Sådan noget som krukkeri og hierarki gik helt hen over hovedet på ham. Engang spillede han med i ‘Sommer i Tyrol’ sammen med Grethe Thordahl. Hun insisterede på, at Dirch skulle hilse på hende først, når han ankom på teatret hver aften. Han gloede bare på hende, da hun sagde det, for han ville ikke gå ind på den slags krukkeri. Dirch hilste jo bare på dem, han mødte, i den rækkefølge han mødte dem.

Flere end 55 film
Efter gennembruddet i ‘Babs og Nutte’ var Gringer de efterfølgende fem år med i rundt regnet ti revyer og morskabsteaterstykker på ABC Teatret og Aveny. Altså fastansat hos Stig Lommer. Hun optrådte blandt andet i ‘S.O.S. – Sømænd og svigermødre’ (1961), der kørte i mere end et år, og ‘Den varme enke’ (1959), der kun blev opført til premieren, samt ‘Ej blottet til lyst’ (1960).
“Det var som helhed sjove og varme år på et teater, hvor vi blev som én stor familie. Det er først mange år senere, det står klart for mig, hvor heldig jeg har været. Så ung at møde både Dirch Passer, Kjeld Petersen og Stig Lommer. Det er lettere selv at være god, når man er sammen med andre, der er gode. Det smitter.”
Judy Gringer kom også til prøvefilmning på Nordisk Film og fik en rolle i Gabriel Axels ‘Guld og grønne skove’ (1958). Siden blev det til medvirken i flere end 55 spillefilm som den, Morten Piil i sit skuespillerleksikon beskriver som ‘dansk films bedste komedienne’.
I den første ‘Poeten og Lillemor’-film danser hun for eksempel jitterbug med Ove Sprogøe og dernæst Dirch Passer. Helt uden danseinstruktør. I 1964 fik hun omsider Dirch Passer på film.

En ulykkelig gentleman
Judy Gringer kan ikke huske præcis, hvornår hun første gang mødte Kjeld Petersen.
“Jeg har vel været for optaget af Dirch. Men jeg husker i det hele taget Kjeld som utrolig venlig og charmerende. Han havde det ry, at pigerne godt kunne blive vilde med ham. Det gjaldt nu ikke mig. Jeg tænkte mere på ham som en mand, man kunne tale godt med. For eksempel talte han varmt og længe om François Truffauts film ‘Ung flugt’ (1959). Den havde han set i en biograf på Vesterbro. Han fulgte med i både den brede og den smalle kultur, og han var nysgerrig og passioneret, og derfor var han altid sjov at lytte til og blive inspireret af,” siger Gringer og fortsætter:

“I mine øjne var Kjeld helt utrolig En gentleman. Han hjalp mig også med en rolle engang, hvor jeg skulle spille stuepige i filmen ‘Mor skal giftes’. Jeg beklagede mig over, at det kun var to dage, og jeg talte om, at det var meget lidt – for lidt til at sætte et aftryk. Men så lærte han mig, at det kunne man godt. Næsten uanset hvor lille rollen var. Kjeld var til gengæld ulykkelig. Især når han ikke drak. Det er der nok ikke nogen tvivl om. Men det er svært for mig at sige hvorfor. Han kan jo meget let have haft en slags depression. Jeg hørte engang et radioprogram med Stig Lommer, hvor han udtalte sig om Kjeld Petersen. Meget præcist sagde han ‘jeg ved ikke, hvad den mand er ulykkelig over. Han havde succes, og pigerne elskede ham’.”

Kleopatra og Henrik Bentzon
I 1965 var Judy Gringer tæt på at komme til at spille på Det Kongelige Teater. Instruktør Anton Svendsen spurgte hende, om hun ville være med i ‘Marat’.
“Ideen var, at jeg skulle spille hende, der dræbte Marat i badekarret, Charlotte Corday. Der er skabt et berømt billede, hvor man ser hende med bare bryster. Med i tilbuddet var faktisk to roller i løbet af den efterfølgende sæson. Men jeg kunne ikke sige ja, fordi jeg spillede på Fiolteatret med Ingolf David, og fordi der også ventede nogle tv-opgaver. Jeg mener, det i sidste ende var Lise Ringheim, der kom til at spille rollen. Men hun fik lov til at beholde brystholderen på.”
Heldigvis fik Gringer samme år en uventet chance i Bernard Shaws udgave af ‘Cæsar og Kleopatra’ på Folketeatret med Henrik Bentzon i rollen som Cæsar. Det var som afløser for Lone Hertz, da hun var blevet gravid.
“I den rolle kunne jeg få lejlighed til at vise mig fra både en humoristisk og en mere alvorlig side. Kleopatra var et meget begavet menneske, samtidig med at hun var særdeles kvindelig. Rollen var også god at spille, fordi Kleopatra, i den tid jeg var på scenen, gennemgik en kolossal udvikling – fra kælen og barnagtig til noget langt stærkere. På det tidspunkt var dygtige Henrik Bentzon ret alkoholiseret. I første akt plejede det at gå meget godt, men efter pausen gik det som regel ned ad bakke. Han var nemlig ikke med i første scene i andet akt, så i den lange pause sad han og kedede sig med sin store hund Bellman og drak en del Underberg. Det kunne derfor godt blive ikke så lidt af en rodebutik, når vi skulle klatre rundt på hinanden.”

Kirsten Stenbæk og jeg
I løbet af 1968 indledte Judy Gringer et livslangt venskab med Kirsten Stenbæk, der var filminstruktør. Hun boede lige overfor ABC Teatret på Frederiksberg.
Kirsten Stenbæk var en unik stemme i dansk film. Hun havde i 1967 haft premiere på collagefilmen ‘Fantasterne’ og ville derefter have Judy Gringer med i en hovedrolle i musicalfilmen ‘Den gale dansker’, hvor hun spillede over for Peter Steen.
“Jeg er vild med ‘Den gale dansker’. Især fordi jeg i en hovedrolle omsider fik lov til at prøve alt muligt andet end det, jeg plejede at lave på film. Og så fordi filmen i sig selv er anderledes og uhøjtidelig. Peter Steen er en sømand, der er forelsket i sangerinden Christine, som jeg spiller. Pudsigt nok er jeg som sangerinde så den eneste i filmen, der ikke synger. Af indlysende grunde – for det var jo ikke min stærke side. Handlingen udspiller sig i Antwerpen under Første Verdenskrig og i tiden derefter, hvor vi finder hinanden igen. Ann-Mari Max Hansen og Lars Knutzon er også med, og det er Otto Brandenburg som tysk officer også.”
I den anledning skrev en filmanmelder, at Judy Gringer mindede om Liva Weel i en erotisk og varm rolle.
“Det gjorde mig på den ene side rød i hovedet, men jeg var også glad for det. I stedet for der som altid blev brugt ord, der knyttede an til ‘sex’ på grund af mine lettere afklædte roller på ABC Teatret i begyndelsen af karrieren”.

Julefrokosten og firmaskovturen
I sommeren 1976 bragede den højt belagte folkekomedie ‘Julefrokosten’ igennem i biograferne, hvor den blev set af flere end 700.000 danskere. Filmen handler om en julefrokost på en helt almindelig arbejdsplads, hvor der drikkes betragtelige mængder øl og snaps, og forviklinger følger.
“Jeg kan huske, at vi sad i juli måned under en hedebølge med de åndssvage nissehuer på i studierne på ASA Film. Udenfor var der 30 grader, men indenfor i studierne kunne der godt blive over 40 grader, når først de store lamper var tændt. Filmen er instrueret af Finn Henriksen, og jeg havde ikke på forhånd den fjerneste anelse om, hvorvidt den film kunne blive til noget godt,” siger Judy Gringer og fortsætter:
“Jeg spiller den modne kvinde Borgunde i et drukorgie med en stribe store danske skuespillernavne som for eksempel Jørgen Ryg, Preben Kaas og Lisbet Dahl. Men også Jesper Langberg, Torben Jensen og Kirsten Norholt. Vi må have ramt noget i folkesjælen et sted. Jeg var meget glad for at være med, fordi det var sidste gang, jeg spillede sammen med både Jørgen Ryg og Preben Kaas.”

Den sidste teaterforestilling
I 1983 spillede Gringer sin sidste rolle på teatret som Rikke i ‘Agnete’ på Aveny Teatret. Line Krogh instruerede, og handlingen foregik i den norske koloni i København i 1893. Ann-Mari Max Hansen spillede hovedrollen, og Malene Schwartz, Henning Jensen, Jens Arentzen, Torben Jensen og Ulla Henningsen var også med.
“Stykket er norsk og handler om en kvinde, der hverken er gift eller har formue. Hun stjæler for at overleve. I slutningen af ‘Agnete’ havde jeg en lille scene, hvor jeg var i centrum. På nogle aftener klappede publikum. Andre gange gjorde de ikke. Den sidste aften vi skulle spille stykket, ønskede jeg sådan – fordi det var sidste gang, jeg stod på en scene – at publikum klappede. Og det gjorde de heldigvis også.”
Bagefter stod Judy Gringer med Henning Jensen ude bag tæppet, hvor han sagde ‘hørte du, at de klappede?’.
“Jeg var lige ved at fortælle ham, at jeg havde ønsket det. Jeg vidste godt selv, at jeg var færdig med teatret, men jeg brød mig ikke om at sige det til nogen. Jeg havde simpelthen fået teater nok. Jeg er ikke så stærk rent fysisk, og det at være skuespiller er at befinde sig under et permanent pres. En forestilling vælter, hvis man bliver syg. Så det er bare med at komme oven senge, selv om det trækker op til en influenza. Og man skal altid være veloplagt. Min råstyrke har ikke været som mange andres.”
I mere end 40 år har Judy Gringer boet i en baggård i Pisserenden i det indre København. Centralt, bekvemt og nemt. Hun kommer stadig på sin stamcafé, Floss i Larsbjørnsstræde. Besøgene nu om dage foregår mest om eftermiddagen sammen med en veninde, der er ti år yngre end Judy. Der sidder de så og smiler og griner ad folk, der går forbi ude på gaden. Og får hilst på nogle af stamkunderne, inden de trisser hjem igen.
“Min tid går mest med at læse bøger. I massevis. Det har jeg gjort, siden jeg som helt ungt balletbarn lånte Pearl S. Bucks ‘Den gode jord’ på biblioteket i Bagsværd. Et ugeblad rakte ikke til den lange tur hver dag fra Bagsværd til Kongens Nytorv og tilbage igen. Buck vandt Nobelprisen i litteratur i 1938, så det var en god begyndelse. Da jeg var sammen med Dirch, lånte han mig for eksempel alle sine bøger af John Steinbeck. Dem havde han købt, da han skulle være med i ‘Mus og mænd’ på teatret.”
Efterhånden sker det ret sjældent, at hun bliver genkendt på gaden, som det ganske ofte skete før i tiden.
“Faktisk oplever jeg ret ofte, at folk tror, jeg allerede er død. Jeg griner lidt af det, og ser om jeg kan få tankerne lidt væk fra det og hygger mig videre.”