Han begyndte med spilopperne og grinet på scenen. Siden blev det til musicals, dramatiske roller og Shakespeare for Donald Andersen. Men også instruktion og undervisning. I timing og dynamik. To begreber han meget ofte får brugt ved at lægge danske stemmer til animationsfilm.
Donald Andersen er vokset op i Aarhus. Hans far udgav bøger med vittigheder som for eksempel ‘555 humørpiller’. Donalds mor, der var socialrådgiver, syntes ikke for alvor, vittighederne var sjove, mens hans far elskede at fortælle dem. Han var en grinebider, men til gengæld ikke nogen ørn til afleveringen. Faderen missede lidt for ofte pointen. Til gengæld fyrede Donald allerede som dreng den af på alle tangenter i retning af at optræde og fortælle historier.
“Mine forældre kunne vist ikke rigtigt styre mig, da jeg var lille. Allerede fra jeg var omkring syv år gammel, lavede jeg spøgelsestog i kælderen og opførte dukketeater for kvarterets børn og tog entré. De sendte mig derfor i retning af Bodil Lindorffs børneteater. Men jeg var der ikke særlig længe. Vi skulle lave for mange afslapningsøvelser og koncentrationsøvelser efter mit ustyrlige temperament. Jeg havde for meget krudt i røven til den slags, men jeg fik dog min første store rolle i et stykke i Tivoli Friheden som 12-årig,” fortæller Donald Andersen.
Siden blev han trommeslager i et rockband i nogle år, men interessen for teatret var intakt, så han fik også statistroller på byens teater:
“Der kunne jeg godt mærke, at jeg gerne ville have replikker og ikke ville nøjes med at være karakterstatist resten af livet.”
I andet forsøg kom Donald Andersen ind på skuespillerskolen i Aarhus efter at have læst hos både hos Jan Maagaard og Lars Ljunggren.
Eksperimenter og leg på skolen
Den modne Donald Andersen kalder den unge udgave af sig selv for ‘en hoppebold’.
“Helt vanvittig upoleret og sikkert også irriterende, var jeg. Jeg husker ikke, at jeg havde nogle specifikke skuespillerdrømme. Jeg ville bare lære faget, fordi det virkede sindssygt interessant. Før det havde jeg både været trommeslager og sanger i et rockband. Vi skrev alt vores musik selv og turnerede en del. Niels Kirkegaard der senere dannede På slaget 12 var også med,” siger Donald Andersen.
På skolen dannede han hold med blandt andre Peder Holm Johansen, Tine Miehe-Renard og Søs Egelind, Henrik Hartvig Jørgensen og Pia Mourier.
“Vi var jo lykkelige for at komme ind, og sådan en som Søs Egelind og jeg, jamen, vi tilbragte oceaner af tid på skolen. Vi deltog selvfølgelig i undervisningen, men vi lavede også videoprojekter om aftenen, drak rødvin og var klatøjede næste morgen. Alt, hvad vi rørte ved, føltes pissesjovt at lave. Vores rektor, Eyðun Johannessen, måtte påtale, at vi skulle skrue lidt ned og lave vores lektier. Men på den anden side var han også glad for, at vi eksperimenterede løs, legede og undersøgte.”
Heldet var ret hurtigt med Donald Andersen. Han fik ikke som andre af afgangseleverne et tilbud om at blive en del af ensemblet på Aarhus Teater, og derfor tog han til København.
“Egentlig tænkte jeg, at det var fint, for så kunne jeg prøve mig selv af for alvor i hovedstaden. Men jeg må alligevel indrømme, at det kostede en pæn portion selvtillid og slog hårdt, da Aarhus Teater ikke ville have mig. Bare i et års tid. Men så fik jeg heldigvis ret hurtigt noget andet at lave. Jeg kom nemlig med i det omrejsende og meget populære ‘TV i teltet’, hvor jeg var sammen med Kit Eichler, og vi optrådte en hel sommer i 1982. Programmet var et hit, så jeg vadede lige ind i folks stuer og blev et navn. Folk skreg nærmest, når de så mig på gaden og skulle have autografer. På en gang elskede jeg det, men det var samtidig også ret voldsomt, for jeg havde simpelthen ikke set det komme.”
Som skuespiller opdagede Donald Andersen også, at han hurtigt kunne gå fra mange tilskuere til få, som det skete i det første teaterjob i forestillingen ‘Op og ned med Victoria’ (‘Cloud Nine’) på Det Ny Teater.
Når han i dag tænker tilbage på tiden dengang, ser han meget tydeligt konturerne af en ung mand søge imod det stærke fællesskab, der kan være i teaterverdenen. Som følge af en barndom, hvor han ikke rigtigt syntes, han hørte til nogle steder.
Talentet og hudfarven
Donald Andersen er adopteret fra Tyskland. Han er søn af en sort amerikansk soldat og en hvid tysk mor, og mere ved han ikke om sit fædrene og mødrene ophav. Men hans brune farve har haft betydning i karrieren, men muligvis ikke været en begrænsning:
“I hvert tilfælde havde det en betydning i begyndelsen af mit arbejdsliv. Da jeg var kommet ind på skolen, sagde direktør Henrik Bering Lisberg til mig ‘nu tager vi dig ind, for vi kan ikke komme uden om dit talent’, men han sagde også ‘du kommer til at arbejde mange forskellige steder. Du kommer til at rejse meget’. Dengang forstod jeg simpelthen ikke, hvad han mente. Men senere forstod jeg lige præcis, hvad han mente. For sådan en som jeg passer ikke ind alle steder. Fordi jeg er mulat, er der nogen, der tænker, at den og den rolle kan jeg ikke spille. Det var også derfor, at jeg ikke kunne være fast i ensemblet i Aarhus dengang. Det gætter jeg på. På skolen har de tænkt ‘det her talent må ikke gå til spilde, men hvad mon vi uddanner ham til’, men det var selvfølgelig ikke deres bord,” mener Donald Andersen.
Når han i dag tænker tilbage på tiden dengang, ser han meget tydeligt konturerne af en ung mand søge imod det stærke fællesskab, der kan være i teaterverdenen. Som følge af en barndom, hvor han ikke rigtigt syntes, han hørte til nogle steder.
Det er jo en stemme, for fanden!
I forhold til at være brun i branchen noterer han sig med glæde, at tilstandene er på vej til at ændre sig.
“Min ‘farve’ har ikke gået mig på. Jeg har ikke som sådan følt, jeg skulle kæmpe, fordi jeg havde en anden hudfarve. Men jeg har været bevidst om, at der var ting, jeg ikke fik lov til at lave. Hvor jeg har tænkt ‘det ville jeg gerne spille, men det går nok ikke, fordi jeg er mulat’. Omvendt har jeg også fået tilbudt roller, fordi jeg var mørk, og karakteren var det, hvor jeg sagde nej tak. Altså en karakter, der er mørk, men som stort set ikke er med i stykket – blot har det en betydning at han er mørk. Nej tak. Hvorfor spurgte man mig? Fordi jeg er en pragtfuld skuespiller? Næppe. Jeg har det sådan, at jeg ikke synes, hudfarven skal bestemme. Talentet skal bestemme. Tingene har forandret sig noget, men der er et stykke vej endnu. Når der stadig kan opstå ekkoet af et ramaskrig fra USA, når Nikolaj Lie Kaas dubber en karakter, der er tegnet som sort i ‘Soul’, nærmer vi os noget amerikansk, som jeg ikke kan lide. Det må i mine øjne handle om, hvorvidt det er den rigtige skuespiller til den rigtige karakter – ikke om hudfarve. Jeg kan ikke se nogen mening med, at jeg skal have forrang til at dubbe sorte skuespillere eller ryge bagest i køen, når det gælder hvide karakterer. Det må handle om, hvorvidt jeg passer til karakteren. Min stemme og mine evner. Passer det til at versionere denne figur. Eller er der en, der er bedre end mig, som måske er hvid? Farven er ligegyldig. Det er jo en stemme, for fanden!” slår Donald Andersen fast.
Selv faldt han for dubbing, da en kollega anbefalede ham at gå til stemmetest hos et dubbingstudie:
“Det var i midten af 1990’erne, hvor jeg kom til at lægge stemme til to figurer i Disneyserien ‘Nøddepatruljen’. Jeg elsker dubbing, fordi det foregår nu og her. Du skal ikke forberede dig, og du er færdig efter de timer, du er booket. Du skal ikke sidde og terpe noget. Ofte får jeg en omgang såkaldt ‘løse figurer’. Måske en talende bænk, et får eller noget helt tredje. Nogle gange er opgaven at lægge sig op ad originalen, mens der andre gange er helt frit slag.”
Eichler, og vi optrådte en hel sommer i 1982. Programmet var et hit, så jeg vadede lige ind i folks stuer og blev et navn. Folk skreg nærmest, når de så mig på gaden og skulle have autografer. På en gang elskede jeg det, men det var samtidig også ret voldsomt, for jeg havde simpelthen ikke set det komme.”
Som skuespiller opdagede Donald Andersen også, at han hurtigt kunne gå fra mange tilskuere til få, som det skete i det første teaterjob i forestillingen ‘Op og ned med Victoria’ (‘Cloud Nine’) på Det Ny Teater.
Når han i dag tænker tilbage på tiden dengang, ser han meget tydeligt konturerne af en ung mand søge imod det stærke fællesskab, der kan være i teaterverdenen. Som følge af en barndom, hvor han ikke rigtigt syntes, han hørte til nogle steder.
Talentet og hudfarven
Donald Andersen er adopteret fra Tyskland. Han er søn af en sort amerikansk soldat og en hvid tysk mor, og mere ved han ikke om sit fædrene og mødrene ophav. Men hans brune farve har haft betydning i karrieren, men muligvis ikke været en begrænsning:
“I hvert tilfælde havde det en betydning i begyndelsen af mit arbejdsliv. Da jeg var kommet ind på skolen, sagde direktør Henrik Bering Lisberg til mig ‘nu tager vi dig ind, for vi kan ikke komme uden om dit talent’, men han sagde også ‘du kommer til at arbejde mange forskellige steder. Du kommer til at rejse meget’. Dengang forstod jeg simpelthen ikke, hvad han mente. Men senere forstod jeg lige præcis, hvad han mente. For sådan en som jeg passer ikke ind alle steder. Fordi jeg er mulat, er der nogen, der tænker, at den og den rolle kan jeg ikke spille. Det var også derfor, at jeg ikke kunne være fast i ensemblet i Aarhus dengang. Det gætter jeg på. På skolen har de tænkt ‘det her talent må ikke gå til spilde, men hvad mon vi uddanner ham til’, men det var selvfølgelig ikke deres bord,” mener Donald Andersen.
Når han i dag tænker tilbage på tiden dengang, ser han meget tydeligt konturerne af en ung mand søge imod det stærke fællesskab, der kan være i teaterverdenen. Som følge af en barndom, hvor han ikke rigtigt syntes, han hørte til nogle steder.
Det er jo en stemme, for fanden!
I forhold til at være brun i branchen noterer han sig med glæde, at tilstandene er på vej til at ændre sig.
“Min ‘farve’ har ikke gået mig på. Jeg har ikke som sådan følt, jeg skulle kæmpe, fordi jeg havde en anden hudfarve. Men jeg har været bevidst om, at der var ting, jeg ikke fik lov til at lave. Hvor jeg har tænkt ‘det ville jeg gerne spille, men det går nok ikke, fordi jeg er mulat’. Omvendt har jeg også fået tilbudt roller, fordi jeg var mørk, og karakteren var det, hvor jeg sagde nej tak. Altså en karakter, der er mørk, men som stort set ikke er med i stykket – blot har det en betydning at han er mørk. Nej tak. Hvorfor spurgte man mig? Fordi jeg er en pragtfuld skuespiller? Næppe. Jeg har det sådan, at jeg ikke synes, hudfarven skal bestemme. Talentet skal bestemme. Tingene har forandret sig noget, men der er et stykke vej endnu. Når der stadig kan opstå ekkoet af et ramaskrig fra USA, når Nikolaj Lie Kaas dubber en karakter, der er tegnet som sort i ‘Soul’, nærmer vi os noget amerikansk, som jeg ikke kan lide. Det må i mine øjne handle om, hvorvidt det er den rigtige skuespiller til den rigtige karakter – ikke om hudfarve. Jeg kan ikke se nogen mening med, at jeg skal have forrang til at dubbe sorte skuespillere eller ryge bagest i køen, når det gælder hvide karakterer. Det må handle om, hvorvidt jeg passer til karakteren. Min stemme og mine evner. Passer det?”
Ikke fis og ballade det hele
Da Donald Andersen spillede Aaron i Shakespeares ‘Titus Andronicus’ på Aarhus Teater, fik han et ekstra skud læring af sin gamle rektor, Eyðun Johannessen:
“Jeg følte mig egentlig godt rustet til livet som skuespiller fra elevskolen, og jeg fik muligheden for at lave en masse teater med humor, sang, musik og dans. Men det var først senere, jeg fik et gennembrud hos teaterkritikerne, hvor der stod ‘nu skal han tages alvorligt’. Aaron hævner sig på alt og alle og serverer blandt andet Titus’ sønner for ham, indbagt. Der gik op for mig, at hvis jeg tog hårdere fat om skovlen, kunne jeg godt grave et spadestik dybere,” fortæller Donald Andersen og fortsætter:
“Det var Eyðun Johannessens fortjeneste. For han blev ved med at stille mig spørgsmål. Ufatteligt mange gange stillede han mig nogle komplicerede spørgsmål ganske få minutter før klokken 16, hvor vi fik fri fra prøverne. Det kunne for eksempel være et spørgsmål om Aarons motivation i stykket. Jeg stillede ham naturligvis nogle opklarende spørgsmål, hvorefter det lød, at nu var prøven slut, så vi kunne ikke lige nå mere. Det var meget klogt af ham, for på den måde plantede han nogle frø, der gjorde, at jeg gik hjem og tænkte sindssygt meget. Og selv fandt nogle svar, som jeg kunne komme med næste dag. Eyðun lærte mig, at det ikke er fis og ballade, det hele. Og det gjorde mig bedre. Du kan ikke bare gå direkte fra garderoben og ind på scenen og spille en stor, tung rolle. Du bliver nødt til at koncentrere dig. Du bliver nødt til at skabe dit eget rum. Du bliver nødt til at gå ind og være hudløs på en anden måde.”
Mere selektiv med årene
At spille en teaterrolle aften efter aften er hårdt arbejde. Donald Andersen tackler det på sin egen måde:
“Da jeg var færdig med at spise bananen, var jeg vendt tilbage fra at være en farlig abe og kunne tale igen, og så sluttede jeg af med at sige ‘så fik vi sat DET på plads’. Det var en subtil og elegant måde at fortælle på, at nu var der ikke mere i den revy, der handlede om min hudfarve.”
Donald Andersen i ‘Jeppe på Bjerget’. Foto: Jacob Stage
“Jo ældre jeg er blevet, desto mere selektiv er jeg blevet med teatret. Det kan også godt være sådan, at du ikke føler, du har overskud i aften, men når du så træder ind i garderoben og møder kollegerne, er din uoplagthed pist væk. Og så er to aftener aldrig ens. Der sidder et nyt publikum, som har betalt for at se forestillingen, og så leverer vi skuespillere noget nyt hver aften. Det gælder om at skabe et nyt rum, og som skuespiller lærer du at vaske tavlen ren hver aften, så du føler, din figur intet ved. Jeg vil kun køre på mine impulser. Selvfølgelig er mit forarbejde lavet. Og så bliver det som oftest en god aften. Derfor spiller jeg i høj grad stadig teater, selv om jeg selvfølgelig godt kan finde på at sige nej til en rolle, jeg ikke kan se mig selv i. Men kan jeg det, tager jeg til gengæld gerne på en lang turné for at få oplevelsen med. Da jeg var yngre, kunne jeg godt blive meget trist, hvis der ikke var noget i kalenderen lidt længere fremme. Men som årene går, tillader jeg mig at være mere selektiv.”
På den anden side har Donald Andersen hele tiden været godt i gang i et fag, hvor mange til tider kan risikere at bide negle i nærheden af telefonen.
“Der er i høj grad en vis sandhed i det med, at man som skuespiller venter ved telefonen. Nogle får aldrig noget, og nogle får rigtig meget. Og branchen fungerer lidt sådan, at hvis du er ude af syne, er du ude af sind. Jo mere du bliver brugt og er synlig, desto mere får du. Jeg har næsten altid arbejdet. Når jeg afsluttede en forestilling, vidste jeg ikke altid, hvad der skulle ske. Men når der så var gået et stykke tid, dukkede der noget op. Jeg har jo så bildt mig selv ind, at der var en mening med lortet. Jeg fik det også på et tidspunkt sådan, da jeg blev lidt ældre, at jo mere jeg greb ud efter tingene, desto længere væk gled de fra mig, og jo mere desperat virkede jeg.”
Abelyde i Rottefælden
Donald Andersen synes, hans eget cv ligner en rodebutik. Dog er revy et gennemgående træk med i alt 14 revyer. Senest i Hjørring hele den forløbne sommer.
“Jeg kom med i min første revy allerede i 1980 på Østergade Hotel i Aarhus, da jeg stadig gik på elevskolen. Der skulle dispensation til. Den første professionelle revy var Rottefælden. Her fik instruktør Morten Hovman en modig idé ud fra et rationale om, at jeg måtte være den første mørke mand i en dansk revy. I mit første nummer blev jeg sat til at gå ind på scenen med en bæltetaske med et par bananer i. Til at begynde med siger jeg et par ord og trækker så bananerne op, skræller den ene og spiser den og dernæst den anden,” forklarer Donald Andersen og fortsætter.
“Jo mere banan jeg spiser, desto mere opfører jeg mig som en abe. Mere og mere uregerlig a la en gorilla eller en chimpanse, og samtidig udtrykte jeg abelyde. Da jeg var færdig med at spise bananen, var jeg vendt tilbage fra at være en farlig abe og kunne tale igen, og så sluttede jeg af med at sige ‘så fik vi sat DET på plads’. På den led tog vi jo efter min mening brodden af det, hvis der sad nogle derude og syntes, det var mærkeligt, at her kom en sort mand. Det var en subtil og elegant måde at fortælle på, at nu var der ikke mere i den revy, der handlede om min hudfarve.”
Revyen har kontant afregning
Derefter kom Donald Andersen med i en stribe revyer i Hjørring, takket være Per Pallesen, der ringede i 1994.
“På en god dag kan jeg faktisk være skidemorsom. Tiltrækningen ved revy er en blanding af, at det er nu og her, og så er det musikalsk og handler om dynamik og timing i en leg med publikum på en ny måde hver aften. Tænk bare på, at du kan få lov til at skabe dig åndssvagt en hel sommer og få folk til at grine. Der findes ikke noget bedre i mine øjne,” forklarer Donald Andersen.
Men den kontante afregning kan også vende sig mod dig, hvis du står med et dårligt nummer:
“Jeg har da stået med nogle ting, hvor de ikke rigtigt fungerede. Hvis det er virkelig sølle, kan vi tage nummeret ud, men jeg har da også haft en vis stolthed ved at forsøge at få det til at fungere. Hvis noget slet og ret ikke fungerer, oplever jeg, at jeg bliver en virkelig dårlig skuespiller, simpelthen fordi jeg bliver utryg og usikker. Andre gange har jeg lagt salen ned. For eksempel med et trommenummer, som Vase og Fuglsang havde skrevet til mig. Jeg opfandt det så at sige sammen med dem. Jeg havde en trommestol, som jeg kom ind og satte mig på, og så opførte jeg mig, som om jeg havde et trommesæt foran mig. Stortrommen sagde ‘Pu’, og lilletrommen sagde ‘tin’ – og så stak det af med, at et slag på bækkenet sagde ‘Bush’, og vi havde også noget med ‘Fogh-Fogh-Fogh’ og ‘fuck-fuck-fuck’. Folk skreg bare af grin, og jeg havde en virkelig god kontakt med publikum. Når du hører, at publikum er med på den, så får den lige et ekstra ‘Bush-Bush-Bush’, selv om nummeret jo helst ikke ligefrem skal vare et kvarter.”
Det var tilbage i 2005, da Fogh var statsminister og Bush var amerikansk præsident.
Dramatiske Donald
Med tiden har Donald Andersen også brugt sine evner som både instruktør og underviser.
“Det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg har haft kompetente assistenter af forskellige slags. I 2014 på Hjørringrevyen forsøgte vi at gå i retning af poesi og galskab, hvilket er to af de ting, jeg bedst kan lide ved revy, og det gik holdet med på, og jeg synes, det lykkedes. Jeg har været heldigst med de nye udfordringer i Nordjylland, hvor jeg også fik mulighed for at instruere musicalforestillingen ‘Ain’t Misbehavin’’. Det var Peter Schrøder, der gav mig chancen. Først blev jeg spurgt, om jeg ville spille med, men det havde jeg prøvet på Folketeatret, så jeg spurgte, om ikke jeg kunne instruere. Jeg husker, at jeg egentlig sagde det lidt som en sjov impuls, men så fangede bordet. Så fandt vi et hold, og jeg fik lov til at forsøge mig. Tak til Peter Schrøder. Han tog mig alvorligt. Hvilket også rigtig mange andre har gjort gennem årene. Flere har fået mig til at udfordre det komiske talent med mere alvorlige og dramatiske udtryk. Og tak for det,” fortæller Donald Andersen og giver nogle eksempler:
“Scrooge i ‘Et Juleeventyr’ på Vendsyssel Teater. Macheath i ‘Laser og Pjalter’ på både Aarhus Teater og Vendsyssel Teater. Og en Robin Hood med dreadlocks på Folketeatret. Jacob Skomager i ‘Jeppe på Bjerget’. Det er bare få eksempler. Jeg følte mig set på en anden måde og havde savnet flere af den slags udfordringer. Men de kom og gjorde mig til en bedre og gladere skuespiller. Med flere facetter. Og jeg skulle da være et skarn, hvis jeg påstod, at jeg ikke gerne vil udfordres i flere alvorlige roller, her sent i karrieren.”
Underviser med egne øvelser
Under Troells Toya på Skuespillerakademiet har Donald Andersen også undervist unge i skuespil. Unge på deres vej mod scenekunstskolerne.
“Det har været skønt at give meget af det videre, jeg selv har lavet i så mange år. Jeg kunne selv beslutte, at jeg ville undervise i timing, dynamik og skuespil. Det var lige præcis det, jeg gerne ville give videre, fordi jeg synes, det er sindssygt vigtigt. Eleverne var vildt glade for det, så jeg opfandt mit eget system – mine egne øvelser,” forklarer Donald Andersen.
Skuespillerakademiet er desværre lukket i dag, men Donald Andersen håber at kunne bruge sin undervisning andre steder i fremtiden.
“Mit fokus var på at overholde host, pauser, blikretninger og replikker og ligesom illustrere, at der er musik i sproget og musik i kroppen. Når de helt unge først får færten af, hvad dynamik og timing er for noget, læner jeg mig glad og stolt tilbage og føler, jeg har gjort mit til at give stafetten videre.”
Kategorier: Arbejdsliv, Fra Sceneliv, Kollegaskab, Senior i DSF