Kort konflikt førte til markante forbedringer for musicalperformere
Dansk Skuespillerforbund og Det Ny Teater er blevet enige om en ny overenskomst, som medlemmerne har godkendt ved en ekstraordinær generalforsamling. Aftalen indeholder væsentlige forbedringer af både arbejdstid, fleksibilitet og sociale vilkår – og sætter en ny standard for musicalområdet.
”Som regel finder vi løsninger ved forhandlingsbordet alene, og derfor var det heller ikke med vores gode vilje, at vi greb til blokade. Men i denne situation blev det et nødvendigt vendepunkt, som gjorde det muligt at nå frem til en aftale, der både løser de aktuelle udfordringer og styrker samarbejdet fremover”, siger forperson i Dansk Skuespillerforbund, Benjamin Boe Rasmussen.
Prolongation halveret og arbejdstid fastlagt
To centrale temaer fyldte i forhandlingerne: prolongation og arbejdstid.
Prolongationsperioden – der mere mundret kendes som forlængelse af spilletiden, kunne i den tidligere overenskomst binde medlemmerne i op til 30 dage efter en forestillings ophør – Denne er nu forkortet til 14 dage, hvilket giver spillerne langt bedre mulighed for at tilrettelægge deres arbejdsliv.
Samtidig indføres klare rammer for arbejdstiden i prøveperioden op mod premieren. Her fastsættes en maksimal arbejdsuge på 37 timer, planlagt efter to faste modeller.
Modernisering af centrale vilkår
Den nye overenskomst indebærer også en række moderniseringer af de sociale ansættelsesvilkår.
Retten til løn under sygdom optjenes fremover løbende gennem hele ansættelsen i stedet for måned for måned. Barselsreglerne opdateres tilsvarende, så de følger principperne fra Søjle A og B. Samtidig forbedres pensionsvilkårene med en gradvis stigning fra 7,5 % til 10 % i 2028.
Samlet set er der tale om en aftale, der både forbedrer vilkårene her og nu og peger fremad for hele musicalområdet.
Styrket samarbejde efter konflikt
Selvom vejen til aftalen gik gennem konflikt, ser forbundet resultatet som et skridt fremad for samarbejdet.
”Blokaden bragte os ikke bare tilbage til forhandlingsbordet – den førte også til en løsning, som begge parter kan stå på mål for. Det giver et stærkere fundament for samarbejdet fremover. Samtidig vil jeg gerne kvittere for Det Ny Teaters vilje til udvikling”, siger Benjamin Boe Rasmussen.
Opbakning fra medlemmerne var afgørende
Forbundet fremhæver medlemmernes opbakning som en central faktor i forløbet.
”Både de medlemmer, der stod midt i konflikten, og dem, der bakkede op på afstand, har gjort en forskel. Den solidaritet er afgørende for, at vi som fagforbund kan flytte noget”, slutter Benjamin Boe Rasmussen.