Efter sag om ærekrænkelse: Youtube skal leve op til de samme regler som andre danske medier

Af Kristine Høeg  |   30. april 2026
En AI-video på Youtube beskrev skuespilleren Asger Reher som både alkoholiker og død, og efter Youtubes fodslæbende respons kalder Benjamin Boe nu på større krav til techgiganter og sociale medier. Foto: Markus Winkler
En AI-video på Youtube beskrev skuespilleren Asger Reher som både alkoholiker og død, og efter Youtubes fodslæbende respons kalder Benjamin Boe nu på større krav til techgiganter og sociale medier. Foto: Markus Winkler

En AI-video på Youtube beskrev skuespilleren Asger Reher som både alkoholiker og død, men det har taget Dansk Skuespillerforbund og Rettighedsalliancen to måneder at få techgiganten til at fjerne videoen. Nu kalder Benjamin Boe på, at politikerne vedtager de AI-regler, som ekspertudvalget har anbefalet – og at sociale medier skal leve op til samme regler som andre medier i Danmark.

Både Asger Reher og Benjamin Boe, forperson for skuespillerforbundet, blev dybt rystede, da de i februar så en AI-video på Youtube, hvor Asger Reher blev beskrevet som død efter et livslangt alkoholmisbrug. Den ene løgn tog den anden i videoen, der tydeligt var fremstillet med AI, var lagt op af en anonym profil.
“Det, Asger oplevede her, er forfærdeligt. Hans liv bliver på en måde stjålet fra ham med det ene formål at generere klik og tjene penge. Jeg kan virkelig godt forstå, at han reagerer som han gør og jeg er oprigtigt ked af, at han skulle det igennem,” siger Benjamin Boe og fortsætter:
“Jeg ser sagen her som endnu en Redditsag, og jeg tror, at det her med fake AI-indhold bliver fremtiden. Desværre er jeg også rimelig sikker på, at det ikke er tilfældigt, at det rammer vores medlemmer, danske politikere og fx musikere som nogle af de første – det er ansigter, som folk kender, og derfor er der penge i at opfinde historier om de her mennesker.”
Da Asger Reher havde opdaget videoen, kontaktede han forbundets jurister, der sammen med eksperterne hos Rettighedsalliancen gik i gang med at finde ud af, hvordan de kunne få fjernet videoen fra internettet.

Politikerne skal på banen
I første ombæring afviste Youtube at fjerne videoen, men til sidst lykkedes det at få flaget indholdet som ærekrænkende, og derefter blev videoen taget ned – men kun på den danske del af Youtube. En proces, der endte med at tage to måneder.
Hos Benjamin Boe understreger situationen, hvor vigtigt det er, at politikerne begynder at stille større krav til de udenlandske techgiganter, der tjener godt på det danske mediemarked:
“Som Asger sagde i Go’aften Live forleden, så kan du som enkeltperson ikke bare lige ringe til Youtube. Det er pisseirriterende, at de ikke svarer på henvendelser, for det her handler jo om retten til eget liv, og Asger har ret i, at der skal være nogen, der passer på os. Så politikerne er nødt til at komme med en løsning, og jeg ved, at de var i gang med det, da der blev udskrevet valg. Forbundet har heldigvis siddet med i det ekspertudvalg, der kom med en række anbefalinger til kulturministeriet om netop AI, og jeg håber og tror på, at der kommer ny lovgivning, når en ny regering er på plads.”
Men der er endnu et område, som forpersonen mener, at politikerne skal kigge på: Nemlig svartiden.

Større krav til techgiganter og sociale medier
“Jeg er ærgerlig over, at det har taget så lang tid til få Youtube til at trykke på delete-knappen, og jeg mener i den grad, at vi bør stille krav om responstid, når vi henvender om sådan en sag her. Hvis du er distributør af indhold på det danske mediemarked, så har du fanden gale mig også et ansvar for at tage det ned igen, hvis det ikke lever op til reglerne. Politiken kunne jo ikke bare skrive det her – de ville få en dom og skulle betale en bod. Youtube, Meta og alle de andre medier skal have samme krav. De vil gerne tjene penge på det danske marked, men de vil ikke indrette sig efter vores regler. Det er her, vi har brug for politikerne. Det bør være en kerneopgave for Christiansborg,” siger Benjamin Boe.
En vigtig partner i kampen mod techgiganterne og det falske AI-indhold er Rettighedsalliancen, som skuespillerforbundet samarbejdede med i denne sag:
“Rettighedsalliancen er kæmpe vigtig for både os og resten af branchen. De hjalp os i Redditsagen, og det bliver dem, der skal hjælpe os med de sager, som jeg frygter, fremtiden byder på. Ét er, at vi som forbund ofte selv kan løfte sager, men branchen som hele har brug for et sted, der samler ekspertisen på det her område. Derfor er det så vigtigt, at de har økonomien og mulighederne for at fortsætte,” forklarer Benjamin Boe.

Til toppen