“Jeg blev så gal i skralden, at jeg straks holdt op i dagpengesystemet”

Hun vil altid være dansepige. Men derfor har Susanne Breuning alligevel bredt sig til også at være skuespiller, koreograf og instruktør. Hendes ildhu og entusiasme er intakt, nu hun har rundet de 70 år, og ugeprogrammet stadig er fyldt til randen med alt fra børneteater til revy. Hvis det er trappevask, der kræves for at betale huslejen, er hun heller ikke for fin til det. Overblikket over det hele har hun i et gigantisk excelark.

Det med excelarket lærte hun på Aarhus Teater under produktionen af ‘A Chorus Line’. På den forestilling spillede og dansede hun Cassie både i Aarhus og København.
“Det var ikke mit job at styre planerne og på den led holde styr på, hvem der skulle bruges hvilke dage og hvornår, men hold da op, hvor jeg tog ved lære og er blevet god til selv at bruge det. Jeg er god til at flytte alle de små firkanter rundt og få sat det hele i system. Jeg tror, de evner stammer fra dansen, for der tæller man jo også til fire og otte,” siger Susanne Breuning.
Hun bor i et hyggeligt træhus i et villakvarter i Brønshøj, der ligger trukket let tilbage fra vejen. Med kringelkroge, udhuse, som bruges til lagerplads, og masser af plakater på væggene fra teater i gamle dage.
Susanne Breuning er datter af Jytte Breuning, der også var skuespiller, og hendes papfar var den legendariske Knud Pheiffer, der tilbage i 1940’erne og 1950’erne stod bag Fiffer-revyerne.
På flere måder faldt Susanne Breuning altså i gryden med showbusiness-blanding allerede som barn.

Begyndte som lårsvinger
Susanne Breuning debuterede i Rita Clair Balletten i Nykøbing Falster Revyen i sommeren 1967 og gik i efteråret til audition på ‘Annie Get Your Gun’. En gigantisk musicalproduktion på Falkoner Teatret med blandt andet Daimi, Dirch Passer, Lily Broberg og Ulf Pilgaard, med Preben Kaas som producent og instruktør.
“Jeg var kun 15 år og kom med som danser, selv om jeg selv opfattede mig selv som lårsvinger. Måske har Preben Kaas tænkt, at der var noget ved en Breuning, når jeg nu var Jyttes datter. Måske troede han, at han kunne bruge mit navn til noget. Jeg tror, at jeg blev valgt, fordi jeg så godt ud og havde lange ben, for der var virkelig mange gode dansere og balletdansere til audition,” fortæller Susanne Breuning og fortsætter:
“Omvendt så blev jeg udvalgt af Rikki Septimus. Han var i sin tid kommet til Danmark i forbindelse med, at han spillede Bernardo i ‘West Side Story’. Siden blev han hængende. Og hvorfor skulle han gå på kompromis med kvaliteten?”
På scenen var der mere end 100 mennesker inklusive Vedbæk Pigegarde, 20 korsangere, ti mandlige og ti kvindelige dansere. Og heste og elefanter.
“Det var ikke så lidt af en start i branchen. Septimus var en hård kaptajn, men på den baggrund fik jeg en meget stor disciplin. Han dansede selv med som Wild Horse i en fantastisk indianerdans. Nu da Septimus selv var med hver aften, var der ingen slinger i valsen. Havde det været i dag, var han næppe sluppet afsted med noget af det, han sagde. En dag råbte han for eksempel: ‘Get your fucking cunt out of the stage!’ Vi reagerede ikke på den slags dengang. Vi adlød bare.”

Fra danser til skuespiller
Efter flere år i revyen i Nykøbing Falster, Cirkusrevyen og et par turnéer med Det Danske Teater som danser i musicals kom hun til Aarhus Teater i 1973.
“Jeg er dansepige, og det vil jeg nok altid være, men i Aarhus blev der bygget ovenpå. Det begyndte med ‘No, No, Nanette’, og der kom flere forestillinger til. I foråret 1975 bankede jeg på hos Henrik Bering Liisberg, der var blevet chef i Aarhus, og som jeg kendte fra Det Danske Teater.”
Breuning havde fået nye ambitioner og spurgte:
“Jeg spekulerer lidt på, om jeg skulle prøve at læse til skuespiller?”
Bering Liisberg rynkede brynene en smule og svarede:
“Du kommer aldrig ind. Du har allerede lavet for meget. Jeg kan også garantere dig for, at du ikke kan indordne dig på skolen.”
“Nå, nå, da. Men han sagde, jeg skulle komme op på hans kontor igen næste dag, og der gav han mig et fantastisk tilbud. En toårskontrakt på teatret, hvor jeg stadig som hidtil skulle være dansepige. Meningen var så derudover, at jeg hen ad vejen ville få statistroller eller små roller med replikker, efterhånden som mulighederne opstod. På den led fik jeg mulighed for at snuse til skuespillerfaget.”

Fut i det med Foote
Allerede i 1976 fik Susanne Breuning et gennembrud, der gav genlyd ud over bygrænserne i Aarhus.
“I foråret blev Gene Nettles, der var en amerikansk koreograf, som havde slået sig ned i Danmark, tilbudt at sætte musicalen ‘Chicago’ op på Aarhus Teater. Hvorfor ikke i den forbindelse se, om han kunne få lov til at bruge den originale koreografi, som Bob Fosse netop havde sat op i USA? Det resulterede i, at vi fik Gene Foote til Danmark. Han havde været assistent for Bob Fosse. Oprindeligt skulle jeg spille den lidt mindre rolle som Go-to-Hell Kitty, og Ulla Henningsen var udset til at være hovedrollen Velma Kelly. Jeg tror, hun har sagt: ‘Det er jo en danserolle. Det kan jeg sgu ikke.’ Summa summarum var i hvert fald, at Gene Foote spurgte, hvem der så kunne.”
“Tja, hende dér,” sagde Henrik Bering Liisberg og pegede på Susanne Breuning.
“Derfra gik det stærkt. Ulla Henningsen fik min rolle, og jeg fik hendes. Danse kunne jeg jo godt, men synge? Det gik lige netop – med hjælp fra en masse fantastiske mennesker omkring mig. Og det hele endte i en gigantisk eksplosion, som jeg husker det. Det var helt sikkert med Gene Footes ankomst til Danmark, at jeg for alvor forvandlede mig fra lårsvingeren til den, jeg er i dag. Han er stadig med mig i alt, hvad jeg gør, så jeg er meget taknemmelig for mødet med ham. Det er, som om han sidder på min skulder hele tiden. I forhold til måden, jeg danser rent stilmæssigt, men også den humor, som altid er i brug, uanset hvad jeg arbejder med.”

Kvindelig hovedrolle i ‘Pippin’
På teatret i Aarhus vidste alle, at Breuning ikke var uddannet skuespiller. Og det var helt okay.
“Det var samtidig meget klart for mig, at jeg var bagud på point, så jeg skulle sateme slå ørerne ud. Jeg fik stor hjælp fra blandt andre Tove Wisborg, en af de ældre skuespillere, der havde været på turné med min mor i sin tid. Hun hjalp mig blandt andet med at få københavneren ud af mit sprog, så jeg talte pænere. Det blev næsten indimellem for pænt,” husker Susanne Breuning.
Gene Foote syntes, at de danske teaterfolk var fantastiske, så han kom igen året efter, hvor Breuning fik hovedrollen i ‘Pippin’, der også var en musical, som Bob Fosse instruerede ved urpremieren på Broadway i 1972.
Soloforestillinger
Der gik nogle år i karrieren, før Susanne Breuning i interviews begyndte at kalde sig skuespiller.
“Selvfølgelig er jeg skuespiller, for efterhånden har jeg jo lavet lige så meget teater som dans i en karriere, der har varet i 55 år indtil nu.”
Med tiden blev Breuning også koreograf og instruktør. Og så har hun skabt onewoman-shows om blandt andre den tyske sanger og skuespiller Marlene Dietrich og Bodil Steen, der var ikke så lidt af en humørbombe på danske revy- og teaterscener i 1940’erne og 1950’erne.
“I 1995 blev jeg kontaktet af Torben Sigersted, der foreslog, at jeg lavede en forestilling om Bodil Steen, og det blev til ‘Med paryk og vanter’, som jeg har opført mere end 100 gange. Hun havde et liv, hvor hun gik til makronerne, og mange af hendes sange er fantastiske. For eksempel ‘To nye tænder’, ‘Vardes vilde liv’ og ‘Den blå elefant’. Historien om Bodil Steen er en historie om op- og nedture. Jeg kendte hende selv, fra jeg var lille. Man kan godt sammenligne Steen med Liva Weel, selv om Bodil Steen var frækkere. Hun havde mange mænd. Blandt andet også i en periode min papfar Knud Pheiffer, men det var før min mor kom til. Når hun var på turné, kunne hun for eksempel godt sige: ‘Nå, er der nogen, der kan skaffe mig en herre i aften?’ eller: ‘Er der en herre i salonen, man kan bruge til noget?’.”

Mængder af energi
Susanne Breuning er født med en vældig energi. At sidde og vente ved telefonen har aldrig været hende.
“Jeg ved jo ikke, hvad andre gør. Men da jeg dansede hver aften i Cirkusrevyen i 1971, begyndte jeg klokken syv om morgenen med at gøre rent på Lersø Park Allés plejehjem, og derefter serverede jeg på Restaurant Nybo på Bakken. Når jeg så var færdig omkring klokken 19, gik jeg over i revyen og dansede. Da jeg var med i revyen i Nykøbing i 1969, var jeg natportier på Industrihotellet og morgenservitrice på Hotel Nørrevang i Marielyst. Hvis jeg mangler penge, gør jeg et eller andet – finder på noget!”
Sådan er Breuning bare indrettet. Hun ved godt, det er et kontroversielt emne: dagpengesystemet! Det er ifølge hende godt, det er der, men hun har svært ved, at nogen skal bestemme over hende.
“Allerførst var jeg medlem af Artistforbundet, hvor jeg kan huske, vi stod i kø nede på Vesterbrogade. Vi kaldte os selv for ‘trappeartister’. Senere skulle man være medlem af FTFa. På et tidspunkt, hvor jeg havde tre måneder ledigt, gik jeg op til damen bag skranken, der spurgte mig: ‘Hvad er du uddannet som?’ Jamen øh, jeg gik ud af syvende klasse. ‘Så må vi efteruddanne dig,’ lød det. Men om tre måneder har jeg kontrakter et år frem i tiden, indvendte jeg. Det var ligegyldigt for hende. Jeg blev så gal i skralden, at jeg straks holdt op i dagpengesystemet. Tænk at nogen kunne sige sådan.”

Assistent til instruktøren
Breuning vil have lov til at tage de job, hun har lyst til. Uden indblanding. Er det som koreograf på en børneforestilling et sted med en meget lille løn, så er det sådan, det er. Og er det som resident director, er det sådan, det er. Og det var det i 2000 og nogle år frem.
“Resident director er den instruktør, der i spilleperioden tager over fra den oprindelige instruktør. Det skete på ‘Phantom of the Opera’, ‘Cats’ og ‘Mamma Mia!’. I spilleperioden er der flere skuespillere, der skal lære rollerne, så de kan træde til i tilfælde af sygdom, og samtidig skal man sørge for, at forestillingen ikke ændrer sig. Det er blandt andet her, excelarket kommer ind,” siger Breuning.
På Det Ny Teater mødte hun så kapelmester Peder Kragerup, der var med på ‘Cats’. Han pegede på, at man i Tivoli stod og manglede en konferencier til forestillingerne på Plænen.
“Den stilling søgte jeg og fik den. Det var lidt nervepirrende at stå foran Tivolis Big Band, men det job havde jeg i mange år, og det har siden bragt mig videre i forlystelsesparken, hvor jeg har haft adskillige instruktørjobs. Vildest var det nok i 2005, året for H.C. Andersens fødsel, hvor jeg hjalp en amerikaner med et show, hvor kæmpedukker skulle føres gennem parken. Vi kunne først øve klokken halv et om natten, når parken var lukket. Det var magisk! Nogle af dukkerne var seks meter høje. Vi gik fra Koncertsalen, rundt om springvandet, ned til Plænen. Det var megaflot og helt specielt.”
Siden er Breuning blevet Rasmus Klumps “mor”. Hun har skrevet alle forestillinger til Rasmus Klump-figuren og Pingo og Flora, der spiller en gartner i Tivoli, og instrueret og koreograferet dem.

Børneteater er rock’n’roll
Bente Eskesen og Susanne Breuning har hængt sammen siden 1975 på Aarhus Teater, og i adskillige år var hun med i Bente Eskesens Dragsholm-revyer. Ganske ofte er de to også på landevejen med mindre forestillinger, hvor der skal pukles igennem for at få det hele til at hænge sammen.
Blandt andet ‘Julefis med Trille og Tralle’, hvor de begge spiller nisser.
“Jeg synes, det hårdeste er børneteater, pyha! For det første skal du meget tidligt op og køre et godt stykke væk. Og så skal du bære hele din dekoration ind og stille op. Derefter kommer forestillingen for ungerne. Vi sidder jo ikke på vores flade og læser eventyr fra en bog. Vi farer rundt, og det er ren rock’n’roll,” siger Susanne Breuning.
Det er hårdt at spille børneteater, men det er også skidehamrende sjovt. Breuning vil langt hellere optræde, end hun vil inkassere sin folkepension og sidde stille derhjemme, selv om hun har alderen til det.
“Når vi er færdige og har krammet alle børnene og sagt ‘god jul’, skal vi pille alt ned igen og bære det ud i bilen og nogle gange køre til en anden by og spille en helt anden forestilling.”

Bare bryster og alkohol
Selv om hun er vokset op i en tid, hvor man siger, at kvinder let kunne blive ofre for #MeToo, har Breuning ikke lidt overlast. Det var værre med de bare bryster, hun med vilje lod fotografere.
“Vi levede mildt sagt i en anden tid dengang. I en af mine scrapbøger har jeg et interview med mig selv fra en avis, hvor jeg er fotograferet under en dyne, men hvor mine bryster stikker halvvejs op over dynekanten. Jeg skænkede ikke den slags en tanke som ung. Jeg var også med i en stjernetegnsfilm, ‘I tvillingernes tegn’. Selv om jeg spiller en af de såkaldt uskyldige piger i filmen, ligger jeg dog i en seng og sutter på en slikkepind med bare bryster. Så en vis antydning af noget frækt var der jo,” siger Susanne Breuning og fortsætter:
“Min gode ven, kostumier Keld Holm, havde speciale i at lave kostumer til stripperne på de forskellige stripklubber. De skulle jo have tøj på, før de kunne tage det af. Det samme gjaldt filmene. Han syntes, jeg var en pjatterøv, hvis man sagde, at det ville man ikke, så jeg sagde ja til filmen. At vise sin bare røv og sine bryster var jo for intet at regne i 1970’erne. Det var mere underligt, hvis man sagde nej. Det er først sidenhen, jeg tænkte, at det nok ikke var så smart alligevel. Det værste er, at fotos fra filmen stadig er i omløb og fra tid til anden dukker op.”

Og hvad med #MeToo?
“Jeg synes ikke, jeg har været offer for #MeToo, eller også har jeg bare ikke opfattet det, da det skete. Eller jeg har sagt ‘Tak skal du have’ eller ‘Det kan du godt glemme’, hvis jeg er blevet komplimenteret for flotte ben eller den slags. Nu kan man jo også sige, at jeg allerede havde luftet mine bryster på film, og så var de måske mindre spændende.”
Breuning kunne godt nogle gange se på sin mor, at det var hårdt at være i teatrets verden.
“Min mor havde også jobs ved siden af. Som nattevagt på plejehjem eller hos en frisør eller som suffløse. Den generation fik temmelig meget inden for vesten, når det gjaldt alkohol. Min mor drak ikke mere end de andre, og hun var ikke alkoholiker, men der røg noget ned, når de var ude. Og de havde det sjovt. Men som barn og ung syntes jeg ikke, de var sjove,” siger Susanne Breuning.

Visse begrænsninger
Susanne Breuning er ikke holdt op med at danse. Én gang danser – altid danser. I 1997 blev hun i forestillingen ‘Matador – The Musical’ som 55-årig spurgt, om ikke hun ville danse med i koret – ud over at spille rollerne som Gitte Graa, Frøken Jørgensen og Minna. Og det gjorde hun, og hun ville gøre det igen den dag i dag, for hun har fået to nye hofter.
Breuning må dog erkende, at hun har andre begrænsninger.
“Jeg er ikke særlig god til for eksempel at improvisere. Da jeg engang på CaféTeatret spillede ‘Festen slutter klokken 24.30’, havde man lavet en aftale med Ekstra Bladet om, at jeg hver aften ringede til redaktionen og fik læst næste dags forsideoverskrift op.
Publikum var på medhør, og så skulle vi spillere improvisere videre. Bare tanken om, at nogen skulle opdage, at jeg personligt var uvidende om noget politisk eller andet, syntes jeg var virkelig grænseoverskridende, og jeg kom da også til kort indimellem.”
Fremtiden er fyldt med spændende opgaver. Breuning skal spille med i ‘Mød mig på Cassiopeia’, der bliver den første forestilling i Stevns Sommerspil på Gjorslev Slot i år, og turnere i ‘Mordets Melodi’ næste år.