“Jeg har fået lov til at prøve ting, som jeg slet ikke havde regnet med”

Katrine Jensenius blev skuespiller uden at få en uddannelse. Livet i diverse teatergrupper i 1970’erne overhalede mere konventionelle planer, og hun fortryder ikke sin skæbne, der har budt på et alsidigt liv som skuespiller. Står det til hende selv, er hun langt fra færdig med at optræde.

Hun kunne godt lide at optræde som barn, Katrine Jensenius. Heller ikke hvis der skulle synges en sang, var hun sky af sig. Det var dog først som teenager, hun for alvor zoomede ind på skuespillet.
“Som 17-årig var jeg au pair i England, og da jeg kom hjem, lå det fast for mig, at jeg gerne ville være skuespiller. Derfor tog jeg på Ryslinge Højskole, hvor de havde en teaterlinje, og blev der endnu mere tændt på det. Kort efter flyttede jeg ind i Sofiegården på Christianshavn. Jeg gik faktisk og læste hos en skuespiller og var fast besluttet på at gå den slagne vej, til optagelsesprøve. Men så kom livet buldrende. Der var utrolig meget gang i den i Sofiegården. Først kom jeg med i noget gadeteater, og jeg blev også optaget på Studenterscenen, men jeg fik dog ikke noget at lave dér. Men via den scene kom jeg ind i nogle andre grupper, og senere kom jeg i mesterlære hos Jytte Abildstrøm på Riddersalen.”
Den eneste gang Jensenius har arbejdet på et traditionelt teater var i ‘Pippi Langstrømpe’ på Det Ny Teater i teatersæsonen 1966-1967, hvor Preben Kaas instruerede.
“Daimi havde den forrygende hovedrolle i en ret fed forestilling med jazzet musik. Halfdan Rasmussen havde skrevet sangteksterne. Jeg spillede forskellige børn og indfødte. Vi der spillede børn blev smurt ind i soja, og det var vel en slags blackfacing. Christoffer Bro spillede Tommy, og Christiane Rohde var Annika. Karl Stegger var Pippis far.”

Talte på den rigtige måde
I de første år blev det blandt andet til gadeteater ud fra en kælder ved siden af synagogen i Krystalgade, men senere også med udgangspunkt i Boom-In i Farvergade, hvor også en tidlig udgave af Gasolin’ spillede koncerter. Katrine Jensenius og bassist Willi Jønsson var kærester og danner stadig par i dag.
“Det var teater med musikere og wannabe-skuespillere som mig selv. Vi skrev selv teksterne, og en masse forskellige orkestre – blandt andre Gasolin’ – spillede til. Jeg tvivler på, vi fik løn dengang, så jeg arbejdede i forskellige praktiske job. For eksempel på Carlsberg eller med at sætte kartotekskort i kasser på biblioteket på Lærerskolen.”
Franz Ernst kom på Boom-In, og Gasolin’ havde ikke lavet plader endnu.
“Ernst var vild med musikkens rå lyd, og han skulle lave en film, der hed ‘Ang. Lone’. Den var ret epokegørende, for Danmark var ikke inde i en god filmperiode på det tidspunkt med mange folkekomedier om prinsesser og grever. Gasolin’ blev bedt om at lave musikken, og det gav dem et skub, selv om det stadig var med tekster på engelsk. Ernst spurgte mig så, om jeg ville have rollen som Lones veninde. Det var ikke en stor rolle, men jeg skulle være kæreste med Kim Larsen. Dengang var der ikke noget, der hed casting. Man blev spurgt, og så var det bare knald eller fald. Mange år senere spurgte jeg Franz Ernst, hvorfor han valgte Kim og mig. Vi var jo totalt uprøvede. Han sagde, at han kunne lide den måde, vi talte på. Han havde set os til gadeteater. Han sagde, at vi talte et sprog, som man talte på gaden.”
I filmen er der en berømt og berygtet scene, hvor Katrine Jensenius skulle udføre en abort på Lone.
“Det var meget voldsomt. Jeg tænkte, at det lod de nok en anden gøre, men der var kun standin for Pernille Kløvedal. Jeg tror, det var en pornomodel. De var ellers meget opmærksomme på at tage hensyn til mig, for alle blev smidt ud af studiet. Men stemningen over at sidde med en anden kvindes skød åbent var anspændt, selv om vi snød, og der blev klippet.”

Blodig gadeforestilling
Jensenius gjorde selv meget for at erhverve sig kompetencer, hun kunne bruge som skuespiller.
“Som ikke-uddannet skuespiller var det usædvanligt at få så meget at lave inden for film og tv. Og det var på grund af min første film. Men jeg har måttet betale mig til meget. Sangundervisning og den slags ting. Kurser på forbundet. Især med stemme og sang. Det var, fordi jeg havde bøvl med min stemme, så jeg blev sendt ud på taleinstituttet i Hellerup, hvor de sagde ‘du kan godt opgive at være skuespiller’. Jeg havde en meget hæs stemme og knuder på stemmebåndet. Men det fik jeg rettet op på med undervisning,” fortæller Katrine Jensenius.
Ret hurtigt blev hun varm på at få arbejde hos Jytte Abildstrøm.
“Jeg havde hørt Jytte sige noget i den her retning i fjernsynet: ‘Apropos grønkål, jeg kan en sang om en ørn!’. Det var så absurd morsomt, at jeg tænkte, at hende ville jeg fandeme gerne arbejde sammen med. Så fedtede jeg mig ind hos Paul Valjean, en danser der var ansat hos Jytte, og han fik mig derud. Først var jeg med i en gadeteaterforestilling på Vor Frue Plads, hvor jeg skulle stikke rekvisitter op gennem scenegulvet. Vi kravlede rundt under scenen, hvor jeg fik søm i hovedet. Til allersidst var jeg med i en dans, og jeg havde slet ikke opdaget, at jeg var helt blodig. Jytte gemte bagefter manuskriptet med sved og blod på siderne.”

Lærte af Abildstrøm
Årene hos Jytte Abildstrøm er Katrine Jensenius taknemmelig for.
“Jeg fik lov til rigtig meget. Både at skrive, instruere og lave mine helt egne børneforestillinger. Jeg lavede både gadeteater, børneteater og voksenteater derude. Vi skulle blandt andet lave et stykke, der hed ‘Jorden rundt på gulvet’ med Peter Larsen. Det var spændende, men Jytte Abildstrøm havde selv fået den bedste rolle. Jeg forsøgte mig ved at sige ‘Jytte, det er pudsigt, som du har fået alle de sjove replikker’. Hun sagde bare ‘I kan jo bare købe jeres eget teater’. Det grinede jeg meget af,” fortæller Katrine Jensenius og fortsætter:
“Vi havde også Daimi med i en del år, hvor hun også blev interesseret i børneteater. Jeg tror, hun var træt af at være så hypet, så hun rykkede ud hos Jytte. Og så var hun sangerinde ved siden af. Vi tog blandt andet Daimi med på en forestilling, hvor hun bare ville være tekniker. Pedellen kiggede og kiggede. Til sidst sagde han ‘det er utroligt, som du ligner Daimi’. Så sagde hun ’jeg ved det godt, men Daimi er meget tykkere!’. Hos Jytte lavede vi ofte forestillinger uden instruktør. Det var faktisk lidt kaotisk, når jeg tænker tilbage på det. Men også dejligt anarkistisk. Mange syntes, teatret hos Jytte var udansk. Elsa Gress tog udenlandske avantgardekunstnere med ud og så forestillinger, fordi det var så weird. Hun havde en fantastisk styrke og selvtillid og gåpåmod. Abildstrøm var en ildsjæl. Hun gennemførte altid de ting, hun satte sig for.”

John Mogensen genoplivet
Katrine Jensenius var også med til at etablere en teatergruppe ved navn Natholdet. Det var både politisk, poetisk og morsomt.
“Vi var også i Aarhus, hvor vi lånte Svalegangens huse og teater. Der opførte vi ‘Kom som du er’, der senere blev filmatiseret til tv af Gert Fredholm.”
Jensenius kunne godt mærke, at tv ofte førte andre job med sig. Men det var nu alligevel noget helt andet, der gav genlyd i årevis.
“Erik Thygesen og Jakob Christensen lavede en forestilling, der hed ‘Så længe mit hjerte slår’ om John Mogensen. Jeg var med i den. Vi var faktisk de første, der gav ham en revival – allerede i 1984 og 1985. I begyndelsen syntes jeg selv, at John Mogensen var en tand for corny. Men Erik Thygesen, tidligere journalist fra DR, mente, at han faktisk var en af de første, der lavede sine egne danske sange, på et tidspunkt da alle andre lavede coverversioner. Han sagde, at sangene var som historier eller noveller. ‘De har et standpunkt, de er politiske, og han har fandeme noget på hjerte’, sagde Thygesen – ‘og desuden havde Benny Holst og Delta Blues Band sagt ja’,” husker Jensenius og fortsætter:
“Forestillingen foregik på et værtshus med opretstående klaver, billardbord, to borde og en bardisk. Et døgn på et standardværtshus. Troels sad ved klaveret, og Preben Feddersen og Søren Engel var stamgæster. Benny, jeg og Jytte Pilloni havde hele tiden skiftende roller. John Mogensen kom væltende ind gennem lokumsvinduet. Værtshuset var hans andet hjem. Scenerne var lavet ud fra de forskellige sange.”

Min egen scene
Holdet af sangere og skuespillere spillede i det teater, der hed Københavneren, på Nørrebrogade. I dag hedder det Blågårds Teater.
“Vi troede, vi skulle spille i tre uger, men der var fyldt fra første dag. Vi blev sendt på turné, selv om vi troede, vi kun var et københavnsk fænomen. Men for eksempel i Randers var der en mand, der sagde ‘jeg ved, hvor det værtshus ligger’. Alle kendte sådan et værtshus. Vi endte med at spille stykket i en periode på tolv år. Niels-Bo Valbro fra Privatteateret kom ind over. Vi var ude hvert andet år og turnerede Danmark rundt,” husker Katrine Jensenius.
“Der var udsolgt overalt. Niels-Bo sørgede for, at vi fik en ordentlig hyre. Når vi kom hjem, spillede vi en uge inde hos ham. Det var sjovt at være med til, fordi stykket også senere blev opført som amatørerforestilling.”
På film har Jensenius ikke spillet hovedroller, men det har hun på scenen.
“Jeg har kun været med i forestillinger, hvor jeg selv har været en del af at skabe som uropførelser. Jeg har på den anden side aldrig spillet Tjekhov, så jeg er ikke en traditionel skuespiller. Men så klarer man sig med støtte fra instruktøren. Og jeg har altid haft en ret god intuition og er god til at være nærværende. Det skal man være som skuespiller. Frem for teknik har jeg nok klaret mig på følelserne og intuitionen. Jeg har ikke følt mig utryg. Action is reaction. Jeg fik min egen scene kørende og havde et liv uden for det Gasolin’, der ellers fyldte meget op gennem 1970’erne.”

Nanas mor i godt manuskript
Hun var begyndt at blive brugt i en del DR-produktioner, da Jensenius i 1987 kom med i tv-serien ‘Nana’, der er blevet en evergreen. For nylig er den endda blevet digitalt restaureret.
“Da jeg lavede en lille børnefilm med Anette Pilmark, fortalte hun, at de skulle lave en serie samme efterår om en lille pige, der skulle begynde i skole. Havde jeg lyst til at spille moren? Jesper Christensen skulle være faren, og han var rimelig meget i vælten som karakterskuespiller på det tidspunkt, og han var min gamle kammerat fra Sofiegården, så det ville da være det fedeste. Han fortalte senere, at da han læste manuskriptet, var han bare solgt med det samme,” husker Jensenius og siger videre:
“Da jeg læste manuskriptet, var jeg også fuldstændig blæst bagover. Jeg læste det op for Wili og min søn, Oscar, og jeg sad og klukkede hele vejen. Det var så godt skrevet og godt tænkt. Per Schultz, chef for B&U-afdelingen, var kæreste med Anette Pilmark, og han bevægede sig suverænt i børnehøjde. Han er i god kontakt med børnene, de tager tingene for pålydende. Appelsinscenen er et godt eksempel. Der er hele tiden to planer. Børn forstår serien på deres plan, og de voksne forstår samtidig på deres egen facon. Og så er der de her scener, hvor Nana forestiller sig, hvordan det var, da hendes far var barn. De kaldte ham også ‘far’ dengang,” siger Katrine Jensenius.

Børn på settet
Jesper og Barbara Topsøe-Rothenborg var hovedpersonerne, så de var allerede gået i gang, da Jensenius skulle lave sine første scener.
“I dag kan Barbara ikke huske, at hun var lidt afmålt over for mig. Hun sagde ‘du er jo ikke min rigtige mor’, og så røg det ud af mig ‘aj, det ved jeg da godt’. Og hun fortsatte ‘ja, for jeg har jo min rigtige mor, som jeg bedre kan lide’. Så sagde jeg ‘jeg har også mit rigtige barn, som jeg bedre kan lide’. Så vi krydsede altså klinger, men vi blev hurtigt gode venner, da hun først blev sikker på, at jeg ikke ville prøve at adoptere hende.”
Anette Pilmark havde lavet en tv-serie, der hed ‘Ludo’ med Terese Damsholt og Lars Knutzon.
“Hun havde instrueret børnene virkelig godt. Hun sagde ‘det er ikke så svært at instruere børn, for børn instruerer også hinanden, når de leger’. De spiller roller, når de leger. Nanna og jeg skulle på et tidspunkt lave en scene, hvor vi bager julekager. Så snakker vi om, hvad man ønsker sig. Så skal hun sige ‘nu er det jo ikke kun for gavernes skyld, at vi holder jul’. Og der stod hun af. Det syntes hun var noget bøvl at skulle sige. Anette måtte forklare, at nu var hun begyndt i skolen, så hun ville gerne belære sin mor om Jesus, fordi hun er blevet lidt klogere. Så gik hun med til det, selv om hun selv syntes, vi holdt jul for gavernes skyld.”

Overraskende undervisning
Katrine Jensenius medgiver, at det kunne have været sjovt at spille klassisk teater.
“Jeg synes dog ikke, jeg har savnet det. Jeg valgte jo selv, hvilken vej jeg gik. Jeg beklagede mig lidt til min storesøster, der sagde ‘men det er jo den vej, du har valgt, og se lige, hvor sjovt du har det’. Jeg fik også altid mindre roller i tv-ting, men jeg er med i usædvanligt meget,” siger hun og fortsætter:
“Jeg har været fortvivlet et par gange, men så var der nogen, der i stedet opfordrede mig til at undervise. Min ven Ulrik Krenchel var flyttet til Bornholm. Han var pædagoguddannet og lavede drama derovre. Han lavede nogle vidunderlige forestillinger med folk med Downs syndrom, og han sagde ‘du skal undervise’. ‘Men det kan jeg jo ikke’ røg det ud af mig. Men så læste jeg nogle bøger om undervisning og improvisation og henvendte mig på teknisk skole i Julius Thomsen Gade på Frederiksberg. ‘Drama på Teknisk Skole? Det har vi sgu aldrig haft før’. Jeg talte godt for min syge moster og sagde ‘de skal jo ikke være skuespillere, men det kan være godt til selvudvikling’. ‘Okay, vi kigger på det’ sagde han. To dage efter lå der en kontrakt i posten. Jeg ringede til ham, og så sagde han ‘jamen, var det ikke det, du ville?’. Undervisningen var virkelig en glædelig overraskelse for mig. Jeg fik så meget respons. Min store skræk var at sidde med 16-årige drenge, der var tvunget til at være til stede. Men de her drenge fra 16 til 25 år var meget interesserede, og jeg havde lavet en god plan.”
Derefter underviste hun i seks år.

Færdig med teater
Jensenius spiller ikke teater længere, men hun vil meget gerne lave film og tv.
“Jeg sluttede for godt og vel fem år siden med min makker, Kirsten Breum, nede i vores eget lille teater, Styrmand Volters Teater. Det var børneteater til festivalerne. Kontakten til børnene var ellers det suveræne ved det. De ved jo ikke, at det er teater, så den fjerde væg er der ikke for dem. De blander sig derfor gerne i stykket. Engang var der en dreng, der havde så meget på hjerte, at han afbrød os flere gange. Så sagde vi ‘fortæl os det bagefter, for nu begynder teateret, og så er det os, der taler’. Det kunne han godt forstå. Men der kommer altid nogle udbrud. For eksempel ‘min mor har fået ny støvsuger’,” siger Katrine Jensenius.
Sammenlagt har hun været glad for sit skuespillerliv.
“Jeg synes, jeg har været heldig og har fået nogle overraskelser. Jeg har fået lov til at prøve ting, som jeg slet ikke havde regnet med. Derfor har drømmen om det etablerede teater ikke været så stor. Jeg var heldig at være ung i den styrvolter-tid, hvor det hele var meget eksperimenterende. For mig ligger det hele i udførelsen og kammeratskabet. Det er samtidig vigtigt at være sammen med nogen, jeg kan stole på. Jeg tror ikke, jeg ville have fungeret så godt på et etableret teater på det tidspunkt. Så havde jeg måske skullet indordne mig under en instruktør med et stort ego.”
I stedet blev det noget politisk i 1970’erne.
“Jeg var totalt socialist. I Sofiegården var der nogle, der var meget firkantede ude på venstrefløjen, nogle var hippier, nogle var rock and rollere. Vi var ikke bevidst partipolitiske, men vi stemte selvfølgelig til venstre.”