“Lidt intern sjov på scenen kunne der godt være”

Betty Glosted har spillet og sunget sit hjerte ud på teaterscener over hele landet siden slutningen af 1970’erne. Og hun gør det stadig, for den flotte stemme holder. Musicalforestillinger som ‘Annie Get Your Gun’, ‘West Side Story’ og ‘Tell Me on a Sunday’ er en del af hendes fortælling.

Hun har været en meget tydelig skikkelse i teaterlandskabet gennem tiderne, Betty Glosted. Både i Aarhus, på Odense Teater og på flere københavnske teatre. Og hun er langt fra færdig med at være det. Men hun erklærede pause i teatersæsonen 2024-2025 af en helt særlig grund.
“Jeg sagde nej, fordi jeg er blevet fuldtidshundemor! Jeg kunne simpelthen ikke se mig selv pendle frem og tilbage mellem Nyborg og København med en hvalp. Men jeg er selvfølgelig beæret over at være blevet spurgt om både musical og revy – i min alder,” siger Glosted.
Hun griner lidt af sin beslutning, inden hun fortsætter i et mere alvorligt leje:
“Jeg har altid haft hund. Min gamle hund, Tikka, måtte aflives sidste sommer på grund af sygdom. Jeg skulle til København for at lave ‘Genboerne’ på ­Regensen og bagefter ‘Som i himlen’ på Det Kongelige, så Tikka slap for at være alene hjemme. Jeg tænkte ‘aldrig mere hund’. Men så kom jeg hjem fra København, og der var lidt stille. Så sagde nogle venner ‘se lige denne her, Betty’. Det var nogle små golden retrievere. Jeg fik lidt betænkningstid, men det kan man ikke, når man ser sådan en lille hvalp. ‘Ja tak, det vil jeg gerne!’. Nu er han et år. Men stadig for lille til at blive omplaceret i så lang tid. Så nu får jeg ham på plads i det her år, og så skal jeg i gang igen.”
Glosted er født i Odense, vokset op i Langeskov mellem Odense og Nyborg og bor i dag i Nyborg.

Fra opera til skuespil
Smagen for skuespil fik hun på Ryslinge Højskole.
“Vi har altid spillet og sunget i mit barndomshjem, så egentlig tog jeg på højskole for at spille musik. Min mor var en cirkusakrobat fra Holland, som rejste rundt med et spansk cirkus. I Danmark mødte hun så min far. Han havde en cykelforretning, og hun skulle have en ny cykel. Resultatet var, at hun forlod ­cirkusverdenen og blev. Og ikke så længe efter kom jeg til verden. Min far var handelsmand og spillede meget musik. Harmonika og klaver og violin,” fortæller Betty Glosted.
På Ryslinge Højskole mødte hun Lone Brink, der blev hendes mentor, og som førte Glosted op til musikkonservatoriet i Odense. Ryslinge Højskole gav dengang point til at komme ind på børnehaveseminariet, hvilket Glosted oprindeligt gerne ville, men da først hun kom i gang med det kunstneriske, tog det hele en gevaldig drejning i den retning.
“Forinden havde jeg været med i Nyborg Voldsspil, hvor jeg spillede Annie i ‘Annie Get Your Gun’. Det stod skrevet i stjernerne, at jeg skulle være ­operasanger, men jeg ville hellere være skuespiller. Som 18-årig og som eneste sangelev på konserva­toriet med kun én time om ugen i mit hovedfag – og alt andet var teori – kedede jeg mig og var måske nok lidt umoden. Eller ikke dedikeret nok. Jeg ville bare så gerne synge. Efter et år sprang jeg så fra og søgte optagelse på skuespillerskolen i Odense, hvor jeg ikke kom ind, og derefter gik jeg videre til Aarhus, hvor jeg kom ind, og det var i 1976. Jeg har aldrig fortrudt.”

Et fag du skal knuselske
Inden hun var færdig med skuespillerskolen, fik Betty Glosted en hovedrolle.
“Jeg var stadig tredjeårselev, da jeg var med i ‘West Side Story’. De tre år på skolen var en fantastisk tid. Jeg synes virkelig, jeg lærte noget.”
På hendes hold var Jens Arentzen, Hanne Steensgaard, Jytte Maagaard, Ingvar Frydkjær og John Schelde. De fleste er ikke fortsat længe som skuespillere.
“Da jeg var ung skuespiller, sagde jeg til mig selv, at hvis det ikke lykkedes i faget, så ville jeg lave noget helt andet. Jeg gad ikke blive en sur, gammel kælling. Men jeg har været utrolig heldig og privilegeret og er aldrig nået dertil. Men at være skuespiller er virkelig et fag, du skal knuselske for at være i det, og selv om du gør det, kan du såmænd godt falde ud af det undervejs.”

Ekstraforestillinger på barBQ
På Aarhus Teater var Glosted med i rundt regnet en musical om året. Mange af de andre roller var i stykker af så forskellige dramatikere som Shakespeare, Strindberg, Fassbinder, Tjekhov, Molière og Holberg.
“Det var også store roller. Som skuespiller er du uddannet med et håndværk. I den forbindelse er det så spændende at finde ud af, hvordan man skal gribe en rolle an. Uanset om det er en musical eller Fassbinder, er det vigtigt at finde ud af, hvad figuren er for en person. Det står ikke altid i replikkerne – men i underteksten. Jeg er altid gået efter mine følelser og min intuition. Jeg har ikke brugt teknikker, men har i stedet brugt mig selv.”
Efter de store roller kørte ­adrenalinet, så det blev også til mange optrædener på steder som Jacob’s barBQ sent om aftenen.
For eksempel med Preben Kris­tensen.
“Der har vi underholdt med mange gange på de små kabareter. Fyret den af og så var man først hjemme klokken et eller to om natten – og så var det videre til prøver næste dag. Man kan ikke bare gå hjem og sove efter de helt store forestillinger.”

Rollen der sled
Glosted synes, hun har haft en god balance mellem livet ved siden af teatret og så det store teaterdyr, der godt kan sluge skuespillere, hvis ikke man passer på.
“Det lyder floskelagtigt at sige ‘bare vær i nuet’. Men hvad vil det sige at være i nuet? Jeg er én enkelt gang blevet fortæret af en forestilling. Det var ret ubehageligt. Det var ‘Maratondansen’ i 1986, hvor jeg spillede hovedrollen. Sat i scene af Hans Rosenquist. Den rolle åd mig, for den var forfærdelig rent psykisk. Om morgenen efter forestillingerne vågnede jeg op og var ked af det. Stykket foregår i 1920’erne, og jeg var den her unge pige. De havde ingen penge, men hvis de kunne danse i en hel uge, kunne de vinde en stor sum penge,” siger Betty Glosted og fortsætter:
“Pigen kom til at danse med en tilfældig fyr, og de blev mere og mere indgroede i hinanden, talte mens de dansede, holdt hinanden oppe. Det var jo virkelighed for nogle. På et tidspunkt kan hun ikke mere og beder ham om at skyde hende, fordi hun føler sig misbrugt af livet. To tilfældige mennesker. Han ukuelig optimist og hun desillusioneret til døden. Den død, det hele ender med. Jeg ringede til Hans Rosenquist og sagde, at jeg blev mere og mere deprimeret, jo mere jeg spillede. Så sagde han ‘jamen, du spiller hende heller ikke mere. Du er hende’. Nå, tak for det. Jeg var ikke ret gammel, men jeg stod det igennem, og så holdt fortrædelighederne heldigvis op. Jeg har heller aldrig været ude for noget lignende siden.”

One-woman-show
I 1989 var Betty Glosted den eneste på scenen i Andrew Lloyd Webbers ‘Tell Me on a Sunday’. Det var en one-woman-musical.
“Rollen var en kæmpestor udfordring, og solostykket var særligt svært, for jeg skulle udfylde hele Store Scene alene. Det var ret beset en monolog med musik om en ung piges kærlighedsliv. Hun skrev breve til sin mor, som hun læste op, og så sang hun indimellem. Der var 26 sange, og hun går fra at være en ung pige til midt i trediverne.”
Af kendte sange var der ‘Sig det på en søndag’ med linjen ‘hvis du skal gøre det forbi med mig, så sig det på en søndag’.
“Jeg tudede, hver gang vi øvede den sang. Der er også referencer til, at hvis du skal dø, så sig det på en god dag. Pyh, jeg bliver helt rørstrømsk ved tanken. Min far lå for døden, da vi spillede det stykke, og jeg brugte mine erfaringer. Sangen skal ud at røre publikum. Der er nemlig dem, der skal blive rørt – ikke mig. Men du kan ikke gøre det ordentligt, hvis ikke du selv kan mærke det. Omvendt så må man aldrig voldtage publikum. Så bakker de. Hvis du når at tænke, mens du spiller … Det må du ikke. Da vi havde premiere på ‘Tell Me on a Sunday’, var jeg så nervøs i åbningssangen, at jeg rystede som et espeløv, og mikrofonen dansede rundt i mine hænder. Så jeg nåede at tænke, hvis du lukker øjnene, så er du her ikke. Det gjorde jeg så et kort øjeblik og var derefter tilbage igen som skuespilleren. Og så kørte det, som det skulle.”

Stemmen holder endnu
Hvilken slags sanger er du?
Glosted tøver lidt med sit svar:
“Jeg hader at sige den slags. Men jeg har altid fået at vide, at min stemme var speciel. Det har jeg altid fået at vide. Også på konservatoriet. Min stemme havde så mange facetter. På konservatoriet var jeg lyriskdramatisk med pil op mod koloratur. Men jeg havde også musicalklangen i mig, som var en helt anden klang end den, de bruger i dag. Jeg skal ikke fornærme nogen, for det er en trend, at man synger sådan i dag. Dengang skulle den ikke ligge oppe i masken. Ikke så meget ‘belting’. Det kom naturligt. I dag er der mere specifikke teknikker, og mange synger rigtig godt. Men mange lyder lidt ens. Ikke at det ikke lyder godt, men det er en smagssag,” siger hun og fortsætter:
“Det handler ikke bare om at synge en sang – men om at fortolke. Hvis du ikke fortolker en sang, rører den ikke folk.”
Med alderen er Glosteds stemme blevet mørkere, så hun synger ikke længere sopranen.

Glade dage i Aarhus
I gamle dage var teatret knap så seriøst og strømlinet, som det er blevet i nyere tid.
“I den tid hvor jeg har været med, er det blevet mere pænt og poleret. Vi skal passe på, at det hele ikke bliver for kedeligt. Det skal jo være sjovt at lave teater. Prøver i Aarhus med Aksel Erhardtsen, Ole Wegener og Karen Wegener var ikke kedelige. Vi unge så meget op til dem. Dengang var det tilladt at ryge, og endda tage en øl med, under prøverne på scenen. Det var nu mest herrerne, der tog øl med. Aksel Erhardtsen var fantastisk,” husker Glosted og fortsætter:
“Lidt intern sjov på scenen kunne også godt forekomme. Selvfølgelig uden publikums viden. Bente Eskesen og jeg havde rokokokjoler på til et teselskab, hvor vi blev instrueret af engelske Kevin Robinson. Hun og jeg sad i en lang række og skulle frem og sige en monolog og tilbage igen. Bente og jeg blev så enige om at tage en pruttepude med. Jeg gik så frem og tilbage og lagde pruttepuden under et lommetørklæde på Erling Dalsborgs stol. Bente hvislede ‘det er den forkerte stol’. “Nej, det er ikke!’. Så bakkede Erling og satte sig på stolen ved siden af, så det blev ikke til noget. Men nej, hvor havde vi det altså sjovt. Hvis han havde sat sig på puden, havde vi ikke været i stand til at komme videre. Den slags gør man ikke i dag.”

Freelancer i København
Glosted blev mor i 1988 og forlod Aarhus Teater i 1990 til fordel for et liv i København, fordi der skulle ske noget nyt. Hun fik også en søn i 1994.
“Det er muligt, jeg var ‘verdensberømt’ i Aarhus, men jeg skulle starte helt forfra i København, selv om jeg havde masser af erfaring. Jeg gik derfor rundt og bankede på og sagde, at jeg var freelance, og det gik meget godt med det. Måske var jeg heldig. Jeg var med i to eller tre forestillinger om året, i de tolv år jeg var freelancer. Når man har været så forkælet, som jeg var på Aarhus Teater, bliver man stærk af at skulle begynde forfra og bevise det hele en gang til.”
Derefter begyndte Odense Teater at lade høre fra sig. Glosted boede i Birkerød, så hun pendlede frem og tilbage i nogle år, inden hun blev fastansat hos Kasper Wilton i 2005. Det var ikke altid lige let at være freelancer.
“Vi skuespillere spørger ofte hinanden ‘har du noget at lave?’. Vi spørger ikke ‘har du det godt?’. Skuespillere venter altid på job. Det er svært, når man bare så gerne vil arbejde, og telefonen ikke ringer. Arbejdet har en tendens til at komme i stimer, men jeg har dog aldrig prøvet at sidde i for eksempel et halvt år uden at have et job. Jeg har jo også lavet koncerter ved siden af. Især da jeg var yngre. Med Underholdningsorkesteret, Aarhus Symfoniorkester og Odense Symfoniorkester.”

Primadonnanykker gider vi ikke
Ingen verden af skuespillere eksisterer uden konkurrence.
“Jeg synes, det er godt med sund konkurrence. Det er dejligt, når kolleger på min alder får en rolle, som jeg tænker, jeg gerne ville have haft. Jeg bliver ikke sur. Der skal være rummelighed. Misundelse fører ikke til noget godt. Du kan ikke rende rundt med rundsave på albuerne, og primadonnanykker gider vi ikke. Man skal opføre sig ordentligt. Jeg har forsøgt at bevare begge ben på jorden, uanset om jeg har spillet store roller eller små roller. Små roller er lige så vigtige, for du kan ikke lave hovedrollen, hvis de små roller ikke er ved siden af. Man kan så forsøge at gøre de små roller til sine egne hovedroller. Vi kan ikke undvære hinanden på scenen, og vi skal kunne give og modtage. Ellers bliver det ikke godt teater,” siger Betty Glosted.

Kan godt lide at rekonstruere
For sjældent har Betty Glosted været med i film eller tv. Der er dog blandt andet ‘Kærlighed ved første desperate blik’ (1994) af Kirsten Stenbæk.
“Filmen blev bare ikke min verden. Da jeg var ung, blev der heller ikke lavet så mange film som i dag. Ti år efter skete der en masse. Og vi kunne ikke få fri, fordi vi var fastansat, hvis der endelig kom et tilbud. Jeg er selvfølgelig også meget mere teatermenneske, når det kommer til stykket. Jeg elsker nærværet med publikum, og så kan jeg godt lide, at man skal ind og rekonstruere på teatret dagen efter – en hel måned i træk.”
Nogle forestillinger er bare sværere end andre, og det gælder også inden for musikken.
“En meget svær og krævende forestilling var for eksempel Stephen Sondheims musical ‘Sweeney Todd’, hvor jeg spillede Mrs. Todd. Det var sammen med Preben Kristensen som Sweeney på Odense Teater i 2010. Stephen Sondheim skriver svær musik, så derfor er det en stor udfordring at synge.”

Mødet med en forgænger
Betty Glosted har som yngre også spillet sammen med store skuespillere fra generationen før hende. For eksempel Grethe Thordahl, der dannede musicalpar med Poul Bundgaard helt tilbage i 1940’erne og 1950’erne. Faktisk blev Glosted udråbt til ‘den nye Grethe Thordahl’, da hun slog igennem som ung musicalstjerne.
“Jeg har spillet med Thordahl på Amagerscenen i ‘Czardasfyrstinden’. Hun var kæreste med den konservative politiker Poul Møller på det tidspunkt. Jeg kørte altid Grethe hjem efter forestillingen. De boede i en sidegade til Falkoner Allé, og når vi kom ind fra opgangen, lød det med hendes høje lyse stemme ‘det er mig, Poul!’. Så havde han lavet natmad til os. ‘Skulle jeg ikke have en lille øl eller en dram med?’. Nej, jeg skulle jo køre. Så sad vi bare og snakkede. Thordahl var stadig fantastisk. Frisk og i fuld vigør,” fortæller Betty Glosted.