Til foråret takker jeg af som forperson i Dansk Skuespillerforbund. Det er spændende – og også skræmmende, for hvad sker der på den anden side? Det er der sikkert mange af jer, der kan genkende.
Jeg har heldigvis allerede været til et par jobsamtaler, men ved en af dem blev jeg stillet spørgsmålet ‘nu bliver du snart 60 år, så hvordan kan du være relevant for de unge?’. Egentlig et ret vildt spørgsmål. Som om det at være 60 år er diskvalificerende i sig selv. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om hele den ret store samfundsdebat om udvidet pensionsalder og mangel på arbejdskraft overhovedet er nået frem til kulturbranchen?
For arbejdslivet er jo langt fra forbi, fordi jeg nu er blevet 60. Jeg skal være på arbejdsmarkedet, til jeg fylder 68. Og jeg vil virkelig gerne arbejde. Samtidig fortæller forskerne, at vi danskere bliver ældre og ældre og også er i stand til at arbejde længere, både fysisk og mentalt. Men hvad nytter det, hvis samfundet bare stempler os som ‘forældede’ og kasserer os, fordi vi runder et eller andet tilfældigt tal?
Vores beskæftigelsesminister, Ane Halsboe-Jørgensen, stod for et stykke tid siden frem og satte fokus på lige præcis det her – den generelle aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet. For problemet er stigende, viser tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø: I en spørgeskemaundersøgelse fra 2025 har 9 procent blandt beskæftigede og 44 procent blandt ledige seniorer oplevet aldersdiskrimination. Til sammenligning oplevede henholdsvis 5 og 27 procent aldersdiskrimination i 2018.
Derfor er det en helt reel debat, beskæftigelsesministeren sætter gang i med fx arbejdsgiverorganisationerne: Hvis vi som samfund vil have, at pensionsalderen skal stige – hvilket giver god mening – så skal der være noget, vi uden hår på hovedet kan lave. Derfor er jeg enig, når ministeren kalder på en afgørende kulturændring, så den negative udvikling kan blive vendt.
For en kulturændring – det er der brug for i kulturbranchen. I DSF’s hjørne har vi i mange år kunnet se, at vores ældre medlemmer lige så stille glider ud af arbejdsmarkedet. For kvinder sker det omkring de 50 år, mens mændene oplever det 10 år senere. Telefonen er stille, rollerne forsvinder – helt vanvittigt tidligt i det liv, der bare bliver længere.
Selvfølgelig er der lyspunkter og folk, der lykkes med at stå på scenen og indspille, men for den brede skare af kunstnere har branchen som hele endnu ikke formået at skabe holdbare løsninger. Til trods for at vi alle, uanset fag eller titel, bliver gamle en dag.
I USA og England ser vi ofte ældre mennesker stå og vise vej på banegårde og eller passe på folk ved vejarbejder. En form for arbejdsløshedsprojekt – men aldrig noget rigtigt produktivt. Aldrig noget, hvor de kan bruge deres fag eller er uundværlig. Så trist må det dæleme ikke blive her i Danmark.
I mine øjne mangler vi positive rollemodeller – fx min seje far, Uffe, der som 80-årig arbejder som nattevagt på et botilbud for psykisk udfordrede.
Men også i vores branche bærer et ansvar for, at vi mennesker bliver ved med at være synlige hele livet, og derfor må og skal vi inkludere os ældre i fortællingerne og de historier, vi viser resten af befolkningen. Og det med, at der ikke er publikum, det er en skrøne.
På Nørrebro Teater lavede de ‘Renæssance’ med 10 af de største kvindelige scenekunstnere over 70 år – en superfed og vedkommende forestilling. Der var udsolgt, så til foråret sætter de forestillingen op igen. Der er altså trang til at opleve det levede liv. Og der er også et behov for, at vi i vores branche bliver mindre berøringsangst over for at ansætte modne og erfarne mennesker. Hvad er vi så bange for?
Det er noget af det, som musiker Signe Svendsen og alderismeforsker og psykolog Anette Tybjerg-Jeppesen har sat sig for at undersøge efter hele debatten om Gaffas talentliste, der kun indeholdt kunstnere under 30 år. Jeg glæder mig til at se, hvad de finder ud af – og jeg håber på gode forslag, vi kan rulle ud i flere af kunstneriske fag.
For én ting er sikkert: Til maj, når I har valgt en ny forperson, så står jeg der igen. I mit kludetæppe af et arbejdsliv. Og det bliver jo helt sikkert ikke mig, der bliver hyret til at stå i en stram fodboldtrøje på Joe & The Juice og spørger, om du vil have ekstra ingefær i juicen. Derfor vil jeg nu, mens jeg stadig kan, stille vores forbund til rådighed for ministeren; dele vores erfaringer og sparre om, hvordan vi undgår at skabe en underklasse af modne mennesker i Danmark. Vi har simpelthen ikke råd til at bruge al den erfaring til at vise vej til spor 12.
