Mesterklasse på dansk
Selv om Nørgaard havde forladt Det Kongelige Teater, kom han senere i livet tilbage, og var ansat på teatret i flere år med tolv måneders løn.
“‘Bal i den borgerlige’ på Det danske teater var starten, og det var skidesjovt at lave. Vi rejste meget. Senere var et stykke som ‘Mesterklasse’ i 1986 på Det Kongelige Teater en af mine store succeser. Der spillede jeg Stalins kulturminister sammen med Frits Helmuth, Poul Hüttel og Erik Mørk. Stalin og kulturministeren havde indkaldt Prokofiev og Sjostakovitsj for at lære dem at komponere noget andet end det moderne, de lavede. Det var ikke socialistisk nok. Forestillingen var virkelig morsom og uhyggelig. Det var jo livet om at gøre for komponisterne, at de ikke sagde eller gjorde noget forkert.”
Stykket kørte i halvandet år.
“Jeg kan huske, at vi næsten var klar før sommerferien, men først skulle have premiere i sæsonen efter – lige efter den sidste uges prøver. I mellemtiden havde jeg set stykket i New York, hvor jeg fik mig en snak med skuespillerne. Det var glimrende skuespillere, men de havde ikke forstået alvoren i stykket. Herhjemme havde vi mere sans for, at hvis de indkaldte komponister gjorde noget galt, så røg de til Sibirien eller ‘begik selvmord’. I de øjeblikke hvor det hele udspillede sig på trods af faren, blev stykket meget morsommere og meget mere seværdigt. Amerikanerne jagtede vittighederne, og det gjorde stykket mindre godt derovre.”
Hvis der er nogen, Nørgaard føler, han skylder en tak på sin vej, så er det Kaspar Rostrup.
“Først gav Rostrup mig en hovedrolle i en tv-film på DR med titlen ‘Kys mig på tåen’. Siden kom jeg til at spille for ham mange gange på Gladsaxe Teater. Især tænker jeg på enakteren ‘Historien om en soldat’, hvor jeg spillede soldaten, og Ove Sprogøe spillede djævlen.”

Brok over lilla bleer
Den eneste gang, Kjeld Nørgaard har været arbejdsløs i sin skuespillerkarriere, boede han i Nivå. Fordi han havde været skolelærer, tog han et job som vikar på en ungdomsskole.
“Jeg lærte de unge at spille billard, kort og sådan noget. Og der traf jeg en, som var konsulent i Børne- og Ungdomsafdelingen på DR. Han stod for at læse manuskripter og for at sende dem retur til folk, og han spurgte, om ikke den slags job var noget for mig? Jo, måske. Han ringede til Jimmy Stahr, der var chef for børneafdelingen, og dagen efter havde jeg et lignende job. Stahr stod for en udsendelse for børn, der hed ‘Legestue’, hvor jeg også fik lov til at lave lidt, og så var jeg for alvor i gang på DR.”
På et tidspunkt skulle programchefen i Børne- og Ungdomsafdelingen, Mogens Vemmer, holde et seminar på højskolen i Helsingør.
“Jeg var med, og jeg skulle høre på Trille og alle de andre med lilla bleer om hovedet. De var fandme så pædagogiske, så det gjorde helt ondt. Samme aften brokkede jeg mig til Mogens Vemmer og Katrine Hauch-Fausbøll. Hanne Willumsen og Poul Kjøller var der også. Jeg brokkede mig gevaldigt, for i min optik skulle ungerne da også have lov til at slappe af og hygge sig. Og jeg brokkede mig åbenbart så meget, at Vemmer opfordrede mig til at skrive noget selv. Han blev simpelthen røvtræt af mig. Så gik jeg hjem og skrev noget om en papegøje ved navn Andrea.”

Situationskomik med dukker
Nørgaard måtte kæmpe hårdt for at få lov til kalde papegøjen for Andrea.
“Det tog mig tre hele dage. Alle andre mente, at en papegøje skulle hedde Poppe eller sådan noget lignende. Navnet Andrea stammer i øvrigt fra min mormor. Jeg tog hævn over hendes gemyt. Hun så de første udsendelser med Andrea, men jeg tror ikke, hun opdagede, at det var en parodi på hende. De første to udsendelser med Andrea blev en kæmpestor succes. Man begyndte at skrive om programmet i aviser og blade, og det havde de aldrig gjort før om noget som helst fra ‘Legestue’. Siden fandt jeg på, at Andrea skulle have en ven. Og denne gang var der ikke noget bøvl. Jeg foreslog, han skulle hedde Kaj, og sådan blev det. Siden har vi haft 50-års jubilæum med Kaj og Andrea,” fortæller Kjeld Nørgaard.
“Succesen kom bag på alle i DR. Det gjorde den sgu. Jeg havde altid fået dårlige karakterer i dansk stil, og jeg havde aldrig kunnet skrive to sammenhængende ord, som var værd at læse. Men det gik altså anderledes godt med de her dukker. Jeg har åbenbart haft en god fornemmelse for situationer. Situationskomik. Og det kunne jeg bruge til Kaj og Andrea – helt ned på basisplan af, hvordan vi mennesker er. Jeg elskede at arbejde med et stof. Når først vi var i gang, skrev jeg et manuskript på en enkelt arbejdsdag. Ofte mente man det næsten for godt over for børnene i DR, selv om jeg ikke ved, hvor glade de ansatte i virkeligheden var for børn. Jeg kom engang selv til at sige ‘skal vi ikke være enige om en ting: børn, de er rædselsfulde, men der er penge i dem!’.

Revival med Kaj & Andrea
Mogens Vemmer var den drivende kraft for DR’s børnefjernsyn.
“På trods af succesen med ‘Kaj og Andrea’ udadtil, var der stor kritik indadtil på nogle efterkritikmøder. Af Mogens Vemmer blev jeg heldigvis fritaget for at komme til møderne, så jeg kunne fortsætte arbejdet i fred og ro. Vemmer var frygtløs og god til at få gennemført det, han satte sig for. Det var derfor, DR blev verdens bedste børne-tv. Vemmer var virkelig utæmmelig, og han gjorde ungdoms-tv til en kæmpestor afdeling i DR,” forklarer Nørgaard.
Efter en lang pause gav DR ‘Kaj og Andrea’ en tur mere i manegen i 1996, og igen var succesen markant.
“På det tidspunkt var der gået omkring 20 år, efter jeg havde gjort mig uvenner med Mogens Vemmer, fordi jeg havde pensioneret ‘Kaj og Andrea’ i Se & Hør, uden først at fortælle ham om planerne. Heldigvis ringede han alle de år efter og spurgte, om ikke vi skulle fortsætte. Det forholdt sig sådan, at alle de gamle udsendelser blev optaget på Ampex-bånd, som man brugte dengang, og de var blevet slettet af den dame, der bestemte, hvad der skulle slettes, når båndene skulle bruges til at indspille nyt på. Og hun syntes, at ‘Kaj og Andrea’ var noget af det værste, hun havde set. Heldigvis havde nogle 16 mm-strimler overlevet, og de blev vist i ny og næ og holdt dermed gryden i krog. Så da vi startede igen, kunne folk godt huske dem, og vi fik to virkeligt gode nye værter i Ole Kibsgaard og Christine Skou.”
I alt blev det til et sted mellem 70 og 80 udsendelser i begge omgange og læg dertil 10 afsnit i 2020, da der var 50-års jubilæum, så det giver omkring 150 i alt.
“Jeg er da stolt over at være far til ‘Kaj og Andrea’. Vi røg også med i dansk kulturkanon. Serien har samtidig givet mig smør på brødet mange gange.”

Svært med film
Som for de fleste andre har livet som skuespiller også været et kludetæppe for Kjeld. Nogle gange har han afløst andre og haft succes med det. I 1994 spillede han Richard III’s gode ven i stykket med samme titel.
“Den rolle fik jeg kun, fordi det var Ole Ernst, der skulle have spillet den. Det gjaldt i øvrigt også rollen i ‘Mesterklasse’. Ole Ernst var simpelthen for fuld. Forud for ‘Richard III’ havde Ernst været til frokost hos instruktøren, og han var heller ikke just diplomatisk overfor Jørgen Reenberg. Til Reenberg sagde han ‘jeg har lige læst manuskriptet. Jeg skal være gode venner med dig i fem akter. Det bliver kraftedeme svært, du!’. Og så blev han fyret. Derefter ringede teatret til mig, og jeg blev frikøbt fra et stykke på ABC-Teatret,” husker Kjeld Nørgaard.
Han har i øvrigt kun har lovord til overs for Ole Ernst talent som skuespiller:
“Ole var helt utrolig. Han var virkelig et stort skuespillergeni. Det var han sgu. Men han kunne desværre ikke rigtig styre sig, når det gjaldt alkohol.”
For Kjeld Nørgaard gik det godt på teatret, men han fik aldrig de helt store roller på film.
“Da jeg var med i en genindspilning af ‘De røde heste’ i 1970’erne, sagde Poul Reichhardt, der også var med, at nu var det min tur. Jeg troede ikke på, at der ventede en revival af Morten Korch, og det gjorde der heller ikke. Det har i det hele taget været lidt svært for mig at spille på film, fordi jeg er opdraget til teatret. Så mit udtryk har altid været for stort på film. Jeg har ikke været god til at få det ned på det der plan, som alle de nye skuespillere kan. De er fantastisk dygtige på film. Det har jeg aldrig kunnet. Aldrig lært. Jeg kan selv se, at jeg ikke helt rammer udtrykket ordentligt, og når det først ligger på strimlen, kan det ikke laves om. Og det ærgrer mig lidt.”

Udnyttede evnerne til fulde
For fire-fem år siden spillede Kjeld Nørgaard en lille rolle i en film, og der skete noget, der fik ham til at sige stop.
“Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke huskede så godt længere. Det var, hvad det var på film. Men efter en særlig scene, sagde instruktøren ‘spil den lige lidt hurtigere’. Men det kunne jeg sgu ikke. Ordene vil ikke ud så hurtigt, som han foreslog det, og derfor valgte jeg at holde op. Jeg ved jo, hvor svært det er, og når man ikke kan opfylde ens egne krav, er det bedst at stoppe.”
Siden er Nørgaard blevet ringet med bud på for eksempel nogle kortfilm, men jeg har sagt nej.
“Gud være lovet har jeg været i arbejde, lige til jeg holdt op. Det har jeg. Jeg synes, jeg har fået alle de gode chancer. Når jeg ikke kom højere på strå, end jeg er kommet, er det min egen skyld. Eller man kan sige det på den måde, at det skyldes, at mine evner bare ikke var større, end de var. Jeg har drevet det til den yderste grænse af, hvad talentet kunne bære. Jeg kan ikke klage. Jeg kan kun bebrejde ham deroppe, at han ikke havde givet mig større talent. For det ville jeg da godt have haft.”
Er det vemodigt, eller sidder du af og til og siger ‘satans osse’?
“Du bliver bare nødt til at sige ‘det var så det liv.’ Det bliver man nødt til. Der er mange skuespillere, der på en eller anden måde ikke har haft noget at lave de sidste seks-otte år og stadig drømmer om, at den store hovedrolle kommer væltende. Den tror jeg altså ikke på. Det er urealistisk. Så er det bedre selv at sige stop. Jeg ville ikke se flere nederlag i øjnene.”

Savner de gamle kammerater
I en alder af 85 år bor Kjeld Nørgaard i en form for ældrekollektiv på Næstved-egnen, hvor han har fået nye venner. Dagene går med at genoptræne de trætte ben eller spille dart og petanque. Men der er noget særligt ved skuespillerfaget, han savner.
“Jeg savner ikke som sådan livet på teatret i dag. Det var i virkeligheden meget stressende og krævende. Til gengæld kan jeg godt savne sammenholdet og kollegerne fra teatret. Men det er nu til dels min egen skyld, at jeg er havnet i den situation. For jeg har ikke været så god til at holde fast i folk. At ringe til dem og spørge, om ikke vi skulle ses. Efter hver eneste forestilling, jeg har været med i, sagde man altid til hinanden, at nu skal vi også huske at mødes, og ih, hvor har vi haft det hyggeligt og den slags. Og så ender det alligevel med, at man ikke ser en eneste af de andre, før næste gang man arbejder sammen. Det havde ellers været hyggeligt at få nogle gode samtaler og snakke på vores gamle dage. Men jeg har ikke været god til at socialisere, og jeg synes, den slags er svært at tage op igen så mange år senere.”