På med den røde næse: Så er der optag hos Dansk Hospitalsklovne

Nu har du muligheden for at tage dit fag i en ny retning – og samtidig gøre noget godt for en masse indlagte børn. Danske Hospitalsklovne søger nemlig nye til lærlinge til optagelse på Hospitalsklovneuddannelsen.

Efterspørgslen på hospitalsklovne over hele landet er stor. Derfor søger foreningen Danske Hospitalsklovne lige nu nye lærlinge til optagelse på den halvandet årige Hospitalsklovneuddannelse, som er adgangskravet for at kunne arbejde som professionel hospitalsklovn.
Danske Hospitalsklovne består i dag af 70 professionelle og uddannede hospitalsklovne, der arbejder over hele landet. Men behovet for flere hospitalsklovne vokser, og derfor vil foreningen opstarte endnu et hold på uddannelsen med start januar 2024.

“Vi oplever stor efterspørgsel på den faglighed, som vores hospitalsklovne kommer med på blandt andet børneafdelinger, børne- og ungdomspsykiatrien og bosteder. Vi ved fra undersøgelser og fra international forskning, at hospitalsklovne betyder plads til leg og livsglæde for syge og sårbare børn og familier under deres sygdomsforløb. Ved at tilføre vores forening flere professionelle klovnekræfter kan vi hjælpe endnu flere børn og familier,” siger direktør i Danske Hospitalsklovne, Tania Dethlefsen.

Det bliver det 12. hold, som Danske Hospitalsklovne uddanner siden foreningens stiftelsen for 20 år siden.

Uddannelse er et nødvendigt værktøj
Det kræver fantasi og humor at arbejde som hospitalsklovn, men arbejdet er bestemt ikke for sjov. Bag de røde næser har hospitalsklovnene en solid uddannelse og mange timers træning i at møde og anerkende børnene, familien eller personalet præcis, hvor de er. For hvert møde er særligt, og kunsten for hospitalsklovnen er at gribe nuet og aldrig bare gøre, som de plejer:

“Du skal blandt andet have evnen til nærvær både sat på spidsen og i bredden, og modet til også at gå ind i sårbare og voldsomme situationer. Hospitalsklovnen skal ikke være hovedperson, men en sanselig funktion til gavn for andre, og det er der noget meget befriende i,” fortæller Lykke Scheuer, der til dagligt arbejder som hospitalsklovnen Baglæns og er en del af det uddannelsesteam, der uddanner nye kolleger.

Søger klovne i hele landet

Hun understreger, at det derfor kan være svært at pege specifikt på, hvilke kompetencer, man skal besidde for at blive optaget uddannelsen. Men i udvælgelsespanelet kigger de blandt andet på, om der er en kreative nerve, og om du forstår at improvisere og gribe det der umiddelbart sker foran dig eller de ting, du møder. Og så er det en styrke, hvis du forstår at bruge dig selv og din krop som redskab til at åbne op for muligheder eller sindstilstande. Til gengæld er det underordnet, hvor i landet du bor, da foreningen arbejder landsdækkende og har brug for flere klovnekræfter til glæde for sårbare børn og unge i hele Danmark.

Ansøgningsfristen er 4. december kl. 12.00.

Læs mere om uddannelsen og lyt til klovnenes nye podcast lige her.

Mere end en rød næse

  • Danske Hospitalsklovne arbejder for at styrke indlagte børns livsglæde og livsmod, så de bedre kan stå deres sygdomsforløb igennem
  • Vi er til stede på alle landets børneafdelinger samt på institutioner og særtilbud for børn & unge, herunder børne- og ungdomspsykiatriske dag- og døgnafsnit
  • Det tager halvandet år at uddanne sig til hospitalsklovn og foreningen har ansat 70 uddannede hospitalsklovne.
  • Hospitalsklovnene stilles gratis til rådighed for besøgsstederne og lønnes af foreningen, der kun eksisterer i kraft af donationer fra private, virksomheder og fonde