Benjamin Boe: “Vi skal definere vores egen fortælling”
Skuespillerforbundet er et anerkendt fagforbund, men det er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver, at vi stiller op og er klar på at tage debatten! Det gjorde vi i den grad på det netop overståede Folkemøde på Bornholm.
Sommerferien er lige om hjørnet – og det er der flere tegn på: svaneungerne i havnen og Le Mans-racerløbet i Frankrig er to af dem. Og så selvfølgelig Folkemødet på Bornholm, som jeg sammen med flere fra forbundet var med til. Det er her, hvor organisationer, politikere, erhvervsliv, ngo’er og alle mulige andre danske med meninger mødes og fejrer demokratiet.
Djøfstortion. Fætter-kusinefest. Lobbylejrskole und so weiter – jeg er helt med på, hvad Folkemødet bliver kaldt, og hvordan det bliver betragtet nogle steder. Men jeg ved, at det gør en positiv forskel for vores forbund – og dermed for vores rolle i den offentlige samtale.
Fyldte telte på Folkemødet
DSF har været med alle de år, jeg har været i bestyrelsen, og som forperson har jeg skruet op for vores tilstedeværelse. I år var vi således medarrangører af og deltager i hele tre debatter. De handlede om alt fra debat om AI over kunstens betydning for økonomi og identitet til et panel om freelanceres arbejdsforhold i et samfund, der er bygget op om fastansættelser – et emne der jo om noget er relevant for DSF, fordi 90 % af medlemmerne er freelancere.
Alle tre debatter fyldte teltene med masser af nysgerrige folkemødegæster, og for mig er det en understregning af, at vores forbund er et sted, hvor vi bliver taget alvorligt af det politiske establishment, som er så afgørende for den lovgivning, der sætter rammerne for vores branche. Det er en værdifuld plads i landskabet, som vi har tilkæmpet os over flere år, og jeg bemærkede, at vi sammen med vores venner og kreative kolleger i Dansk Journalistforbund var de eneste kunstneriske fagforbund på Folkemøde.
Vi tager ansvar – og det giver indflydelse
Jeg er sikker på, at anerkendelsen af skuespillerforbundet til dels kommer af, at vi er en aktiv del af samfundet. Vores status handler i mine øjne om, at vi er tilstede, vi har vores meninger, og vi stiller op til debatterne – også de svære. Vi er med til at definere og tage ansvar for vores egen fortælling – og det giver indflydelse. Både på Bornholm, i medierne og på Christiansborg.
På den måde er vores politiske tilstedeværelse med til at skabe opmærksomhed om og forståelse for, at kunst ikke er et kald, men et arbejde. Et vigtigt arbejde, som i en globaliseret verden skaber fælles identitet og fungerer som et uundværligt kompas for samfundet.
Nemmere at være kreativ, når man ved, hvor huslejen kommer fra
Så jeg er stolt af, hvor vi kunstnere og vores forbund er i dag. Der en afgrund til forskel fra for nogle år siden, hvor to ‘hasbeen-politikere’ sad i radioen og i al alvor mente, at det var ok, at kunstnere ikke fik en ordentlig løn, for der var jo noget, der hed en kunstnerisk åre. De så stadig et ‘bohemeland’, hvor kunstnerne finder inspiration i fattigdommen. Godt vi ikke er der længere.
For det er alt andet lige nemmere at være kreativ, når man ikke skal bruge sin tid på at bekymre sig om, hvorvidt man har råd til at betale husleje næste gang. Og det har både de danske politikere og EU fået øjnene op for.
Derfor ses vi også på Folkemødet igen næste år!
