Et spring ud i det ukendte

På ‘Under dybet’ fik kongelig balletdanser Sebastian Pico Haynes lov til at prøve kræfter med en anden form for kreativ proces, end han er vant til. Det var både udfordrende, tankevækkende og berigende. Vi tog med til prøverne.

Af Louise Kidde Sauntved
Foto: Lærke Posselt

Der er kun en uge til premieren på Anja Behrens store satsning ‘Under dybet’ på Operaen i København – en forestilling, der forener ballet, opera og popmusik i en fortælling om liv, død og seksualitet. Hele tredje akt er netop blevet ændret, og med flere end 50 dansere, fem operasangere, fire trækbasunister, ti børn og en enkelt popsangerinde på scenen ville lidt panik i luften være helt naturligt.
Det er dog den stik modsatte energi, der vælter os i møde på Operaens store scene. Selv om scenen er fyldt til randen af mennesker, hersker her ro og organiseret kaos. Koreografen, Oliver Marcus Starpov, er i fuld gang med at instruere de 40 korpsdansere, som iført voluminøse tylkjoler i orange, pink og lilla skal danne en farvestrålende blomst omkring det gigantiske røde kranie, der troner over dem på bagscenen. Instruktionen foregår med en megafon, så alle kan høre ham.

Sammen og hver for sig
På forscenen slutter Sebastian Pico Haynes sig til de andre ni dansere, der på skift skal optræde som forestillingens fem rejsende. Alle er klædt i beige, som en stærk kontrast til de skarpe pangfarver, der flagrer over scenen bag dem. Stykkets anden koreograf, Sebastian Kloborg, kommer hen for at aftale, hvad der skal ske i den aktuelle scene, hvor ‘De rejsende’ skal genopstå – fra søvnen eller måske ligefrem døden. Lidt efter slutter Anja Behrens sig til dem. Hun lytter mere end dikterer, mens hun koordinerer, hvem der skal være hvor, så der ikke opstår for store huller mellem dem på scenen, når først de går i gang.
Indtil videre skal de dog bare vente. Sebastian Pico Haynes beholder sin grå housecoat på og sætter sig på gulvet og ser på, mens operasangere og trækbasunister blander sig med det flagrende tyl. Indtil videre har de respektive kunstarter mest haft prøver hver for sig, men i dag skal de hele flettes sammen. Og Sebastian Pico Haynes er spændt:
“Vi har en masse grupper af folk, der ved, hvad vi laver, men ikke, hvordan vi gør det sammen, Hvad overgangene er. Det er det, vi skal finde ud af i dag. Jeg ved ikke, hvad de andre har øvet på, og de ved heller ikke, hvad vi har øvet på. Så det er meget spændende at begynde at forstå sin egen del af sammenhængen.”

Plads til spørgsmål
For Sebastian Pico Haynes har det været lidt af en øjenåbner at overgive sig til arbejdsprocessen med ‘Under dybet’, der startede allerede et år før premieren, hvor Anja Behrens holdt en ugelang workshop for de primære involverede. De arbejdede med ritualer for de tre hovedtemaer – fødsel, seksualitet og død. Hver medvirkende på workshoppen blev bedt om at komme med et ritual, som de enten skulle udføre alene eller sammen med andre. Og ud fra det begyndte de i fællesskab lige så stille at skabe grundmaterialet til forestillingen.
Som klassisk trænet balletdanser er Sebastian Pico Haynes vant til, at der er nogle trin, han skal udføre på en bestemt måde og lære i en helt bestemt sekvens, og først når de er på plads, kommer det kunstneriske lag og den emotionelle involvering til. Hos Anja Behrens var det lige omvendt.
“Hun er virkelig god til at starte med ordene og samtalen – fantasien – inden det fysiske kommer på. I starten skulle vi lige finde ud af, hvordan vi gjorde det. Vi spurgte flere gange, om ikke vi kunne få noget mere krop på. Men hun havde brug for at starte med fantasien. Med tankerne. I stedet for at vi bare sagde ‘okay, hvad er trinnet? Okay, det gør jeg’, ville hun gerne have, at vi stillede spørgsmål ved det. ‘Hvorfor?’ Det er vi ikke vant til, at der er plads til på den måde.”
Men Sebastian Pico Haynes opdagede hurtigt, at tankerne lagde en spændende bund, der gav noget ekstra, da kroppen også fik lov at komme med.

Et trygt rum
“Det er guld værd at arbejde med en instruktør, der tvinger os til at have en dialog, så jeg ikke bare skal oversætte ind i min krop, men også godt må stille spørgsmål tilbage. Der kan være noget virkelig fedt i at arbejde med en koreograf og sige ‘jeg forstår det, du mener, og oversætter det ind i min krop, så det bliver til den drøm, du har’. Men det har været superfedt at få et nyt værktøj, der hedder, at vi også kan finde ud af det sammen.”
Også selv om det har været en udfordring at skulle slække på kontrollen:
“Vi er jo controlfreaks, der ved, præcis hvordan vores kroppe bevæger sig og hele tiden har styr på alting. Så det har været supersvært at slippe det og give plads til at skabe i fællesskab på samme tid. Men det forstod Anja heldigvis godt og skabte fra starten et trygt rum, hvor hun sagde ‘stol på mig. Det er noget andet, men lad os prøve det her’.”
På scenen er de omsider blevet klar til de fem rejsende. Næsten.
Mens Anja Behrens ser koncentreret til, lægger hold 1, der foruden Sebastian Pico Haynes består af Alexander Stæger, Eukene Sagues, Stephanie Chen Gundorph og Astrid Elbo, sig ned på forscenen. Og venter, mens ensemblet og de fem operasangere bag dem bliver instrueret i overgangen.

Levende kunst
Sopran Gitta-Maria Sjöberg bryder ud i en smuk operaversion af Antony & the Johnsons ‘Hope There’s Someone’, mens danserne sætter sig op og lytter. Og så er det omsider tid til at prøve det hele sammen.
Som den første rejser Stephanie Chen Gundorph sig op, træder lidt væk fra gruppen og begynder at danse. Så vågner de andre en efter en. Da det bliver Sebastian Pico Haynes’ tur, ser han sig først undersøgende omkring. Strækker kroppen og giver sig til at vende og dreje først overkroppen, så benene, som om han lige skal mærke, at alt virker. Derefter knuger han armene nærmest beskyttende om kroppen, strækker dem mod himlen og sætter langsomt mere kraft på bevægelserne.
Sebastian Pico Haynes er glad for, at balletten kan bruges i en mere teatralsk sammenhæng som i ‘Under dybet’ – og at det i det hele taget er blevet tilladt at blande genrer og faglighed mere end tidligere. For både korps og forestillinger bliver stærkere af afvekslingen. Den Kongelige Ballet producerer ti forestillinger om året, og han synes, det er vigtigt, at det er en blanding af klassikere og mere moderne produktioner. Både for publikums og udøvernes skyld:
“Vi skal lave både de store klassikere og noget nyt og eksperimenterende. Jeg tror, vi er et sted i dag, hvor kompagniet er klar til, at der skal ske noget nyt. Vi er blevet mere og mere sultne efter også at få lov til at stille de her spørgsmål, der ikke kun handler om teknik eller om at passe ind i en eller anden æstetisk boks. At finde ud af mere og lære mere. Om både kunstarten og os selv. For det er levende kunst, og vi skal kunne gå på scenen og sige ‘det er derfor, vi gør det lige nu og her’. Vi bliver nødt til at blive ved med at stille spørgsmål. For både kroppen og sindet ændrer sig.”