Ny hjælp til dig, hvis stemme eller ansigt bliver misbrugt på sociale medier

Svindlere misbruger i stigende grad kendte ansigter og stemmer på sociale medier, men RettighedsAlliancen kan hjælpe med at få fjernet stemmekloner og deepfakes af dig.

Skuespillere, musikere, tv-personligheder og andre kendte er i særlig risiko for at blive misbrugt til svindel, fake news og andre utilsigtede formål. Med AI-teknologier som deepfake og stemmekloner kan svindlerne nemlig udnytte og manipulere dit kreative bagkatalog til at generere nyt indhold, der til forveksling ligner eller lyder som dig.  

At blive udsat for stemmekloner og deepfakes er ikke alene frustrerende og grænseoverskridende: Det er ulovligt og en krænkelse af dine rettigheder. Hos RettighedsAlliancen kan vi hjælpe dig med at fjerne deepfakes og stemmekloner fra sociale medier – og når du tipper os, bidrager du til, at vi kan beskytte rettighedshaverne og sikre bedre beskyttelse på sociale medier.

Fik fjernet stemmekloner fra TikTok og Facebook
Her har vi for nyligt hjulpet skuespiller David Bateson med at få fjernet stemmekloner fra TikTok og Facebook:
“Den ulovlige udnyttelse af min stemme er reel og en konstant trussel, fordi den er så genkendelig – tak til 10 års erfaring som engelsk speaker til en stor del af LEGO-reklamefilm på engelsk, og 23 år som stemme til IO Interactives Hitman-computerspil hovedfigur, Agent 47. Jeg sætter stor pris på RettighedsAlliancens arbejde med at beskytte mit livsværk, evnen til at forsørge min familie, og mit ry som speaker,” siger David Bateson.

Bliver du eller andre udsat for deepfakes og/eller stemmekloner på sociale medier? 

Tip RettighedsAlliancen på mail@rettighedsalliancen.dk