Lisbet Lundquist er synonym med klassisk revy tilbage i 1960’erne og med nyskabende revy i Hjørring senere hen. Gennem årene er hun faldet over både dunkle udenlandske filmprojekter og et lige lovligt frisk modelbureau. Men hun stødte også ind i kærlige Dirch Passer og geniale Dario Fo i løbet af sin lange karriere.

Af Jacob Wendt Jensen
Bragt i Sceneliv #1 2024

Som barn blev Lisbet Lundquist ofte taget med i teatret med sine to brødre. Ret hurtigt blev hun fascineret af både ballet, teater og film.
“Vi var blandt andet inde at se ‘Genboerne’ med Poul Reumert og en ballet med Henning Kronstam. Allerede der blev fascinationen af at optræde plantet i mig. Jeg var den højeste i klassen. Højere end selve skolen, nærmest. Det gjorde nok, at jeg var lidt udenfor – og derfor opførte jeg mig fjollet. Hos vennerne derhjemme var jeg dog accepteret. Der rumsterede et tema om, at jeg gerne ville elskes. Og gerne ville være berømt. Det var ikke noget, jeg havde formuleret på lige netop den måde, men det lå i luften. Jeg var simpelthen så forelsket i alt, hvad er havde med teatret at gøre. Og jeg var fuldstændig besat af film,” husker Lisbet Lundquist.
Hos boghandler Funch i Holte faldt Lundquist over en plakat med James Dean til tre kroner. Eller ‘fandeme tre kroner’, som hun formulerer det i dag:
“Jeg elskede James Dean, og jeg købte selvfølgelig plakaten og hængte den op. Mine forældre hånede mig lidt for det, men jeg var ligeglad. Min veninde Gitte og jeg gik i strutskørter med peddigrør til Gentofte Kino og så ‘Øst for Paradis’. Bagefter stod vi begge ved stoppestedet og græd og kunne slet ikke holde op igen. Jeg har for nylig læst bogen. Jeg læser højt for Søren en gang imellem, når vi er på ferie. Jeg har også læst Dickens samlede værker for ham. Det er altså sjovt.”

Alt for fornuftige forældre
Efter studenterhuen var kommet i hus, begyndte Lisbet Lundquist på universitetet – og der opdagede hun Studenterscenen.
“Jeg var blevet besat af tanken om at optræde, så jeg gik til optagelsesprøve på Studenterscenen. Med et stykke jeg selv havde skrevet. Og jeg blev straks optaget.”
Men Lundquist fik ikke den reaktion, hun havde håbet på:
“Der blev helt stille. Det eneste de sagde bagefter var ‘du er velkommen til at blive skuespiller – alt det du vil. Men du skal altså tage en uddannelse først – med dit gode hoved!’. Jeg blev simpelthen så rasende og ked af det.”
Den unge pige var tæt på at opgive sin drøm om at komme til at optræde. Men skæbnen ville det anderledes.

Bid på Kannibalen
En dag sad Lisbet Lundquist på Kannibalen. Det var et populært spisested for studenter, hvor man kunne få frikadeller og dampede kartofler til kun en krone.
“Ind kom en mand, der lignede sådan en, der havde sovet med sit jakkesæt på. Og godt med skæl på skuldrene. Jeg sad alene ved et bord, og han sagde ‘hello everybody. We’re gonna shoot a film here. Anybody in here who wants to be in it?’. Så tænkte jeg ‘fedt, mand’. Nu kommer mit nummer ud. Det foregik i en af de efterfølgende weekender. På Kannibalen. Hende der spillede hovedrollen, var Christine Keeler, der havde været hemmelig kæreste med premierministeren i England. Hun skulle gå ind ad en dør, men kunne slet ikke finde ud af hvordan, så scenen blev taget om og om igen,” husker Lundquist og fortsætter:
“Men der var en stillfotograf, der tog en masse billeder af mig. Han fortalte, at han var flygtet fra USA på grund af krigen i Vietnam og spurgte, om jeg var interesseret i flere job som statist? Jo, det kunne da være meget sjovt, og nogle dage senere ringede de fra Lotte Holms modelbureau, der var toneangivende dengang.”
Det viste sig, at fotografen, Stewart Fox, og Lotte Holm arbejdede sammen, og der blev taget fotos af Lundquist. Men først efter hun havde tabt sig de tre kilo, de bad hende om, og hun havde lært at lægge øjenmakeup.

Modelkarrieren lettede
Lisbet Lundquist havde ikke noget imod at blive fotograferet i undertøj.
“Dengang gik vi jo rundt med bare bryster i vores fritid i forvejen, så det føltes ikke som noget særligt. Lige efter jeg kom hjem fra modelbureauet, havde jeg Ekstra Bladet i røret, og det var Jørgen Sperling. En fotograf, der var kendt for at være en værre en. Han tog mange billeder af Side 9-piger uden tøj på, vidste jeg. Derfor studsede jeg, men på modelbureauet havde de hørt, at det var noget med ‘nogle hatte’ denne gang. Jeg tog ind på avisen, hvor Sperling selvfølgelig mente, at jeg var den fødte model. ‘Det er fuldstændig vanvittigt. Du er SÅ speciel – en kvinde som dig skal da stille op med bare bryster’, sagde han. Sminkøsen var skidesød, og hende spurgte jeg derfor til råds, og det mente hun da godt, jeg kunne. Sperling blev ved med at sige, at jeg godt vidste, jeg var noget specielt, og netop derfor skulle jeg fotograferes nøgen og så videre.”
Hun gik med til det under forudsætning af, at hun blev kaldt ‘Susanne’ i avisen.
“Jeg boede i et bofællesskab, og næste dag lå Ekstra Bladet slået op i vores fælleskøkken, hvor en ung pige med hestegrin og bare bryster kiggede ud fra et rædselsfuldt billede. Øv. Heldigvis læste mine forældre ikke Ekstra Bladet.”
Udover den oplevelse var arbejdet som model sjovt, og det gav gode penge. Snart var Lundquist oppe på en dagsløn på 600 kroner, hvad der svarer til omkring 5.000
kroner i dag.

Dansepige i Cirkusrevyen
Den kommende skuespiller havde en fest med den gode løn.
“Alle, jeg kendte, gav jeg penge til. ‘Din kæreste er gået fra dig – okay, tag lige en tur til Rumænien!’. Jeg brugte glad til højre og venstre. En dag blev jeg så ringet op og spurgt, om jeg kunne danse. Jeg havde vundet en konkurrence i quickstep engang, så det mente jeg godt, jeg kunne finde ud af, selv om det nok ikke var helt lige så godt som en professionel. Men jeg elskede at danse freestyle til rockmusik.”
“Jeg blev bedt om at møde op – med min bikini – på Komediehuset, der var Det Kongelige Teaters mindste scene. Jeg tror, der var 50 piger, og jeg lod være med at tage højhælede sko på, fordi jeg var så høj i forvejen. Men det opdagede de, og så fik jeg nogle, der var to-tre numre for store,” husker Lundquist og fortsætter:
“Vi skulle gå ind på scenen og sige vores navn. Derefter skulle vi dreje rundt om os selv, og så skulle vi gå ud igen. Nede i mørket sad en masse herrer og hyggede sig i deres benklæder. Det var blandt andre Stig Lommer, Preben Kaas der kørte Cirkusrevyen, og Den Gyldenblonde, der var direktør derude. Og jeg kom med som dansepige i Cirkusrevyen i 1969 – 11 forestillinger om ugen.”

Beholdt trusserne på
Lundquist har set tv-serien ‘Dansegarderoben’, men hun kan ikke genkende sommeren 1969 i serien:
“Vi blev absolut ikke udnyttet ét sekund. Lily Broberg passede på os og hæklede blandt andet bikinier til os. I Cirkusrevyen var de skidesøde ved os. Preben Kaas var simpelthen det mest charmerende menneske, jeg nogensinde har mødt. Han var nærværende og så morsom. Jeg var fuldstændig målløs over den egenskab ved ham. Han har sikkert også været en kussetyv, men han holdt fingrene fra mig,” fastslår Lisbet Lundquist.

Slag og jura
Når det gælder #metoo er Lisbet Lundquist varsom med at tale om det. Hun begrænser sig til:
“Det orker jeg næsten ikke, for der var så meget dengang. Men jeg var god til at slå mænd over fingrene. Det bedste jeg kunne finde på, var at sige ‘undskyld, du har enormt dårlig ånde’. Den har jeg brugt meget. Og så har jeg også vappet nogen mænd over fingrene.”
Men uanset hvor forsigtigt man var, kunne man komme galt af sted:
“Før pornoen var frigivet, havde jeg mødt en vældig charmerende advokat, der spillede jazzmusik – Jørgen Rothenborg. Han fortalte, at han var ved at udgive en bog med rumænske digte. De var åbenbart ikke så lette at få udgivet, så han havde brug for en stråmand. Om det kunne være mig? Jeg indvilligede, men så viste det sig, at der var tale om hardcore porno. Det var en helt anden form for udnyttelse af en kvinde En dag vi var i cirkusteltet på Bakken, kom der en mand ind og påstod, at jeg havde overtrådt pornografiloven. Jeg fik bremset bogen, men det tog et godt stykke tid.”
En anden gang måtte hun havde hjælp fra Dansk Skuespillerforbund. Det var i den tid, hvor jurist og skuespiller Bent Rothe var formand.
“Jeg stod sammen med Jesper Klein foran Det Ny Teater ved en af datidens runde aviskiosker, da jeg fik øje på en bog med titlen ‘Lisbet’. Den så skummel ud, og jeg købte den. Det var den værste gang pornotekster skrevet ud fra nogle relativt uskyldige modelbilleder fra Sverige. Der var ikke så mange billeder, men de var peppet op med en tekst om, hvor liderlig jeg var, og at min mand på det tidspunkt, Peter Steen, var en dårlig elsker. Det var sindssygt grænseoverskridende. Jeg fik fat i Bent Rothe og græd i telefonen. Straks fik han nedlagt fogedforbud, så bogen blev stoppet. Bagefter brændte jeg den kopi af bogen, som jeg selv havde købt. Svindleren var taxachauffør, og han fik som den første i Danmark siden 1910’erne en fængselsdom for bagvaskelse.”

Sjove år i Hjørring
Sit gennembrud som skuespiller fik Lisbet Lundquist i Hjørring-revyen i 1974, og siden var hun med i revyen i Nordjylland – der nydefinerede dansk revy i den periode – i alt 12 gange.
“Det var en vild årrække deroppe med Henrik H. Lund som hovedforfatter og af og til også Arne Forchhammer. Hver sommer vi havde premiere, ryddede vi forsiderne. Anmelderne Knud Schønberg og Robert Naur fra de store medier i København kæmpede om at knytte de smukkeste adjektiver på mig. ‘Smuk som en kornmark’, ‘smuk som en buket sommerblomster’ og ‘man har lyst til at drukne sig i hende’ og meget mere til. Min force i revyen var nok det vanvittige. Der kan man godt mærke, at Søren og jeg har samme form for humor,” siger Lisbet Lundquist og fortsætter:
“Jeg fik lavet nogle helt vanvittige figurer og var også med til at skrive, selv om det nu aldrig fremgik nogen steder. Især lavede jeg rigtig mange af de små ‘shorties’. Jeg fik engang en flaske whisky eller sådan noget, men aldrig rigtig løn. Så mandschauvinistisk var det dengang. Mange af de numre, jeg fandt på, var ret absurde i det. Der var blandt andet noget om ‘omvendte forbrugsgoder’. Den omvendte ske, der kunne trække suppe til et helt konfirmationsselskab. Jeg har altid været vild med at få publikum til at grine, og derfor elsker jeg revy.”
De første år var Eddie Skoller i spidsen for revyen, siden blev det Per Pallesen og blandt skuespillerne i de år var Birgit Conradi, Jørgen Budolfsen og Arne Hansen.
“Da jeg blev skilt fra Eddie Skoller, og Kirsten Peüliche blev skilt fra Per Pallesen, sluttede det, jeg vil kalde for de gyldne år. I 1987 mødte jeg for første gang Søren Østergaard.”

Mødet med Passer
Da Lisbet Lundquist som ung var omkring Cirkusrevyen, fik hun af Preben Kaas tilbud om at blive elev på ABC-Teatret. Lily Broberg gav hende et godt råd ‘nu gælder det om at koncentrere sig og suge til sig. Og husk Lisbeth: Det drejer sig først og fremmest om disciplin’.
Hun spurgte også Dirch Passer, hvad det mon kom til at betyde for hende. I mylderet på Bakken sagde han til Lundquist ‘du skal slå øjne og ører ud og lave kaffe, sufflere og følge prøver på den første forestilling. I næste forestilling får du nok en lille rolle. Du skal på scenen og dumme dig og lytte. Det er barskt og skidesjovt. Teaterskoler dur ikke. Man skal op på scenen og lære det’.
Især var hun fascineret af Dirch Passers russiske klovn. Den er skabt på scenen i Cirkusrevyen i 1967, men han tog den med i et potpourri i forestillingen ‘Solstik på badehotellet’ i 1970. Hver aften stod Lundquist og observerede Dirch Passer bag scenetæppet.
“Efter anden akts åbningsnummer løb jeg hele sommeren bag om scenen til damesiden og gemte mig i kulissen for at se Dirch Passers russiske klovn. En mageløs figur. Når han kom ind på scenen og fik øje på tre paprør, der stod på et bord. Stor og kluntet, stribede bukser, klovnenæse, sorte pagehår og en lille krøllet hat midt på hovedet. I et af rørene gemmer sig en flaske. Han trak den henrykt op og gemte den i det næste rør. Men hvor blev den nu af? Han standsede sin mimik og spurgte os forbløffet med øjnene. Og på russisk volapyk. Han holdt pauser, så man kunne nå til købmanden og tilbage igen. Han blev ved, til vi græd af grin. Han ramte os mellem gråd og latter og efterlod et mærke i os.”

Empatiske Dirch
Turneen med ‘Solstik på badehotellet’ i 1970 var magisk. Det var baseret på en gammel farce af Aage Stentoft fra 1950’erne, der blev taget op igen, og som også senere blev til en film.
“Dirch kunne nu også godt lave løjer på scenen. For eksempel kunne han pludselig stå og kigge på en på scenen, og det kunne han faktisk ikke være bekendt, men samtidig var han skidesød. Han vidste, jeg var en grinebider. Det var tarveligt. På vores turné med ‘Solstik’ var vi rundt i hele landet, og der sad Dirch Passer og jeg ved siden af hinanden i bussen og blev gode venner,” fortæller Lisbet Lundquist:
Han elskede at komme rundt i Danmark.
“Engang Dirch havde en ordentlig bagskid på, stoppede han vores turbus i Ringkøbing. Lærkerne sang, og vi gik alle sammen ud. ‘Jeg elsker Danmark!’ sagde han pludselig og gik ud i havet med alt sit tøj på. Senere på dagen fik han sig en lur, og så havde han den evne, at han var i stand til at hænge sin brandert på en knage, inden han gik på scenen. Når man skal, så kan man, og det kunne Passer i særklasse.”

Fo var på som få
En anden stor kærlighed, som Lundquist meget gerne taler om, er det italienske teatergeni Dario Fo, som hun mødte på et kursus arrangeret af Dansk Skuespillerforbund.
“Jeg var helt opslugt af ham. Han var SÅ vild. Fo havde også en lukket forestilling, hvor jeg fik mig lusket mig ind helt nede bagved. Hold nu kæft mand. Et geni. Der er faktisk en lille smule Søren Østergaard i Dario Fo og omvendt. Absurd, vanvittigt og politisk engageret. Især husker jeg en tekst om en fattig og sulten mand, der ville have fat i en flue. Det var SÅ morsomt. Og så kan man jo mærke, når nogen er meget opslugt af noget. Alle de store kvindelige skuespillere i landet var til stede, men i pausen styrede han direkte ned til mig og spurgte, om jeg talte fransk,” husker Lundquist.
“Han havde sin kone, Franca, med i Danmark, og hun underviste også på Statens Teaterskole i en af de monologer, han havde skrevet til hende. Jeg og nogle andre blev instrueret af hende, og inden vi vidste af det, blev vi inviteret til Milano i Italien for at besøge familien Fo. Og det gjorde jeg så sammen med Margrethe Koytu. Dernede prøvede vi med Franca og fik serveret vidunderlige supper i deres hjem.”

På scenen igen
Udover at være skuespiller har Lisbet Lundquist skrevet fire bøger og stribevis af originale klummer i blandt andet Politiken, og så er hun en slags meddirektør i sin mand, Søren Østergaards, Zirkus Nemo.
I 2022 var Lisbet Lundquist, efter en længere pause, på scenen igen – nemlig i Folketeatrets ‘Fra regnormenes liv’. Instrueret af Kasper Wilton sammen med blandt andre Ellen Hillingsø og Ole Lemmeke.
“Jeg spillede Heibergs mor, men jeg ville gerne give rollen noget mere mening, end den havde haft i tidligere udgaver. Jeg fandt derfor på, at hun kunne sidde med lukkede øjne og lytte og følge stemmerne på scenen. De andre snakker jo fanden et øre af. Og det var Wilton vild med. Jeg fik en følgespot og blev siden nomineret til en pris på CPH Culture.”
Lundquist tør ikke love noget, men det rumler en smule blandt de gamle kolleger i kvartetten ‘Byens bedste bryster’, der tidligere har lagt landet ned i både 1987, 1994 og på Rialto Teatret i 2000. De tre andre er Margrethe Koytu, Kirsten Peüliche og Therese Damsholt, mens Ann Mariager skrev det meste af materialet.
“Mariager var fantastisk, og i det hele taget blev vi en kæmpestor succes, og vi var også meget rundt på turné med den. Det var i den periode, hvor kvinder fik lov til at begynde at være noget på scenen. Vi har talt lidt om at lave noget igen. I tredje runde spillede vi ældre, end vi var – for eksempel som gamle damer på plejehjem. Jeg tænker bare, at nu vi næsten har alderen til det, kunne det f… blive morsomt.”