Forleden så jeg et billede fra en demo i USA. En kvinde bar et skilt, hvorpå der stod ‘I can’t believe I still have to protest this shit!’. Det kan jeg faktisk heller ikke. Jeg fatter ikke, at vi stadig står her på kvindernes internationale kampdag og kæmper. Det er helt tosset, at vi stadig skal slås for lige løn og lige muligheder – og gøre verden opmærksom på, at ligestillingen stadig ikke er en realitet endnu her i 2024.

Det er klart, at vi i Danmark er nået længere end mange andre samfund, hvor kvinder og minoriteter er strippet for rettigheder og muligheder, som vi danskere heldigvis kan betragte som fundamentale. Men vi har stadig reelle udfordringer. Omend de er mere skjulte.

Ryger ud af jobkarussellen
Først for kan vi se, at kvinder i vores branche ryger ud af jobkarussellen, når de runder 50 år. Og det efter at de stort set alle årene har skullet finde sig i et uforklarligt løngab i deres indtjening på ca. 30 % i forhold til deres mandlige kolleger. Og løngabet opstår tidligt i karrieren; i statistikkerne kan vi se, at når de unge udkommer fra skolerne, er de på samme lønniveau.

Men allerede få år efter stikker mændene af – og løngabet vokser konstant, i takt med at karrieren skrider fremad. Ovenikøbet i en branche, som er gennemstøttet af offentlige midler – vores alle sammens penge. Nu ved vi altså, at løngabet findes – og at det er strukturelt, og at det er en ommer.

Men hvordan får vi så forandret situationen og løst de helt åbenlyse udfordringer, vi står overfor? I forbundet har vi lavet en stor undersøgelse, som afdækker nogle af årsagerne til det løngab, der er mellem mænd og kvinder i vores fag. Og inden endnu en liberal ungersvend påstår, at det bare er, fordi kvinder er dårlige til at forhandle – så viser undersøgelsen også, at det bliver opfattet negativt hos arbejdsgivere, når kvinder vil forhandle løn.

Kvoter mod ulighed
Vores undersøgelse indikerer også, der er flere roller til mænd (og det er noget af det, vi vil dykke mere ned i). Desuden oplever vi, at der bliver budgetteret forskelligt, når det gælder kønnene. Og vi ved, der et overtal af mænd blandt dem, der har beslutningsmagten i branchen. Derfor kunne en af måderne at skabe forandring på være kvoter.

En af de dygtigste topchefer i erhvervslivet, Sydbanks direktør Karen Frøsig, var i øvrigt en af de første, der udtrykte behovet for at skabe forandring og måske netop bruge kvoter. Ikke som et mål, men som et redskab til at skabe forandring. Og jeg er helt med på kvotevognen! Vi har i forvejen kvoter på kunstuddannelserne, som optager lige mange mænd og kvinder. Det hører jeg ingen protestere over. I mine øjne kunne vi sagtens opsætte nogle fornuftige rammer for et kvotesystem – og hvis det ikke virker, så prøver vi noget andet.

Slidt undskyldning for en møgkonservativ branche
Som det er nu, gemmer vi en møgkonservativ branche bag ordene ‘kunstnerisk frihed’ – og bruger et ellers vigtigt begreb som en slidt undskyldning for ikke at sætte gang i en nødvendig modernisering af vores branche.

Tænk, hvis vi i stedet kunne skabe en bølge som i 1915, da en flok mandlige politikere stemte ja til kvindelige stemmeret, fordi det fedeste var, at ALLE havde en stemme – også selv om det kunne koste én selv noget af magten.

Nej, der er stadig nok at kæmpe for. Og jeg bliver så ærgerlig over, at jeg – som kvinden med protestskiltet i toppen af teksten her – er nødt til at hive de gamle skilte frem i stedet for at skrive nye skilte, der kalder på nye forandringer.