Laboratoriet: Scenen drejer stille rundt

Sara Fanta Traore fik lov at prøve kræfter med både den ædle fægtekunst, klassisk forvekslingskomedie, drejescene med trapper og store kostumer på ‘Tjener for to herrer’.

Af Louise Kidde Sauntved
Bragt i Sceneliv #2 2024

I går var der kostumeprøve i pudder, paryk og store krinolineskørter, men med kun to dage tilbage til premieren er holdet bag ‘Tjener for to herrer’ trukket i det komfortable arbejdstøj igen. Endnu er der meget, der skal falde op plads. Blandt andet en helt central fægtescene mellem Sara Fanta Traores Beatrice (i stykket forklædt som Frederico Rasponi) og Magnus Haugaards Silvio. De har prøvet scenen i øvelokalet flere gange, men på den store drejescene står flere set-stykker pludselig et lidt andet sted. Blandt andet en mængde falske marmorkugler i varierende størrelser, spredt ud over scenegulvet. De fægtende parter kommer flere gange til at støde ind i dem, så de dirrer let og afslører, at de bestemt ikke er lavet af tungt marmor.
“Det er, som om det er mere naturligt at gå denne her vej,” siger Magnus Haugaard, mens Sara Fanta Traore nikker koncentreret.
De bliver enige om både at flytte et par kugler og ændre lidt på deres tur over scenen, så de undgår sammenstød. Mens kuglerne finder deres nye position, står Sara Fanta Traore lidt for sig selv og øver en række fægtestød.
Goldonis ‘Tjener for to herrer’ fra 1746 er en af de helt klassiske komedier. Og selv om stykket er blevet moderniseret af instruktør Viktor Tierneld, er det stadig med stort spil, masser af makeup og voluminøse kostumer. En helt anden spillestil, end Sara Fanta Traore er vant til:
“Det er virkelig noget nyt for mig. Jeg har været en del af ensemblet på Mungo Park, siden jeg blev færdiguddannet for fire år siden, og der arbejder vi jo med moderne, nyskrevet og naturalistisk teater. Det er lidt en anden opskrift, når man laver klassisk teater som det her. Og selv om det er moderniseret, så vi ikke står og siger replikker på vers, er der stadig noget i måden at tale på, der gør det mere teatralsk. Jeg kan godt mærke, at jeg har lidt ærefrygt over for det. Og at det ligger fjernt fra den måde, jeg har arbejdet på indtil nu.”

Kunsten at gøre det let
Også fægtningen er en ny disciplin for Sara Fanta Traore. Det er dog ikke til at se, da hun med øvede bevægelser samler sin kårde op for at tage scenen en gang til. Sara og Magnus krydser klinger og begynder at bevæge sig over scenegulvet, mens kårderne klik-klik-klikker. Sara dukker sig under et kårdesving og springer op på den centrale konstruktion af trapper. Her fortsætter fægtekampen, op og ned, gennem døråbninger og buegange, alt imens scenen drejer stille rundt. Kampen bliver til en dans, der ender på forscenen, hvor Sara i en overlegen manøvre vender ansigtet mod salen, mens hun fortsætter med at kæmpe – uden at værdige hverken kårde eller modstander et blik.
“Viktor har været så sød at give mig en regibemærkning, hvor der står, at min karakter er utroligt god til at fægte,” fortæller Sara Fanta Traore efterfølgende.
“Så jeg skal nærmest ligne en, der er professionel. Heldigvis er Bo Thomas, der underviser os i fægtekunst, sindssygt dygtig. Han har lavet en koreografi, der ser vildere ud, end det egentlig er. Vi har haft fægtetræning hver dag i de seneste i hvert fald tre uger, og vi skal have det på scenen hver dag frem til premieren. Det handler også om sikkerhed. Jeg har brug for at komme så meget ovenpå, at vi kan redde hinanden, hvis der sker fejl – og vi skal spille så mange gange, at der nok skal ske noget.”

Stort udtryk
Tilbage på scenen har Silvio provokeret Beatrice nok til, at hun kyler kården mod gulvet og farer i flæsket på ham. Med to-tre velplacerede knytnæveslag har hun overtaget og jager ham ned at ligge på et podie, hvor hun – efter at have samlet kården op i én fejende bevægelse – placerer den mod hans strube.
“Du må ikke dræbe mig,” beder han.
“Det har jeg heller ikke tænkt mig,”
replicerer hun.
“Din tid kommer.”
I en komedie som ‘Tjener for to herrer’ skal udtrykket være stort. Kæmpestort.
“Jeg skal lige finde en bund i det. Ikke at der ikke har været bund i det, jeg har lavet før, men den ligger et andet sted, kan jeg mærke. Jeg kan jo se på nogle af de andre, der er garvede i det her, at de allerede til læseprøven bare vidste, hvordan den og den replik skulle ligge. Uden at jeg tænker, at de spiller for stort, eller at der ikke er bund. Så det handler om, at der er en grænse i mig selv, som jeg lige skal træde over, fordi jeg har spillet et andet sted fra,” forklarer Sara Fanta Traore.
Kostumer og tyk makeup kommer dog til at hjælpe en del:
“Vi skal have så meget makeup på, at jeg føler, at jeg har maske på. Og tøjet er skruet fuldstændigt op. Det hjælper alt sammen rigtigt meget til at spille større, for man kan simpelthen ikke stå og fedte med noget, når man har det på, som vi skal have på.”

Leg med stereotyper
Fægtescenen er i hus for i dag, og holdet går videre til en anden central scene, hvor Sara Fanta Traores Beatrice er lige ved at afsløre, at hun ikke er den mand, hun udgiver sig for at være.
Beatrice møder sin tjener Truffaldino, spillet af Andreas Jebro, på gaden, og i sin iver efter at behage giver han sig til at børste sin herres frakke. Det er tydeligt, at det kilder, men hver gang Beatrice forsøger at flytte sig, følger Truffaldino med. Til sidst må hun overgive sig til et ikke særligt mandigt fnis:
“Ej, lad være,” siger hun med pigestemme, inden hun husker sin rolle og skifter til en dyb bas:
“Jeg mener STOP!”
Hun sætter benet op på et trin og stirrer hvast på sin tjener:
“Gå ned og hent min kuffert på båden.”
“Den sad lige i skabet, Sara,” udbryder Viktor begejstret.
“Det var så tydeligt. Der var ingen tvivl om, hvad du spillede. Så godt.”
“Min rolle er et stort forvekslingsnummer,” fortæller Sara Fanta Traore.
“Og Viktor har en helt speciel humor, der gør det tilladt virkelig at spille stort og bruge nogle stereotyper. Så jeg leder efter de der billeder af den stereotype mand, der står med benet oppe eller lige sætter armene i siden eller spiller med musklerne. Jeg er forklædt som mand i det meste af stykket. Det er først helt til sidst, jeg ikke er det mere. Hvor jeg så i stedet prøver at gå ind i den meget stereotype kvinde. Det er en sjov opgave. Men jeg er stadig ved at undersøge, hvor langt jeg kan gå.”