Dans er et af de scenekunstfag, hvor pensionsalderen er lavest. Kroppen bliver slidt, og med årene bliver det sværere – eller umuligt – at lave de allermest akrobatiske bevægelser. Men derfor kan man stadig have noget at byde ind med som kunstner. Det ved skuespiller, instruktør og danser Anna Tulestedt, og derfor har hun etableret dansekompagniet Kompagni+.

Af Louise Kidde Sauntved
Bragt i Sceneliv #1 2024

Øvelokalet Kulissen hos Dansk Skuespillerforbund summer af god energi. Her er syv kvinder nemlig i fuld gang med at varme op til dagens danseundervisning – forestået af en ekstern koreograf. Håret er flere steder gråt, og smilene er brede. For danseglæde har ingen alder, selv om danserne måske skal passe lidt mere på kroppen, fordi den har båret dem i mere end et halvt århundrede. De syv kvinder er alle del af Kompagni+, som Anna Tulestedt har sat gang i.
Som 56-årig opdagede hun i sommeren 2023, at hun manglede et forum, hvor det stadig er muligt at udforske dansen og det kunstneriske udtryk sammen med kvinder på sin egen alder. Hun rakte derfor ud og spurgte, om der var andre, der havde det ligesom hende – og spurgte om de ville være med til at skabe et dansekompagni for ældre scenekunstnere. Og det var der!

Kunstnerisk laboratorie – med forestilling
Faktisk væltede det ind med henvendelser. Nok til både at etablere en dansegruppe og til at kickstarte en række givende samtaler om identitet som ældre scenekunstner.
Indtil videre mødes dansegruppen en gang om ugen for at træne, lege med dansen og udforske, hvad der tænder deres ild. Holdet har forskellige koreografer, der puffer dem i forskellige retninger. I uge otte bliver der skruet op for intensiteten med den første af en række fordybende kunstneriske laboratorier, som holdet desuden slutter med visning af et mindre værk. Målet er at lave en egentlig forestilling i sæson 2024-25 – som bliver rørende, sanselig, givende og slagkraftig kunst.
Og ikke et ord om at blive ældre, selv om temaet naturligvis bliver ‘filtreret’ gennem dansernes modne kroppe og sind.
“Gennem allerede levede oplevelser og alt det, som mennesket faktisk vinder ved at aldres,” som Anna Tulestedt beskriver det.

Sammen og hver for sig
Forhåbentlig bliver det mere end en enkelt forestilling, for drømmen er at skabe en egentlig platform – måske ligefrem i internationalt regi – for ældre scenekunstnere.
Til gavn for både dem selv og yngre kolleger, der vil kunne se, at det kunstneriske liv og lysten til at udtrykke sig ikke har nogen alder. Anna Tulestedt håber også, at samfundet som helhed kigger med, fordi der her er brug for at kunne spejle sig i kunst med plads til rynker og erfaring – med respekt for livserfaring og forståelse for at ældre mennesker også gerne vil udfordres og ud af deres komfortzone. Det er nemlig i mødet med det nye, at vi mennesker holder os selv og kunsten levende, forklarer hun.
Tilbage på dansegulvet i Kulissen er opvarmningen forbi, og danserne er blevet bedt om at finde sammen to og to. Den ene er piloten der sætter retningen, mens den anden følger efter. Bevægelserne behøver ikke være identiske, men de skal passe sammen, og de skal nå til samme afslutning.
Therese Glahn danner par med Susanne Bonde. De bevæger sig hen over gulvet, hele tiden i fysisk kontakt. Hånd. Skulder. Ned mod gulvet og op igen, indtil de i fællesskab når det sorte klæde på endevæggen, som Susanne lægger en hånd på som afslutning.
“Nu kommer der en information til piloterne,” lyder det fra koreografen.
“Nu er ankomststedet ikke længere et fysisk sted, men kan være et sted i rummet. Men tænk på, at sætte punktummet. Vi kører.”
Therese og Susanne glider ud på gulvet igen, nu ikke længere fysisk forbundne, men stadig med fuld koncentration på hinandens bevægelser. Indimellem mødes de med en hånd på en skulder eller underarm eller i en fælles bevægelse mod gulvet, inden de igen danser fra hinanden med individuelle men afstemte bevægelser. Rundt om dem finder de andre par på samme måde deres egen rytme og energi. Sammen og hver for sig.

Erfaringer skal bruges
Efter prøverne fortæller Therese Glahn, at hun blev fyr og flamme, da hun så Anna Tulestedts opslag.
“Både fordi jeg automatisk bliver tændt, så snart det er noget med dans, og fordi det er et virkelig kærkomment initiativ at ville samle kvinder, der har rundet en vis alder, til simpelthen at danse. For der er jo ikke rigtigt noget lignende derude.”
Selv er Therese Glahn i allerhøjeste grad stadig aktiv som både danser og skuespiller. I efteråret turnerede hun med forestillingen ‘Fool’s Paradise’, hvor hun fik lov at spille på alle tangenter. Men selv om hun er en af dem, der kan leve af sin kunst, oplever hun også, at der bliver længere og længere mellem tilbuddene til kvinder – uanset om det er dansere eller skuespillere – når de når en vis alder. Og den udvikling vil hun gerne være med til at vende.
“I mange år var det skuespillet, der fyldte mest i mit arbejdsliv, men jeg er og vil altid være danser, uanset alder. Selvfølgelig er der ting, jeg ikke kan på samme måde, som jeg kunne for 20 eller bare 15 år siden, men der er i den grad også ting, jeg stadig kan. Der er noget, der bliver noget andet, men også meget, der føles som det samme. For man bliver jo ikke et andet menneske, bare fordi man bliver ældre. Man er den, man er. Det er erfaringen, der gør forskellen. På godt og ondt.”
En erfaring, vi ikke skal pakke væk, men som vi skal bruge:

Vi er nødt til at få ideerne
“Jeg synes jo selv, det er mest interessant, når der er både yngre og ældre dansere med i samme forestilling, for det er jo sådan, livet er. Vi er blandet. Det kunne være interessant at nå derhen, hvor det blev almindeligt. Derfor er jeg også glad for at være med i det her projekt. For hvis der er noget, der er indskrænket eller knap så rummeligt, er man jo nødt til at forsøge at ændre på det selv. Der er ikke nogen teatre der står og siger ‘ej, det kunne være fedt at lave noget med nogle kvindelige dansere over 50. Hver er der derude?’ Der er nødt til at være nogen, der får ideerne rundt omkring.”