Søren Hellerup, 70 år, bosat og arbejder i Portugal.

“Her i Portugal bliver der ikke fortalt LGBT-historier – de ting, vi ser, er fra udlandet. Jeg er bange for, at der er lang vej for miljøet ind i mainstreamkulturen, og jeg tror, det har en stor betydning, at Portugal er katolsk. Da jeg flyttede hertil, spurgte jeg en om, hvordan de forholder sig til homoseksualitet, og holdningen er meget ‘det blander vi os ikke i’. Bare det at tale om det, kan blive opfattet som en provokation.”

“Det man kalder for ‘wokebølgen’, har ikke ramt Portugal – nærmest tværtimod. Landets næststørste parti ligger meget tæt opad Trumps MAGA, og vi oplever også flere angreb på LGBT+folk. Lige her hvor jeg bor, er der mange homoseksuelle, og vi skal have vores egen Pride til august, men sådan er det ikke i hele landet.”

Berøringsangst i det kulturelle miljø
“Den virkelighed betyder også, at der helt klart er en større berøringsangst i det kulturelle miljø her. En mere konservativ tankegang, tror jeg. Jeg oplever, at der slet ikke bliver snakket om LGBT-historier i miljøet – det er jo så svært, allerede før du går i gang. Hvis du begyndte at lave noget, der var bare lidt kontroversielt, så ville det ikke komme nogen steder hen.”

“Generelt er folk meget fokuseret på, at Portugal er et lille marked, og jeg tror, at mange bremser sig selv – det ser jeg i hvert fald i skuespillerkredse. Men fx Danmark er jo også et lille land, og de er ude i hele verden. Så jeg forstår ikke, hvorfor man ikke i højere grad ser sig selv som en del af Europa og fx søger europæiske filmfonde, der er mere åbne. På den måde tror jeg, at branchen kulturmæssigt begrænser sig selv, men jeg tror ikke, at de er klar over, hvor meget de reelt begrænser sig selv.”

“Der er et engelsktalende teater hernede, hvor jeg skal være med på en produktion. Til trods for, at halvdelen af bestyrelsen er homoseksuelle, producerer teatret aldrig LGBT-historier. Det er enormt ærgerligt, at kulturen ikke tager den rolle og ikke fortæller om og afspejler det samfund, der er omkring os hernede.”

Pablo Lara, 30 år, bosat i Danmark og arbejder også i hjemlandet Spanien. 

“I forhold til antallet af LIGBT-historier synes jeg, det har udviklet sig meget inden for de seneste 10-15 år. Da jeg gik på teaterskolen i Spanien i 2013-2017, var der rigtig mange fra miljøet på skolen, men der var stort set ingen LGBT-produktioner i branchen. Men i dag bliver mainstreamproduktionerne mere og mere LGBT-orienterede. Der er ingen tvivl om, at Pedro Almodovar har været med til at drive udviklingen. Han var meget modig og fortalte mange LGBT-historier, der ellers ikke var kommet frem – og han fik succes med det. Det har smittet af – men mest på film og tv.”

“På de store teatre, der får støtte fra regeringen, kan det være svært at få øje på LGBT-produktionerne. Jeg ved ikke, om det er, fordi de ikke får støtte til dem, eller fordi teatrene selv ikke vælger dem. Det kan være, at de ikke tør fortæller historierne, fordi vi er en minoritet, og de så tænker, at der ikke er salg nok i dem.”

Stor forskel på by og land
“Generelt er Spanien et mangfoldigt og LGBT-venligt land, og selv om du altid kan finde konservative, accepterer man generelt mange forskellige identiteter, og der kommer flere og flere publikummer til LGBT-historierne. Der er dog stor forskel på, hvor du er rent geografisk. Branchen er generelt meget koncentreret om storbyerne – her er der mange flere uafhængige produktioner, der er mere åbne og taler om de her emner.”

“Sidst jeg arbejdede i Spanien, var jeg med på en national turné med et teaterstykke, hvor vi bl.a. talte om kønsbaseret vold. Vi skulle også opføre stykket for teenagere i landsbyer omkring Madrid, og efter forestillingen talte vi med dem om deres egne erfaringer. Jeg var chokeret over deres meget konservative holdninger til fx ligestilling mellem mænd og kvinder. Så der er ingen tvivl om, at Spanien er meget polariseret – og flere teatre oplever også, at deres turnerende LGBT-forestillinger kun bliver inviteret dertil, hvor politikerne er mere venstredrejede. Omvendt er jeg ikke heller ikke sikker på, at jeg ville føle mig tryg ved at optræde i politisk højredrejet område.”