Søren Ruby har været selvproducerende hele sit lange skuespillerliv, og selv om det langtfra altid er lige morsomt, så er det alligevel dén del af hans arbejdsliv, som er mest givende.

Af Kirstine Q. Krefeld
Foto: Lærke Posselt

En lille halv kilometer fra HamletScenen ved Kronborg i Helsingør får fotografens bil motorstop. Det er meningen, at hun skal tage billeder, og journalisten lave interview med Søren Ruby, der er i gang med at producere en helt særlig udgave af Shakespeares Hamlet, Spaghetti Hamlet. En forestilling uden ord for børn.
Søren Ruby kommer straks til undsætning og henter den nødstedte fotograf og journalist i sin egen bil. Her udbryder han som det første:
“Det er lige præcis en af de ting, enhver selvproducerende frygter allermest: Motorstop! Eller noget andet uforudsigeligt.”
Hele sit liv har han brændt for at fortælle historier og producere sine egne forestillinger. Da han begyndte på sin skuespilleruddannelse hos TeaterStudio, dengang man stavede Aarhus med Å, var der en lærer, der gav ham rådet ‘hvis du kan lade være, så gør det’. Det er nu 25 forestillinger, 15 soloforestillinger og 25 år siden.
“Jeg kunne bare ikke lade være, så derfor blev jeg ved. Jeg har dog ‘ladet være’ lige så mange gange, fordi nødvendigheden, finansieringen eller energien ikke var til det”, fortæller han.
“For at være helt ærlig, så er det nok det første råd, jeg vil give videre til andre, der overvejer at blive selvproducerende: Hvis du kan lade være, så gør det,” indrømmer Søren Ruby.

Kræver et løvehjerte
Det kunne da også sagtens være gået grueligt galt allerede første gang, han selv satte et stykke op:
“Jeg ville lave ‘Brødrene Løvehjerte’ sammen med min kollega Dag. Normalt blev det udelukkende opført på scenen med fuldt ensemble, men vi ville lave forestillingen med to mand, os selv, i alle roller, så vi skrev til Astrid Lindgren og spurgte – og fik lov. Og så gik vi ellers i banken og lånte 400.000 kroner og lavede et interessentskab, hvor vi hæftede for hinanden. Vi vidste intet om, hvordan man ellers gjorde, men vi havde den der ungdommelige tro på, at det nok skulle lykkes, så vi gjorde bare tingene,” husker Søren Ruby.
“Vi ringede også til Gyldendal og hørte dem, om vi måtte spille stykket, og de sagde ja. Så vi satte det hele op og var klar, men 14 dage efter premieren blev vi kontaktet af det, der dengang hed Nordiska Strakosch, i dag Nordiska, som kunne fortælle, at det i øvrigt var dem, der havde teaterrettighederne, og at vi skulle stoppe med det samme eller lægge 200.000 kroner for at fortsætte.”

Skal komme af ekstrem nødvendighed
“Men vi stod jo med det der kæmpelån, så vi skulle bare finde en løsning med dem, og det gjorde vi heldig vis også. Og vi spillede den faktisk i tre år og havde stor succes med det,” fortæller han.
Og ja, lånet på de 400.000 kroner blev også indfriet – og makkerparret fik både blod på tanden og penge til at sætte deres næste forestilling, ‘Pelle Erobreren’ for børn, op – som de første.
“Jeg har altid gerne selv villet bestemme, hvilke historier jeg vil fortælle, og hvordan jeg vil fortælle dem. Det kan godt være, at der ikke er andre, der har gjort det før, men når du spørger, får du ofte lov.”
“Jeg har oplevet meget respekt fra mange kolleger, klap på skulderen, og folk der siger ‘bare jeg kunne det’, når jeg har sat mine egne forestillinger op. Men det er ikke nødvendigvis noget for alle, og det er ikke altid nemt eller særlig morsomt. Derfor skal det komme af en ekstrem nødvendighed. Du skal ikke gøre det for penge, prestige eller karriere,” siger Søren Ruby.
“Når du laver en selvproduktion, så er det dig selv, der er det hele – du skal selv hive dig selv op og sørge for alt! Samtidig er det også det, jeg som skuespiller og rent kunstnerisk får langt mest ud af. At brænde så meget for en historie, som man bare må have ud – og få det til at lykkes.”
“Jeg kan også godt lide fornemmelsen af at have spillet noget ind – altså der, hvor det hele på plads i kroppen, og stykket finder sin egen form og kommer til live. Det er først der, du finder ud af, om det rent faktisk fungerer. Det er også en af grundene til, at jeg gerne vil have, at det, jeg laver, har en lang levetid på landevejen.”
“Og når jeg så står to meter fra publikum, og der springer et barn op og giver mig et kram, så er det alle 25 år på landevejen værd. Det er så vidunderligt at mærke, når noget af det, jeg laver rammer plet. Det er det, der gør, at jeg bliver ved.”
Med årene har Søren Ruby opbygget en tro på, at det, han laver, er godt nok:
“Jeg ville måske gerne have vidst, at der ikke er én måde at gøre det på. Jeg har i mange år prøvet at gøre tingene på en bestemt måde, men jeg har lært at stole på, at min måde er den rigtige. Og det vil jeg gerne give videre.”

Afslag gør lige ondt hver gang
Søren Ruby har tilsyneladende en særlig forkærlighed for at have mange kasketter på – også uden for scenen. Han er således stifter af og forperson for Dansk Skuespillerforbunds Udvalg for Turnerende og Opsøgende Teater (UTOT), som skal skabe opmærksomhed på det særlige fagområde, der gælder skuespillere uden fast scene.
“Dels fordi vi er meget på landevejen, og dels fordi der ikke er meget prestige i den del af branchen,” som han forklarer det.
Søren Ruby har tidligere siddet i Skuespillerforbundets bestyrelse og har siden 2022 været en del af Produktionsstøtteudvalget, hvor han er med til at uddele midler til andre, der for eksempel gerne vil producere selv eller co-producere.
“Jeg ved, hvor svært det er at skrive de ansøgninger – og jeg ved, at afslag gør lige ondt hver gang. Spørg fondene, hvad de har brug for, men husk på, at der ikke er en formel. Det vigtige er, at modtageren af din ansøgning kan se dit projekt for sig,” siger han.
“Husk at spørge andre om hjælp. Det gælder i øvrigt for hele processen, når man begiver sig ud i at sætte sin egen forestilling op.”
“Jeg har altid selv haft modet til at spørge andre, men jeg ville gerne have vidst, at det er ok at spørge endnu mere. Jeg tror, mange afholder sig fra at spørge om hjælp af frygt for at blive mødt med et ‘ved du ikke det?!’. Vi er jo allesammen selvstændige i den her branche, og vi vil helst fremstå tjekkede. Og så kan det være svært at stille sig et sårbart sted, hvor du viser, at du er i tvivl om noget. Det er måske ikke kun en selvproduktionsrelateret ting, men generelt for branchen,” filosoferer han.

“Vi tager ikke noget fra hinanden ved at hjælpe”
Søren Ruby understreger også vigtigheden af at have nogle allierede:
“Jeg har mange tætte kolleger i branchen, som jeg ikke nødvendigvis deler smag med, og vi tænker ikke nødvendigvis, at hinandens stykker et de bedste – men vi er meget tætte alligevel. De er sparringspartnere og legekammerater, som jeg kan udveksle med. Vi er en slags konkurrenter, men vi er også i samme båd, og vi tager ikke noget fra hinanden ved at hjælpe hinanden.”
Den Hamletforestilling han arbejder på, og som skal præsenteres på KLAP Teaterfestival til april, er da også netop opstået i et samarbejde med HamletScenen.
“Det er skønt at have kolleger – en tekniker, en kostumier og en scenograf og mere til. På den måde er det dejligt at være en del af en co-produktion. Det er ikke nødvendigvis nemt at få den første aftale om en co-produktion op at stå, men det kan være en god måde at prøve den her del af branchen af på,” forklarer han.
Tanken med ‘Spaghetti Hamlet’ er, at forestillingen skal produceres og spilles hos HamletScenen i Helsingør til august, og derefter skal Søren Ruby have den på turne.
“Jeg er altid ude at ‘fonde’ midler, så min del af økonomien kommer hjem – og HamletScenen har deres driftsmidler. Man må kigge mindst et år frem i forhold til deadlines. Der er også mange, der ikke vil give penge til noget, der allerede er i gang. Så et sidste råd er: Sørg for økonomien først, og gå så i gang. Og husk: De her ting tager tid.”