Vi skal passe på kulturen med samme alvor, som vi passer på elnettet

Af Benjamin Boe

Mens jeg skriver den her nyhedsmail, er forbundets direktør, Maria Ventegodt, og jeg i Leiden i Holland, hvor vi mødes med vores europæiske søster-skuespillerfagforeninger og vores forvaltningsorganisationer. Jeg vil gerne fortælle lidt om, hvorfor det er så vigtigt, at vi er her.

Det er her, vi udveksler erfaringer fra det internationale niveau – med særligt fokus på vores vilkår i Europa. Her hvor vi lærer, hvordan andre lande tænker og forsøger at løse udfordringerne med fx AI og presset mod rettighedsmidler, som jo er et globalt pres. Vores europæiske samarbejde er supervigtigt, for ingen af de nationale forbund har en størrelse i sig selv, som gør dem i stand til at gøre en forskel. Med vores europæiske sammenhold – repræsenteret ved vores fælles sekretariat i Bruxelles – får vi en mere markant stemme i debatten, så vi kan påvirke de beslutninger, der bliver truffet på vores områder.

Det største problem lige nu er dog helt sikkert, at kunsten er presset langt ned på dagsordenen – lige som mange andre områder må det vige pladsen for forsvarspolitik og international handelskrig. Mens jeg skriver disse linjer, har der været et gigantisk og uhyggeligt strømnedbrud i Spanien og Portugal, og ingen aner, om det var terror eller et uheld. Uanset hvad årsagen viser sig at være, viste nedbruddet hvor skrøbelig vores infrastruktur er – og hvor afhængige vi er af den.

Jeg er med på, at vores sikkerhed skal have førsteprioritet – men det betyder ikke, at kulturen ikke er vigtig. Tværtimod. Det er kulturen, der binder os sammen og den, der kan skabe sammenhængskraft – både herhjemme og på tværs af landegrænser. Kulturen kan sætte vores fælles nutid og verdens uro i et tiltrængt perspektiv, og den kan vise alle de områder, hvor vi er mere ens, end vi måske tror.

Derfor skal vi beskytte kulturen – og kulturens frihed – med samme iver og naturlighed, som vi opgraderer elnettets sikkerhedsstruktur. Og her er vores internationale samarbejde helt nødvendigt, for i en global verden som vores kræver det international lovgivning at skabe en effektiv beskyttelse.

Jo, det giver nogle meeeget nørdede snakke om fx ophavsretsdirektivet (DSM-direktivet, der skal give os kunstnere samme rettigheder på nettet som i virkeligheden), Beijing-traktaten, der beskytter vores værker og vores arbejder på tværs af landegrænser og den rumænske EU-dom om moms på rettigheder, som har skabt usikkerhed i hele Europa.

Alle lande forsøger at lovgive, men de gør det på vidt forskellige måder, så her kan vi nærmest tale om ‘EU-disharmonisering’ – og det er noget rod, som vi er nødt til at rydde op i. Derfor er timer, som vi lægger i det internationale samarbejde virkelig indsatsen værd. Både for at sætte tingene i relief og for at klæde os på til de kampe, der lurer i horisonten. Både i det små og det store er det vores sammenhold og solidaritet, der gør os stærke.