Christian Damsgard (operasanger)

Jeg stiller hermed op til bestyrelsen i Dansk Skuespillerforbund.

Helt overordnet vil jeg gerne være med til at skabe bedre arbejdsforhold og ansættelsesvilkår for alle de typer af scenekunstnere, der er med i vores forbund.

Med min baggrund som operasanger er det naturligvis det område, jeg kender bedst. Gennem mit meget alsidige arbejde her i landet har jeg opbygget et solidt og indgående kendskab til operamiljøet i Danmark – fra Det Kongelige Teater over Den Jyske Opera til så godt som alle de mellemstore og mindre operaaktører. Det overblik bruger jeg aktivt som medlem af operaudvalget og i den undergruppe, der arrangerer relevante kurser for operasangerne i forbundet. De fleste operasangere er freelancere og med hensyn til vores kontrakter, er der stadig nogle store knaster, som jeg gerne vil være med til at file på. Her kan min erfaring og mit netværk komme bestyrelsesarbejdet til gode.

Vi er en broget flok af medlemmer i DSF – flest skuespillere, mange operasangere og musicalperformere og færrest dansere – og jeg vil gerne gøre en målrettet indsat for at integrere de mindre faggrupper bedre i vores forbund. I mit operanetværk hører jeg ofte, at folk ikke kan se nok gode grunde til at være medlem, og min opfattelse er også, at de mindre faggrupper indimellem drukner lidt – både når der skal vælges fokusområder, og når forbundets arbejdsopgaver og ressourcer skal prioriteres og fordeles. Det er naturligt, når vi er flest skuespillere, men jeg mener, det giver mening aktivt at arbejde for en bedre integration af de mindre faggrupper.