Morten Lindemann Olsen

Hvorfor bliver vi som branche underbetalt? Gennemsnitslønnen er for lav, og der er stadigvæk forskel på lønnen mellem køn. Det må vi kunne lave om på.  

Nu har jeg været uddannet i 12 år fra DDSKS-musical akademi, og har forhandlet mange musicalkontrakter og reklamefilmkontrakter. Jeg vil som en af to forpersoner i musicaludvalget gerne stille op til bestyrelsen for at være med til, at alle medlemmerne er ordentlig klædt på i en forhandlingssituation.

I musicalbranchen møder vi mange private arbejdsgivere, som ikke har nogen overenskomst. Det vil sige, at kontrakter er lidt som i det vilde vesten. De presser alle medvirkende, skuespillere, musicalperformere, dansere, sangere og cirkusartister på lønnen.

Siden jeg er blevet forperson, har vi i musicaludvalget haft to stormøder med emnerne ‘private producenter’ og ‘hvad er du værd’. Vi har arrangeret lønforhandlingskursus med vores jurister. Jeg synes, alle medlemmer skal have udbudt brancherelaterede lønforhandlingskurser samt andre relevante kurser. Vil også opfordre til tværfaglige stormøder med vidensdeling, så vi forstår hinanden bedre og er mere informerede.

Hvis DSF skal kunne forhandle nye overenskomster kræver det ikke blot at vi står sammen, men at vi holder os informeret, så vi ikke underbyder hinanden. Vi er freelancere og føler os tit alene, men vi er aldrig alene. Vi står på skuldrene af alle de tidligere medlemmer og forpersoner. Jeg synes, vi er forpligtet over for vores kollegaer, fremtidens kollegaer og os selv til at tage ansvar for vores branche og sammen få den til at blomstre, som vi alle ønsker.

Jeg brænder så meget for os som kunstnere, at jeg er ved at stable en kunstfunding-platform, Nordicartlab.com, på benene. Målet er, at mæcener kan finde vores kunstprojekter. De projekter, som bliver støttet, skal aflønne efter de gældende fagforbunds overenskomster.