Mit navn er Thomas Findval Sølvskov, og jeg er 35 år og uddannet skuespiller fra DDSKS i Aarhus i 2018. Jeg har en for kærlighed til komedie, revy, farce OG entreprenørskab.
Jeg har efter endt uddannelse lavet lidt tv, film og reklamer, hvor tv mest var for børn og unge. Men jeg følte jeg manglede at komme på scenen og mærke publikum sådan rigtigt, og da mange teaterdirektører sagde de gerne ville se mig i noget først, så tænkte jeg, nok er nok! Jeg var træt af at høre den samme sætning hver gang. Derfor valgte jeg at skabe mit eget og blive entreprenør. Jeg har under min uddannelse og før altid været meget entreprenant og vokset op med forældre, der selv har været entreprenante, så det er ikke fordi det lå så langt væk.
Men jeg valgte at starte en revy med en kollega på Lolland, Nakskov Revyen, hvor jeg blev revydirektør, og som blev optaget som medlem i RevyDanmark i 2024, der er en brancheforening for alle de danske professionelle revyer. Den spillede i tre sæsoner, hvor jeg stod for alle opgaverne, og det var ikke små opgaver.
Det var blandt andet kontrakter, ansøgninger til fonde, sørge for regnskab, holde kontakt til billetudbyder, PR/Marketing, hjemmeside & SoMe, skaffe sponsorater, bestyrelsesarbejde og samtidig med det også være revydirektør, skuespiller, tekstforfatter, komponist, scenograf, instruktørkonsulent osv. Det var en ordentlig mundfuld. Men desværre er den lukket og gået konkurs, og nu har jeg fået en rygsæk fyldt med læring & erfaring, som jeg virkelig gerne vil dele ud af.
For jeg ved der er mange af mine kollegaer i DSF, der har det som mig, da jeg er blevet spurgt før, men måske ikke helt vidste, hvordan man egentlig begynder. Så derfor vil jeg, hvis jeg bliver valgt til bestyrelsen, gøre mit for at hjælpe den entreprenante kunstner i DSF med, hvordan man skal håndtere forskellige situationer, men også gøre opmærksom på områder, som man slet ikke skænker en tanke, og blot være en god sparringspartner.
Det vigtigste jeg lærte, er, at man skal have hjerteblod. Der er områder, hvor jeg ikke er helt stærk, men der sætter jeg mig gerne ned og fordyber mig i det for at lære det og give min viden videre. Så stem på mig, fordi jeg er ung, ved noget om entreprenørskab, og fordi jeg virkelig har lyst til det!